Læsetid: 5 min.

Historisk flyttedag i Tyskland

20. april 1999

Et kapitel i tysk historie sluttede i går, da Forbundsdagen flyttede fra Bonn til Berlin. Rigsdags-bygningen har fået ny værdighed og et nyt kapitel kan begynde

BERLIN - Symboler er farlige i Tyskland, blandt de farligste var Rigsdagsbygningen midt i Berlin. Den blev opført af den tyske kejser i 1894, og han behøvede ikke at tale her for at få sin vilje. Det gjorde Adolf Hitler heller ikke. Resultatet af tysk demokrati blev to tabte verdenskrige.
I årevis henlå bygningen som et spøgelseshus med en manende historie og en uvis fremtid. Først i 1991 traf Forbundsdagen med et knebent flertal sin beslutning om at flytte ind i det gamle hus. Efter 11 timers maratondebat og mere end 100 indlæg vedtog Forbundsdagen med 338 stemmer mod 320 at Berlin atter skulle være tysk hovedstad, og Rigsdagen huse Forbundsdagen.
Det store mindretal kunne ikke se meningen i at rykke tilbage til et hus og en by, hvor demokratiet i den grad havde spillet fallit. Der skulle en bulgarsk indpakningskunstner og en engelsk arkitekt til at gøre bygningen alment acceptabel.

Parlamentet arbejder
I går var det endelig så vidt. Efter 50 år i Bonn flyttede det tyske parlament tilbage til Berlin.
Regeringsområdet er stadig én stor byggeplads, men inden døre i Rigsdagsbygningen stod alt klart til de folkevalgte. Selv navnet kom på plads i noget nær sidste øjeblik. Efter måneders overvejelser hedder folkestyrets bygning "Plenarområde Rigsdagsbygningen".
De folkevalgte brugte deres første arbejdsdag i de nye omgivelser til at gøre status over de sidste 100 års tysklandshistorie. Og selv blandt de socialdemokrater, som i 1991 så nidkært argumenterede mod flytningen fra Bonn lød der i går ingen hårde ord mod den daværende kansler Helmut Kohl, der stod i spidsen for beslutningen. Tværtimod.
Blandt de øvrige, der blev takket, var kunstneren Christo, der i sommeren 1995 lod bygningen forsvinde.
I en hel uge var den afløst af et kunstværk, den indhyllede Rigsdag, som Christo havde søgt om lov til at lave i 24 år. Modstanden mod "Wrapped Reichstag" var ind-ædt, men da den endelig blev virkelighed, blev den uhørt succes. Og i går stod det klart, at Christo ikke alene havde skabt et kunstværk - hans største bedrift stod tilbage, da det genanvendelige kunststof blev pillet ned:
En Rigsdag med en fremtid og et nyt ry, som arkitekten Sir Norman Foster byggede videre på.
I sin tale til forsamlingen takkede Norman Foster for, at man havde betroet en udlænding opgaven at indrette den ny Rigsdagsbygning. Spørgsmålet er snarere, om nogen tysker ville have været i stand til at gennemføre det omstridte projekt, hvor hver eneste detalje har krævet endeløse diskussioner og kompromiser.
Blandt meget andet er kuplen et kompromis: Socialdemokraterne krævede fladt tag, de konservative ville have den gamle kuppel af sten genopført. Resultatet blev en glaskuppel, der med sin transparens leder tanken hen på åbenhed og miljø ikke magtbrynde. Den lader dagslyset trænge ned i plenarsalen - men ikke for meget, for det kan tv-kameraerne ikke klare. Igen et kompromis.

