Læsetid: 4 min.

Et giftigt røgslør

28. april 1999

Med et ideologisk modangreb søger Venstre at blænde PET-kritikken

NY BOG
Det er "venstrefløjens" egen skyld, hvis de statslige efterretningstjenester har begået ulovligheder over for danske borgere. Det er den overraskende pointe på en bog, som partiet Venstre nu udgiver.
Bogen er en artikelsamling redigeret af Venstres spidskandidat til EU-valget, tidligere minister Bertel Haarder.
Hidtil har debatten om efterretningstjenesterne overvejende været ført omkring spørgsmålet om demokratisk kontrol: Har PET og FE overholdt de politisk fastsatte retningslinjer, eller er de to tjenester reelt 'stater i staten'?
Denne problemstilling ser Haarders bog helt væk fra. Det kan undre, eftersom Venstre i andre sammenhænge gør sig til ihærdig talsmand for den enkelte borgers beskyttelse over for det mægtige statsapparat.
På Venstres vej mod regeringsmagten er det en dristig satsning, at partiet nu i stedet gør PET-debatten til et bredt ideologisk opgør.

Hvem er 'de'?
Bogens insinuerende tone ligger allerede i titlen: Hvem holdt de med? Hvem er 'de'? må man spørge. Det forklares - tilsyneladende - i undertitlen: En debatbog om, hvorfor politisk aktive på den yderste venstrefløj var i PET's søgelys under Den Kolde Krig.
Man bemærker, at Venstre mener sig i stand til at tale på PET's vegne. Større er imidlertid problemet om, hvem "den yderste venstrefløj" egentlig er. Det fastholder bogen aldrig klart, men springer ubesværet mellem meget snævre og uhyre brede definitioner. I sit bidrag om "det alternative flertals fodnotepolitik" maler forfatteren Ole Hyltoft med så bred pensel, at man må forstå, at den landsskadelige venstrefløj var et flertal i det folkevalgte parlament.
Bent Blüdnikow bruger sit afsnit til at gentage det ideologiske opgør, han for nogle år siden førte i Weekendavisen.
Det meget brede sigte med anklagerne fremgår allerede af partiformand Anders Fogh Rasmussens introduktion til bogen. Her hedder det:
"Den enkle - men deprimerende - kendsgerning er jo den, at vi her har at gøre med mennesker, som reelt begik et intellektuelt og moralsk forræderi af format, men som helt er sluppet for tiltale."
Helt sluppet for tiltale? I den fri debat de sidste 50 år har NATO-tilhængere da flittigt udnyttet deres ret til at beskylde modstanderne for det værste. Fogh må underforstå noget nærmest kriminelt, der er sluppet upåtalt hen. Men hvad - som vi ikke har hørt om gennem alle årene?

Historieløst
Ejendommeligt historieløst er det, når Fogh skriver:
"Venstrefløjen kritiserede i sin tid den amerikanske præsident Ronald Reagan, da han kaldte Sovjetunionen 'Ondskabens Imperium'. Takke være Stasi-arkiverne ved vi nu, at Sovjet under Den Kolde Krig levede helt op til betegnelsen."
Sikke noget vrøvl: De hæslige træk ved Sovjet-styret var velpublicerede allerede fra 1930'erne, og dokumentationen voksede til et bjerg årtier inden offentliggørelsen af Stasi-arkiverne. Som i øvrigt handlede mere om DDR som en modbydelig politistat end om Sovjet.
For at anslå en skæbnesvanger stemning lader bogen forhenværende forsvarschef Hillingsø indlede med et afsnit om Warszawapagtens planer for angreb mod Danmark. Efter Murens fald er de selvsagt kendt i større detalje, men meget få, der deltog i forsvarsdebatten forinden, var i tvivl om, at planerne var offensive, og at brug af a-våben indgik i dem. Det var jo for pokker derfor, at det brede politiske flertal i Danmark ikke ønskede for alvor at anfægte Danmarks tilhør på NATO-side i den gensidige afskrækkelse.

Afsløringerne
Hvilke indre fjender kan bogen så afsløre? At DKP-ledelsens sympati lå i Moskva, må siges at være en sen nyhed. At andre på venstrefløjen lænede den vej eller anså begge supermagterne for lige skrækkelige, er heller ikke nogen overraskelse.
Reelt kan bogen kun gentage tidligere afsløringer af, at den forbenede gamle stalinist Holger Vivike efter sin overgang til SF optrådte som agent for Sovjet - og at det radikale folketingsmedlem Meta Ditzel var dybt naiv i sin fredspolitik.
Blekingegade-banden optræder hyppigt i bogens tekst. Den søger dog ikke at afklare, hvorfor PET, der havde holdt medlemmerne under tæt observation, ikke standsede dem, før deres kriminalitet udviklede sig til mord.
Venstre var selv med i de to regeringer, der - i 1947 og 1968 - offentligt gjorde det klart, at PET-registrering ikke måtte finde sted alene på grundlag af lovlig politisk aktivitet. I et retssamfund må sådanne erklæringer stå til troende.
Nu søger Venstre at gøre mulige overtrædelser til en dyd hos de ansvarlige myndigheder.
Guderne skal vide, at der i den danske debat af enkeltpersoner og organisationer er sagt og skrevet ting, der er latterlige, uhyrlige, sågar farlige. Udskejelserne er forekommet både på højre og venstre fløj. Rette tid at tage til genmæle var den samtid, hvori de blev fremsat.
Når Venstre nu over en bred kam kriminaliserer alle, der har udtrykt andre opfattelser end Venstres af forsvars- og udenrigspolitikken, er det forstemmende.
Det kan tages som et ilde varsel om, at en kommende Venstre-regering uhæmmet vil anvende efterretningstjenesterne mod sine politiske modstandere. Og om, at partiet - hvis det alligvel ikke får magten - vil tilskynde efterretningstjenesterne til uanfægtet at føre Venstres politik.

*Bertel Haarder (red): Hvem holdt de med? 127 s. 150 kr. Peter la Cours Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her