Læsetid: 4 min.

Man vil jo gerne bruges

14. april 1999

55-årige Bror Westman er antropolog og har været ledig i ti år. Han har ikke noget imod den tvungne aktivering som sådan, hvis den bare ikke var så udsigtsløs

RET ELLER TVANG
"Det er jo ikke fordi, jeg ikke vil. Det er bare så udsigtsløst og varer kun et halvt år ad gangen. Så skal man et nyt sted hen. Jeg bliver hele tiden afbrudt, og det gør det utilfredsstillende."
55 årige Bror Westman har et roligt gemyt. Han hidser sig ikke unødigt op og føler sig ikke personligt forfulgt af det offentlige, selv om han er en af de godt 40.000 danskere på dagpenge, der skal aktiveres.
"Sådan er loven, og det kan man jo ikke gøre noget ved," siger han.
Information besøger ham i hans parcelhus i Kokkedal, hvor han bor sammen med sin kone, Lene.
Bror Westman er antropolog med interesse for kunst og musikinstrumenter, og det førte ham i to år rundt i Algeriet og Marokko for Forskningsrådets penge, hvor han studerede især kvindernes kunst. Derefter fulgte 15 års forskning og formidling på Arkitektskolen.
Men så blev han fyret, og har nu i ti år været en af de titusindvis af danskere, der fylder i arbejdsløshedsstatistikken.
Som så mange andre ledige der stillede sig i jobkøen i de tidlige 90'ere, fik han i begyndelsen lov at gå i fred. Men så satte aktiveringsmaskinen igang, og den stiller i stadig stigende omfang krav til de ledige om aktivering.
Undersøgelser af aktiveringens effekt dokumenterer, at jo ældre man er, og jo længere man har gået ledig, jo sværere er det at komme i job igen.
"Det fører jo ikke til selvforsørgelse, som det jo ellers skulle. Det kan de lige så godt droppe. Jeg tror ikke, jeg får noget job," siger han.

I børnehave
Forleden var Bror Westman til såkaldt rådighedsbedømmelse hos sin sagsbehandler i A-kassen. Indkaldelsen kom efter at han blev sagt op fra et jobtræningsforløb i en børnehave i på grund af for meget sygdom.
"Lederen i børnehaven tog det meget tungt, at jeg var i jobtræning. Jeg skulle opdrages. Det var nok ordet, der gjorde det. Det minder jo lidt om pottetræning eller sådan noget" siger han grinende.
Ifølge Bror Westman skyldes en del af hans registrerede fravær i børnehaven misforståelser, der opstod, fordi forskellige pædagoger og vikarer tog imod telefonbeskeder og gav ham forskellige ordrer om først at ringe hver dag, han var syg og senere kun at ringe, når han kom igen.
"Vi misforstod i det hele taget hinanden meget. Jeg var den ældste. De var allesammen unge og drømte vist om at komme væk og lave noget andet, og så var det et rent kvindeunivers. Jeg følte mig til overs og udenfor. Det er det værste ved aktiveringen. Man kan altså ikke blive integreret på et halvt år."
Bror Westman lavede sit eget projekt med børnene. De gik ture og samlede ting og han begyndte på en troldefamilie i sten og træ. Men den nåede aldrig at blive færdig.

Paranoia
Bror Westmans påske gik med at være bange for, hvilke konsekvenser det ville få for ham, at han var blevet sagt op to måneder før tid.
"Paranoia er en blanding af raseri og afmagt, og sådan har jeg det med A-kassen og systemet. Men rådighedsbedømmelsen gik heldigvis godt."
Hans sagsbehandler var efter mødet overbevist om, at Bror Westman stadig kunne betragtes som stående til rådighed for arbejdsmarkedet, og han er derfor stadig er berettiget til dagpenge, hvis han altså lader sig aktivere.
Før børnehaven var han på forskellige museer, i en musikforening og på daghøjskole.
Det lader dog ikke til, at det ordinære arbejdsmarked står til rådighed for ham, så Bror Westman kan se frem til endnu fem års aktivering - i forløb af halve år.

Tvungen fleksibilitet
"Man vil jo gerne bruges og jeg vil gerne beskæftige mig med noget, som passer til mig, og det har jeg sådan set også gjort. Men jeg bliver hele tiden afbrudt."
En tur i haven, der er én stor udstilling af hans kunst, vidner om, at Bror Westman godt selv kan holde sig igang.
Der er sten med påklistrede armbåndsure, menneskelignende stenstøtter med dykkerbriller, robåde, der er lavet om til vindharper og træer med påhængte cykelreflekser, knogler og andre ting, som klinger i vinden.
Han er aktiv i den lokale kunstforening og har lavet en lydsafari for børn på Louisiana og arrangeret sommeraktiviteter for børn i kommunen.
"Jeg har lavet en masse forskelligt, det giver bare ikke nok penge, og for at få de penge, skal jeg hele tiden møde op og gøre noget, som andre har bestemt. Det hedder at være fleksibel. Samfundet er præget af tvungen fleksibilitet, og det ødelægger muligheden for fordybelse."
Bror Westman er ikke indædt modstander af aktiveringstanken, men undrer sig over, at han ikke, i erkendelse af, at det ser småt ud med at få et ordinært job, kan få lov at beskæftige sig i længere tid med det, han er god til, og som han interesser sig for.
"Det skyldes misundelse. Man vil ikke have, at der er nogen, der ser ud til ikke at lave noget. Jeg kunne godt savne en overordnet opfattelse af samfundet, hvor det ikke bare var økonomien, der talte, men hvor man også inkalkulerede, hvad folk rent faktisk går og laver og vurderede, om der ikke også var brug for det," siger han.
Om udsigten til i fem år endnu at blive aktiveret i kortere forløb siger han: "Det kan jeg slet ikke overskue. Hvis bare det dog kunne blive et sted. Men det kan det nok ikke. Aktivering skulle været et skulderklap og en opmuntring til at gå videre med noget. Men det virker lige modsat," siger Bror Westman.

Dette er fjerde artikel om de aktiveredes verden, deres håb, frygt og vrede. De forrige blev bragt 7., 8. og 10. april. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her