Læsetid: 4 min.

En geisha fra Californien

29. april 1999

En amerikaner er i gang med, hvad ingen japaner nogensinde har vovet: En fortælling om Murasaki Shikibu, der for 900 år siden skrev verdens første roman

(BOGTILLÆG)
Fortiden nu
På Museet for Moderne Kunst i Shiga lidt nord for Kyoto læner antropologen og forfatteren Liza Dalby sig frem for at få et glimt af bagsiden af en af de udstillede 11-hovedede Guanyin-statuer.
Hun er i Kyoto for at afslutte sin bog The Tale of Murasaki - om Murasaki Shikibu, en fornem dame fra 1100-tallet, der skrev den japanske klassiker Genji Monogatari (Fortællingen om Prins Genje).
Liza Dalby vil se nærmere på det hoved, der vender ind mod væggen. Smilet på dets ansigt formodes at få onde mennesker til at skamme sig over deres syndige levned og vække den sande godhed i dem.
"Sådan en statue kunne Murasaki godt have set," siger hun.
Så vidt vil en samvittighedsfuld forfatter altså gå for at genkalde sig smagen af en Madeleine-kage - eller duften af foråret i Kyoto for 900 år siden. I Liza Dalbys tilfælde består udfordringen i at krybe ind under huden på Murasaki, hvis mesterværk er blevet kaldt verdens første roman.

Uddannet som geisha
Hjemme i Berkeley, Californien, er hun de sidste ti år stået op klokken halv fem om morgenen, så hun i fred og ro kunne bruge et par timer på at genskabe Murasakis indre og ydre verden.
Når hendes tre børn begyndte at blive for højrøstede, tog hun høreværn på for at lukke støjen ude. Først sidste år fik hun sit arbejdsværelse lydisoleret.
Resten af dagen passede hun huset, købte ind og sørgede for, at børnene passede deres lektier.
"Jeg læste Fortællingen om Prins Genje i gymnasiet og blev fascineret af en verden, hvor det eneste, der syntes at betyde noget, var poesi, musik og skønhed," fortæller Liza Dalby, som sidst i 1960'erne tilbragte et år i et zen-buddhistisk kloster i Kyoto.
Da hun i 1976 arbejdede på sin ph.d.-afhandling, blev hun den første vestlige kvinde nogensinde, der gik i lære som geisha. Hun talte flydende japansk og spillede shamisen - et trestrenget instrument, som geishaer bruger år på at beherske - og med den ballast fik hun arbejde på et af de mest navnkundige tehuse i Kyotos Pontocho-distrikt, Dai-Icho.
"Det føltes helt naturligt, fordi det talte til noget, der ligger dybt i min personlighed. Jeg blev bedre til at forstå andre mennesker, for det er det, geishaer skal kunne," siger hun.
Som antropolog har hun skrevet om det fiktive slægtskabssystem i Kyotos geisha-samfund og analyseret japanske kvinders brug af kimonoen fra en strukturalistisk synsvinkel.
"Der er mange områder, hvor Levi-Strauss' strukturalisme ikke fungerer, men med hensyn til kimonoer gør den det virkelig," siger Liza Dalby, som håber at have romanen om Murasaki færdig inden årets udgang.

Så få falske toner
Sidste år udsendte den amerikanske forfatter Arthur Golden efter ni års arbejde og tre omskrivninger sin bog Memoires of a Geisha.
Kritikere og læsere var lamslåede: En hvid, Harvard-uddannet mand havde skrevet en historie om en japansk geisha i første person, og han havde - ifølge de fleste kritikere og de hundredtusinder af mennesker, der købte bogen - gjort det godt.
Bogen har ligget og svinget på bestseller-listen i over et år, og Steven Spielberg begynder snart at lave en film over den.
"Jeg var forbløffet over, hvor få falske toner han ramte, og imponeret over hans talent som historiefortæller," siger Liza Dalby. "Hans billedsprog er ikke japansk, og personerne er i en vis udstrækning stereotyper, men det kan måske ikke undgås."

En hellig ko
Hun skal fungere som konsulent for Spielberg. Som en stor beundrer af hans visuelle evner er hun spændt på, om han vil være i stand til at gengive visse subtile detaljer i den japanske 'blomster og piletræer'-verden - f.eks. den geisha-mor, der giver sin voldsomme vrede udtryk i form af den yderste høflighed.
Kun engelsk-talende skuespillere kunne komme i betragtning til hovedrollerne. Det udelukkede Kyotos rigtige geishaer, som har gennemført de nødvendige, mangeårige studier i teori og praksis.
Hovedrollen vil blive spillet af Rika Okamoto, der er medlem af Martha Graham Dance Company i New York.
Hollywoods tidligere forsøg på at lave en geisha-film, The Barbarian and The Geisha med John Wayne og Yule Brynner, regnes ikke for at være en af de største præstationer i filmens historie.
"Kimonoerne var forkerte, og parykkerne var forkerte. Set fra en japansk synsvinkel var filmen bare dum," siger Liza Dalby.
Hun er helt klar over, at hendes egen bog også skal slå bro over et kulturelt svælg. Ingen japaner har nogensinde forsøgt at gøre det, hun nu gør.
"Det er utænkeligt, fordi Murasaki er en slags hellig ko. Jeg håber, japanerne vil finde min indfaldsvinkel interessant," siger hun.

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her