Læsetid: 5 min.

Det humane er vigtigere end selv NATO's ære

9. april 1999

FRIE ord

På side 3 i gårsdagens avis bragte vi to artikler af den franske avis Libérations udsendte medarbejder Hélène Despic-Popovic fra den tragedie, som i sandhed er blevet en tragedie: Uanset hvilken udgang krigen i Jugoslavien får, bør den, som den i dag har udviklet sig, aldrig efterlade en hoverende sejrherre. Men alene tabere.
I den ene artikel beskriver Hélène Despic-Popovic sit møde med den fordrevne albanske mor, der kun fik lov at overleve, fordi de serbere, der lige havde dræbt hendes søn, ønskede hende en værre skæbne: "Nej, slå hende ikke ihjel, lad hende græde over sin søn, lad hende lide," sagde NATO's modstandere.
I den anden artikel interviewer Libérations journalist den serbiske forlagsredaktør, der blandt andet citeres for hosstående raseri mod NATO.
Begge historier rummer en sandhed, og den ene kan ikke fortrænge den anden. De kan heller ikke på smertefri måde forsones.
De er gjort af det stof, en tragedie gøres af.
LØRDAG den 27. marts ankom de paramilitære tropper til Pec og indbyggerne begyndte at forlade byen. Den 62-årige Kimeta Kastrati boede sammen med sin søn på 32 år, som arbejde på en turistinformation, samt sin mand som var pensioneret skomager. Hendes beretning om, hvordan sønnen og fire andre kosovo-albanere myrdes, må få ethvert retsindigt menneske til at skrige på retfærdighed.
Sidste lørdag nød Nenad Novakovic en tidlig forårsmorgenstund med sin avis udenfor en café i Banja Luka. Han havde kun lige fået sat sig, da han fik selskab af to venner, begge i 40'erne og familefædre ligesom han selv. De var ved at samle underskrifter fra mænd, som dermed meldte sig under de frivillige styrker til at forsvare Jugoslavien, i tilfælde af, at NATO beslutter sig for at krydse grænsen.
"Hvem kan sige nej?," spørger Novakovic, der tidligere har været journalistisk korrespondent i Kosovo med mange venner både blandt serbere og albanere og med den opfattelse, at Milosevic' soldater er barbarer. Han har samme negative holdning til Kosovos frihedshær, som i de forløbne måneder har kidnappet og henrettet adskillige civile serbere. "Jeg kan ikke sig nej til at melde mig under de frivillige styrker til at forsvare Jugoslavien. Jeg er med. Mindst 20.000 af os er klar til at tage afsted, selv om jeg bor i Srpska, hvor der ikke er smidt bomber. Min motivation er, at franskmændene, tyskerne og amerikanerne ikke har noget som helst at gøre i Pristina eller i Beograd. Jeg vil tage afsted, og jeg vil kæmpe med med det mål at dræbe så mange som muligt. Det sagde jeg til mig selv her til morgen, og et kort øjeblik blev jeg næsten bange for al den vrede og det had, jeg har i mig. Det er ikke, fordi der drejer sig om Jugoslavien eller Serbien. Jeg ville også kæmpe for at forsvare Grækenland, England eller Frankrig, hvis de blev angrebet på samme vis. I mine unge dage, i 1981, meldte jeg mig frivilligt til at forsvare Namibia."
FOR DANMARK, som siden begyndelsen af 1700-tallet ikke har ført angrebskrig mod noget andet europæisk land, og det øvrige NATO, burde det ikke være kommet som en overraskelse, at den serbiske opposition mod Slobodan Milosevic og i det hele tage den brede serbiske befolkning ville blive tvunget i armene på ham, hvis forsvaret af kosovo-albanerne antog karakter af en totalydmygelse af Jugoslavien eller Serbien.
Den 27. marts skrev den Balkan-kyndige Karsten Fledelius i en nyhedsanalyse her i bladet, at alle de serbiske delegerede faktisk "underskrev en aftale den 18. marts, før de forlod Rambouillet. Det var et forslag, som efter deres opfattelse opfyldte alle væsentlige krav i den internationale kontaktgruppes udspil, men samtidig var udformet på en sådan måde, at det var i overensstemmelse med den jugoslaviske og serbiske forfatning. Dette forslag er dog ikke kommet til forhandling. Det blev anset for at være en måde at trække tiden ud på. Efter den albanske underskrift blev der kun givet den jugoslaviske to alternativer: Enten underskrive samme aftale som albanerne betingelsesløst, eller at udsætte sig for NATO's angreb. For en serber må en sådan procedure minde uhyggeligt om situationen i juli 1914. Efter mordet på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand i Sarajevo den 28. juni gav Østrig-Ungarn Serbien er ultimatum, der var overordentlig vidtgående. Da serberne svarede i juli lige før fristens udløb, gik de ind på alle vilkårne med undtagelse af ét: At de ikke ville tillade østrigske politifolk at operere direkte på serbisk område." Men det var lige, hvad Østrig-Ungarn krævede. "Det ville nemlig krigen mod Serbien, dets erobring og indlemmelse eller dets reduktion til østrigsk vasalstat."
"Det er dette scenarie, sammen med Hitlers overfald på Jugoslavien i en lignende ultimativ situation i marts-april 1941, som ligger i baghovedet på serberne..."
Det véd NATO's efterretningstjenester naturligvis alt om. Hvorfor tvinger vi så et menneske som Nenad Novakovic til at melde sig under Jugoslaviens befrielseshær - anført af Slobodan Milosevic?

JEG AFSTÅR fra spekulationer over, om det mon skyldes NATO's behov for at sikre sig en eksistensberettigelse - anført af USA. Og om militærindustrien i den vestlige verden og igen særlig i USA har et tilsvarende behov for at sandsynliggøre udviklingen af nye højteknologiske våbensystemer, stjernekrigsforberedelser og så videre.
Jeg holder mig alene til det åbenlyse, at vi - for vi er jo medlem af NATO - enten har undervurderet den sammenhæng, de fleste serbere lever i, også modstandere af Milosevic, eller også underordnet den vores opfattelse af, hvordan menneskerettigheder skal forsvares.
Nu efterlader NATO det indtryk, at det - og vi - er parat til at fortsætte bombardementer til hele det serbiske folk er ydmyget til underkastelse, hvorefter de fordrevne kosovo-albanere under ledelse af NATO skal genindføres i Kosovo og i lange tider beskyttes mod et forbitret og hadefuldt serbisk folk.
Er det virkelig sandheden om NATO's strategi, ser det sort ud.
Karsten Fledelius mener derimod at der er en vej ud af dette mareridt: "Man skal se at få begge parter til at se ud som vindere på deres respektive hjemmebane". Til dette hører som det første en blandet russisk-NATO styrke.
Dette nederlag, at Ruslands medvirken ikke kan undværes, må NATO's ære lide - af hensyn til det humane. Som vi dog påstår er begrundelsen for at bombe løs på nu tredje uge.
Den højere retfærdighed findes. når et menneske glemmer sig selv for et andet liv og ingen indrømmelse eller magt skal have ud af hengivelsen.
Denne højere retfærdighed er mildest talt ikke på tale i Jugoslavien, Kosovo og NATO i dag. Her drejer det sig i bedste fald om den retfærdighed, der hele tiden må slås mod at udvikle sig til selvretfærdighed.
Skal retfærd i sådanne situation ikke føre til rethaveri, er det nødvendigt, at anerkende tragedien. Da ingen går ud af den som sejrherre, må alle taberne kunne unde hinanden at bevare lidt selvrespekt - på hjemmebanen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her