Grønlands rabiate er blevet moderate og har udskiftet den politiske retorik med politiske resultater
NUUK - En snes år med ansvar for egne anliggender kan gøre selv de mest rabiate løsrivelsesfolk til moderate pragmatikere med hang til kompromis og synlige resultater i hverdagen.
Sådan er det gået for de fleste centralt placerede politiske aktører i det grønlandske hjemmestyre, der på lørdag, den 1. maj fylder 20 år.
Det blev ikke til en arktisk revolution, som nogle havde drømt om - og andre frygtet. Alligevel har Grønland på afgørende vis markeret sig både i forhold til Danmark, EU, Inuitsamarbejdet, Arktisk Råd, Nordisk Råd og Vestnorden-samarbejdet.
Hjemmestyret har formet sig som en arktisk evolution. Ganske i overensstemmelse hermed giver den runde fødselsdag i første omgang mere anledning til refleksioner end til fest.
Officielle festligheder er henlagt til Grønlands Nationaldag den 21. Juni - valgt fordi den er årets længste dag og siden 1985 fejret som nationaldag, symbolsk stærkt markeret ved, at det var på denne dato, Grønlands officielle flag blev indviet.
Hjemmestyrets mest markante nationale symbol er altså yngre end Hjemmestyret, selvom det allerede har vundet hævd. Med den hvide halvdel af flaget symboliserende indlandsis, isfjelde og isflager og med den røde flaghalvdel symboliserende den op- og nedgående sol antager mange, at flaget er langt ældre.
Mirakler og tryghed
Polarkredsen rundt udgør Inuit-folkene 160.000 indbyggere i egne, der kan være så ugæstmilde, at varig overlevelse her ikke blot er en bedrift, men et mirakel.
På baggrund af Inuit-folkenes samlede prøvelser må de sidste 20 års hjemmestyre i alle hverdagsanliggender betegnes som de mest trygge i de 4.500 år, menneskelig bosættelse kan spores i Grønland.
Et årligt bloktilskud fra Danmark, administreret af Hjemmestyret, er spændt ud som et statsligt sikkerhedsnet, der garanterer, at indbyggere på Bornholm og i Grønland har omtrent ens materielle grundvilkår - i det mindste fra statsmagtens side. Men ellers kan der være langt mellem de bornholmske og grønlandske klipper.
Til afstanden i geografi kommer afstanden i mentalitet. Inuit-Grønland rykker mod stammefrænderne i både Vest og Øst, efter at Sovjetunionens sammenbrud har banet vej for en genoptagelse af kontakterne til Inuit-samfundene på Chukotka-halvøen, i materiel henseende det dårligst stillede polarsamfund, i perioder truet af hungersnød, som bringer mindelser om fortidens fejlslagne jagt- og fangstperioder.
I Grønland sørger nu hjemmestyreejede skibe, fly og helikoptere for, at ingen behøver at lide materielle afsavn på jordens største ø. Enkelte forbrugsgoder kan kortvarigt blive en mangelvare få steder på kysten, hvis forbrugsmønstret ændrer sig markant i vinterperioden. Men med forstandig adfærd er der nok af alt til alle.
Til priser, der endnu er præget af "ens-prissystemet", dvs. at den samme vare skal koste det samme fra Qaansaq i nord til Kap Farvel i syd.
Mini-verdensdel
Forsyningssikkerheden betragtes i Hjemmestyrets Grønland som den naturligste sag af verden - og med rette. Den afgørende bedrift ligger da også snarere på det politiske plan: At det er lykkedes at holde denne mini-verdensdel sammen.
Hjemmestyret af 1979, gældende for hele Grønland, kan kun forstås med udgangspunkt i statsminister Hans Hedtofts besøg i Grønland i 1948. Her konkretiseredes "vilje og ønske om at bevare Grønland for Danmark". Interessant fastslår den grønlandske journalist og forfatter Jørgen Fleischer i bogen Forvandlingens år, at uden dette ønske havde Grønland garanteret været en del af USA nu ved årtusindskiftet.
Dertil kom det aldrig. En koloni kunne sælges eller afstås. Det kunne en landsdel ikke. Bl.a. derfor blev Grønland med grundlovsændringen af 1953 en dansk landsdel. Først derefter begyndte "den lange march" frem mod det Hjemmestyre, der blev en realitet i 1979.
Det var den grønlandske elite under uddannelse i Danmark, der blev lokomotivet i udviklingen, som førte frem til Hjemmestyret. Men meget hurtig fulgte en bred folkelig opbakning også i Grønland.
Moderne formyndere
Modstanden mod Hjemmestyret var betragtelig blandt danske embedsmænd. De havde, som senest Thule-sagen i Østre Landsret har afgivet stærke vidnesbyrd om, levet en beskyttet tilværelse som administratorer af Grønland - frem til 1948 stort set uden hverken politisk eller pressemæssig kontrol. De var ikke onde mennesker. De var blot embedsmænd, administratorer af en paternalistisk kolonipolitik, der for dem var så selvfølgelig, at de ikke behøvede at forklare eller begrunde beslutninger.
At vriste Grønland ud af deres greb krævede evne til at fastlægge og fastholde en dekoloniseringspolitik årtier efter, at Grønland formelt var ophørt med at være en dansk koloni. Ikke meget er så vedvarende som et embedsapparats rutiner. I administrationssamfundet Nuuk har en god del af disse rutiner kunnet overvintre til denne dag. Både blandt danske og grønlandske embedsmænd mærkes i pressede situationer kolde pust fra en svunden tid, hvor de ikke behøvede at blive ulejliget af journalister med ubekvemme spørgsmål.
Men heldigvis er en helt ny og meget ung generation af veluddannede grønlændere med en anden holdning til begrebet Glasnost på vej ind i Hjemmestyret. At lade dem komme frem i hverdagen og erstatte kolonimentalitetens sidste repræsentanter, ville være Hjemmestyrets bedste gave til det moderne Grønland, der får sværere og sværere ved at acceptere en formyndermentalitet fra hovedstaden Nuuk, som efter yderdistrikternes opfattelse ikke står meget tilbage for formyndermentaliteten fra København.
Kolonitidens Godthåb har haft held til at foretage lidt for mange overdragelsesforretninger til vor tids Nuuk.
En hovedstads embedsværk kan være kolonitidens første forpost og sidste skanse. Nuuk er i så henseende et eksempel på, at kolonier i nord kan have gennemløbet de samme processer som kolonier i syd.
Flere identiteter
Hjemmestyrets Grønland er langt fra en enhedskultur. I hovedstaden trives myteagtige forestillinger om yderdistrikterne.
Østgrønland dæmoniseres. Her tegnes et billede af et samfund præget af åndemanere og frygt, af selvmordsbølger og store sociale problemer. Nordgrønland derimod står for en forherligelse af den oprindelige kultur. Thule-eskimoerne idealiseres, senest i forbindelse med deres sag mod den danske stat.
Det er blevet moderne at tale om identitetsløse grønlændere midt mellem kajakken og computeren. Det er næppe korrekt. Men der er tale om flere identiteter. "Den indre navlestreng" til den oprindelige Inuit-kultur kan antage adskillige udtryksformer.
Tre partier
Det samme gælder den politiske kultur. Længe var Hjemmestyrets tilblivelse og tidlige udformning i den grad knyttet til først bevægelsen og senere partiet Siumut (Fremad), at Siumut blev betragtet som synonym med Hjemmestyret,
Siumut stod for en grønlandisering af det grønlandske samfund. Dansk dominans skulle ophøre. De, der ønskede en fortsat samhørighed med Danmark, sluttede sig sammen i partiet Atassut (Samhørighed).
Yngst og mest rabiat er venstrefløjspartiet IA, Inuit Ataqatigiit (Fællesskab), der var kraftig modstander af Hjemmestyrets indførelse i 1979 som blot "sproglig sminke" for fortsat dansk kolonialisme i Grønland. Kravet om løsrivelse er dog modificeret til et krav om en modernisering af rigsfællesskabet.
Siumut har som et midtsøgende parti af socialdemokratisk observans været det regeringsbærende parti gennem alle Hjemmestyrets 20 år. Fra 1979 til 1984 dannede partiet regering alene, fra 1984 til 1988 var det i en centrum-venstrekoalition med IA, derefter dannede det igen regering alene fra 1988 til 1991 for fra 1991 til 1995 at indgå i en ny centrum-venstrekoalition med IA. Fra 1995 og frem til valget i februar i år var Siumut hovedkraften i en centrum-højrekoalition med det liberale parti Atassut. Efter valget er den gamle centrum-venstrekoalition Siumut-IA genopstået.
Partier kommer og går, men Siumut består, lyder en grønlandsk talemåde. Den har i hvert fald gyldighed for Hjemmestyrets første 20 år - og får med den klassiske Siumut-IA-koalition gyldighed endnu en rum tid. Siumut er for en hel generation af grønlændere Hjemmestyret i hverdagen.
Store dele af den politiske retorik er blevet erstattet af realpolitik - dette i en sådan grad, at Hjemmestyret er blevet en handlingsanvisende inspirationskilde for andre Inuit-samfund og for andre oprindelige folk og de nationalstater, de indgår i.