Den ny tid er begyndt
Nu står Rigsdagsbygningen der, parlamentarikerne er flyttet ind - selvom deres næste samling finder sted i Bonn.
Efter Murens fald, Tysklands genforening og senest den tyske deltagelse i Kosovo-konflikten er landet klar til en ny æra.
Information har talt med tre markante berlinere om, hvad mærkedagen beyder for landet og byen?
Professor Hajo Funke fra Freie Universität kom til Berlin for 33 år siden. Som samfundspolitisk forsker, ser han ikke flytningen af magten som begyndelsen til en ny æra.
"Tysklands nye æra begyndte med Murens fald i 1989," siger han og erklærer, at gårsdagens festdag står aldeles i skyggen af krigen i Kosovo.
"Kansler Gerhard Schröder havde forestillet sig den nye normalitet, men nu har han fået et større ansvar, end han kan magte. På den måde bliver hele festligholdelsen nærmest en ironisk kommentar."
For byen vil den nye hovedstadsværdighed betyde forvisningen af den vilde, ungdommelige livsstil, som har præget byen siden krigen.
"Det ser man allerede på de nye, pralende byggerier på Potsdammer Platz. Det kreative bliver presset ud i randområderne, men forsvinde vil det ikke. Som det er nu eksisterer en masse kulturer ved siden af hinanden: En højre-radikal og en etnisk blandet i Kreuzberg, den pralende i Mitte, arbejdsløshed og rigdom. Det er den vildeste blanding, man kan forestille sig, og den er mere markant end i nogen anden by - bortset fra New York."

Opgav aldrig håbet
Gerhard Schulze opgav aldrig håbet om, at Berlin en dag skulle blive hovedstad igen. Efter krigen var han med til at grundlægge det konservative parti CDU og hans politiske arbejde blev kronet med ni år som medlem af Forbundsdagen, hvor han var sit partis ordfører i Berlin-spørgsmål.
"Jeg tvivlede aldrig på, at det ville lykkes," siger den 79-årige pensionist.
"Frihedstanken var altid vigtig her i byen, den fik folk til at holde ud i alle de år, hvor der ikke syntes meget håb om at Vestberlin nogen sinde ville slippe ud af isolationen. Fra Konrad Adenauer og frem sagde alle ledende politikere, at vi skulle arbejde hen imod, at Berlin atter blev hovedstad. Og jeg tror, at flytningen vil betyde meget for genforeningsprocessen; nu kan politikerene jo med egne øje se, hvordan udviklingen forløber i det tidligere DDR," er Gerhard Schulze overbevist om.

Berlin er bunden
Hånlatteren runger café-restauranten "Ständige Vertretung" ved Friederichstrasse-banegården. Væggene er prydet med billeder fra forbundsrepublikkens historie, for ejeren er en politisk interesseret herre:
"Berlin har langt igen, før den bliver en metropol," bedømmer Friedel Drautzburg, "byen er simpelthen bunden af servicesamfundet. Begreberne venlighed og hjælpsomhed eksisterer næppe."
Friedel Drautzburg var en af de argeste modstandere mod at flytte regeringen fra Bonn, hvor han engang havde sin gode forretning, og derfor engagerede han sig i borgerinitiativet "Ja til Bonn".
"I 1993 var løbet kørt, indså jeg og besluttede at flytte. Jeg ville da ikke uden videre overlade mine gode kunder og gæster til Berlin."
Halvandet år har han nu boet i byen. Han hævder, at han kan lide at være her, men kommer ikke med et eneste rosende ord om sit nye hjemby. Måske glæder han sig mest ved udsigten til, at han ikke mere er alene, når de tusindvis af rheinländere fra Bonn kommer for at passe deres job i bl.a. administrationen.
"De fleste tror, at Berlin har været tysk hovedstad i 2.000 år, men sådan var det ikke. Byen var hovedstad fra 1871 til 1945, og det kan man da ikke bygge en tradition på. Bonn stod for den længste og mest fremgangsrigeperiode i landets historie, uden at der blev smadret ruder eller brændt huse ned. Men i denne skide republik lader man nu som om, at Bonn altid bare var en søvnig og tosset landsby," siger Friedel Drautzburg, der skønt sin position som en forholdsvis succesrig erhvervsdrivende stadig opfatter sig selv som en af de venstreorienterede socialdemokrater og kalder begivenheden i går for "et tilbagefald til nationalstatens hovedstadsideologi."
"Og mens man i to år kunne skændes, om Rigsdagsbygningen skulle have fladt tag eller en kuppel, har de unge i Sachsen-Anhalt intet arbejde, intet fremskridtsperspektiv - dér bliver den ny tids historie skabt," advarer Friedel Drautzburg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu