Læsetid: 5 min.

Mod en hierarkisk verdensorden

17. april 1999

Udviklingen i den internationale sikkerhedsstruktur er i det sidste årti gået fra genoplivningen af FN efter Murens fald til en USA-domineret hierakisk verdensorden, hvor NATO med et nyt koncept vil få en større rolle

Interview
Da Golfkrigen sluttede, og en hidtil uset FN-alliance fik Irak til at trække sig ud af Kuwait, var det en triumf for den nye verdensorden, som tidligere USA-præsident George Bush lancerede. Den kolde krig var slut, og FN gav pludselig mening, når konflikter skulle løses i verden.
Men der gik ikke lang tid, før organisationen for stort set alle verdens lande atter skulle blive sat ud på et sidespor.
Dels på grund af en række fiaskoer, hvor man i FN's Sikkerhedsråd ikke kunne blive enige om tilstrækkelige mandater til de styrker, som blev sendt ud for at slukke brande forskellige steder på kloden, eksempelvis i Somalia og i de tidlige år i Bosnien. Dels blev det mere almindeligt, at Kina og Rusland brugte deres vetoret i Sikkerhedsrådet, når de tre andre permanente medlemmer - Frankrig, Storbritannien og USA - foreslog noget.
USA og Storbritannien begyndte i stedet at handle på egen hånd, eksempelvis med håndhævelsen af flyveforbudet mod Saddam Hussein i Nord- og Sydirak.
Siden kom det til selvstændige amerikanske straffeaktioner mod Sudan og Afghanistan oven på terroraktioner, der angiveligt var udført af folk, der holdt til i disse lande. Og nu står vi midt i en krig, hvor FN ikke har givet mandat til, at NATO kan bombe i Jugoslavien. Men det bliver der alligevel, fordi alt var blokeret i FN's Sikkerhedsråd, der ser ud til at have mistet den centrale rolle, det i begyndelsen af 90'erne havde i den internationale sikkerhedsstruktur.

USA's tolkning
"Bortset fra Nordirak, som ingen egentlig havde lyst til at blive inddraget i, så er hele udviklingen udtryk for den verdenstolkning, som USA specifikt står for," siger Ole Wæver, der er professor i International Politik ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.
Han mener, at den tidligere holdning om, at verdenssamfundet består af en række stater, der er ligeværdige, nu viger til fordel for en mere hierakisk verdensorden, hvor USA definerer de problemer, som eksisterer i verden. Dem, der ikke indordner sig, vil blive tvunget ind i folden med magt. En udvikling, som er både god og dårlig.
"Det gode er, at der jo er tale om kamp for værdier, som vi i Vesten gerne ser udbredt, og de bliver på en måde bedre varetaget nu end i den gamle FN-verden. Men problemet ved det er, at det ikke er baseret på en international retsorden, men på USA's opfattelse af, hvad der skal prioriteres. Det vil sige, at fokuseringen primært bliver på kamp mod terror og mod slyngelstater fremfor en bredere indsats," siger Ole Wæver.
Den nye situation vil også ændre forholdet mellem FN og USA.
"FN er jo ikke en let ramme at arbejde i. Så i det omfang USA ønsker en forening af lande til at stå bag - det ser altid bedst ud at være med i en kollektiv indsats - er en respektabel organisation som NATO udmærket," fremhæver Wæver, der mener at USA stadig har en klar interesse i at få flere nationer med i aktioner rundt om i verden.
Det ville nemlig medføre langt større protester og reaktioner både i Europa og andre lande, hvis USA gik ud på egen hånd.
Styrkelsen og udvidelsen af NATO's handlemuligheder - det nye strategiske koncept - er en del af den strategi.
"Man skal ikke se bort fra, at de fleste andre NATO-lande også synes, det er en god i det med et nyt koncept for NATO. Men det er helt klart, at de fleste af de konkrete ideer kommer fra USA."
"Men derudover ligger det jo i luften, at en organisation som NATO løbende må tilpasse sig . Det gælder alle organisationer. Der er en indbygget drift til hele tiden at have noget at lave."

Forandring unødvendig
"NATO er grundlæggende en positiv faktor ved sin blotte tilstedeværelse, ikke blot under den kolde krig men også nu. Den fjerner mistænksomhed landene imellem, for eksempel mellem Tyskland og Frankrig. Den fastholder USA's engagement i Europa. Så på mange måder kunne alliancen bare lade være med at søge efter noget nyt," siger Wæver.
Men det opfattes åbenbart ikke som værende nok.
"En organisation som NATO skal være synlig. Man skal lave noget. Der har siden Murens fald været en frygt for at være overflødig, men den behøver man egentlig ikke at have. Organisationen er sådan set fuldt berettiget som den er, men det er svært at sandsynliggøre og bevise."
Et er, at NATO med sit nye strategiske koncept gearer sig selv til at handle uden for sit eget territorium. Noget andet er, om det er slut med, at det for eksempel sker på baggrund af et FN-mandat - altså at FN beder NATO om at gøre noget. Det skete for eksempel, da man under Bosnien-krigen ville presse de bosniske serbere væk fra bakkerne omkring Sarajevo med flybombardementer. Og da man efter Dayton-fredsaftalen indsatte IFOR-styrken til at fastholde freden.

FN-come-back muligt
Selv om NATO-aktionen mod Jugoslavien sker uden FN-mandat, kan man imidlertid ikke udelukke, at FN kommer tilbage på banen i en anden konflikt.
"Man kan sagtens forestille sig, at den næste konflikt forekommer et sted, hvor hverken Rusland, Kina eller USA har særlige interesser, og at der derfor sagtens kan være et FN-mandat bag en aktion," siger Ole Wæver.
"I bund og grund tænker vi alt for kortsigtet, når vi diskuterer disse ting. Man tænker kun én konflikt tilbage, når man afsiger sin dom over verdensordenen. Efter Golfkrigen troede vi, at FN kunne det hele. Efter Somalia troede vi, at der ikke blev flere interventioner. Efter Kosovo tror vi, at FN er færdig og NATO er i centrum. Der er tale om en tilfældighedsfaktor, hvor ingen ved, hvor - og om hvad - den næste konflikt er," siger forskeren.
Han understreger, at USA ikke har foretaget et principielt fravalg af FN. Washington vil formentlig stadig foretrække et FN-mandat, hvis det er muligt. Men USA vil omvendt ikke lade sig styre af, hvad der er muligt.
I forhold til tiden efter Golfkrigen, hvor FN selv var operatør i en række aktioner, er udviklingen gået mere og mere i retning af uddelegering af opgaver til regionale organisationer som NATO, Den Afrikanske Enhedsorganisation (OAU) eller Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).
"Det er faktisk allerede en realitet og et udmærket scenarie. At der hersker velordnede forhold, hvor der er en global diskussion i FN-regi, hvorefter en opgave blive varetaget af lokale aktører.
"Lokale aktører har altid en større interesse i at gå ind og stabilisere situationen. Selvfølgelig kan der så ligge andre interesser bag, men ofte vil de være villige til at indgå en handel, således at FN giver dem et mandat mod, at de så får pålagt nogle begrænsninger," siger Ole Wæver og nævner russiske indsatser i Centralasien som eksempel.
"Her er der ikke andre end russerne, der gider. Men det sker efter en FN-diskussion og uddelegering," siger Ole Wæver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her