Det samme mønster har gentaget sig de sidste 50 år, hver gang skiftende regeringer har forsøgt at dække over efterretningsskandaler, påpeger Preben Wilhjelm i sin nye bog
pet
"Jeg har svært ved at forestille mig, at det kan være så farligt at stå i et politisk register i dag, som det var i 1930'erne."
Sådan siger den tidligere VS-politiker og mangeårige kritiker af efterretningstjenesterne Preben Wilhjelm, der fredag udgiver bogen Demokratiets vogtere - 50 års bestræbelser på kontrol med efterretningstjenesten.
Hans nøgterne og på sin vis afdramatiserende konstatering følges op af dette ræsonnement:
"Det største problem er, at det er svært at sige til unge autonome eller andre, der mener sig berettiget til at begå selvtægt, at de skal overholde de demokratiske spilleregler. Det er svært, når de kan henvise til, at man nu roser H.C. Hansen, fordi han førte hele den danske befolkning bag lyset i sagen om USA's atomvåben ved Thule, eller at man nu får at vide, at regeringserklæringen slet ikke betød det, man troede, da den blev fremsat i 1968."
Preben Wilhjelm har skrevet en 333 sider lang bog, der over lange stræk er nøgternt dokumenterende. Men læseren kommer aldrig i tvivl om, at bogen er skrevet af en kompromisløs kritiker af efterretningstjenesterne og af de embedsmænd og politikere, der har haft ansvaret for tjenesternes aktiviteter.
Preben Wilhjelm fremsætter hårde angreb på mange involverede - for eksempel den tidligere undersøgelsesdommer Frank Poulsen som omtalt i torsdagens Information - og tillader sig endda at sætte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af en efterretningstjeneste.
Hvidbogsagtig
"Bortset fra de sidste 15 sider (her står blandt andet kritikken af Frank Poulsen, red.) mener jeg, at der er tale om en temmelig tør, hvidbogsagtig fremstilling," siger forfatteren selv.
Demokratiets vogtere er en bog stort set uden nye afsløringer. Den bygger på allerede kendt materiale: klip fra medierne, citater fra Folketingets forhandlinger, fra officielle dokumenter og fra nogle af de vigtigste bøger om efterretningstjenesterne - blandt andet historikeren Wilhelm Christmas-Møllers Obersten og kommandøren og ekstrabladsjournalisterne Søren Jakobsens og Jakob Andersens bøger om Hetler-sagen.
Men ved at inddrage stort set alt kendt, relevant materiale, gør Wilhjelm læseren i stand til at sammenholde for eksempel de forskellige tolkninger af VKR-regeringens regeringserklæring fra 1968 (der indledes med ordene: "Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed").
27 ministerudtalelser
I bogen fremhæves det, at der, inden undersøgelsesdommer Frank Poulsen i 1977 giver den første dommer-fortolkning af regeringserklæringen, foreligger ikke færre end 27 forskellige ministerudtalelser fra Folketingets talerstol, der alle beskæftiger sig med rækkevidden og betydningen af regeringserklæringen. Og, påpeger Preben Wilhjelm, ikke én af de 27 ministerudtalelser kan bruges til støtte for Frank Poulsens udlægning, der går ud på, at organisationer kan registreres i overensstemmelse med regeringserklæringen - og at personer kan registreres i organisationernes mapper eller filer i efterretningstjenesternes kartoteker.
Otte afsnit - igen og igen
Mod bogens slutning redegør Preben Wilhjelm i nærmest satirisk stil for det mønster, der gang på gang gentager sig, når medierne afslører efterretningsskandaler. Det sker i otte afsnit med hver sin overskrift:
1.'Hvis det er rigtigt', hvori de ansvarlige politikere udtaler deres forskrækkelse over mediernes afsløringer - hvis de altså er rigtige.
2.'Men det er nok løgn det hele', hvori de samme politikere sætter spørgsmålstegn ved afsløringerne.
3.'Blot nogle højreorienterede dilettanter', hvori politikerne distancerer sig fra de agenter, efterretningstjenesterne har benyttet sig af.
4.'Intern undersøgelse', hvori regeringen sætter undersøgere, som selv er part i sagen, i gang med en undersøgelse for at sikre, at der ikke kommer mere frem end højst nødvendigt.
5.'Hver en sten skal vendes', hvori regeringen konstaterer sin fulde tilfredshed med den mangelfulde, interne undersøgelse.
6.'Det var helt andre tider', hvori de ansvarlige politikere kommer i tanke om, at der må anlægges en helt anden målestok, for afsløringen stammer jo fra Den Kolde Krig engang for længe siden.
7.'Nu må vi se fremad', hvori regeringen prøver at lukke sagen med henvisning til, at "det fremadrettede arbejde er vigtigst".
8.'Regeringen vil styrke den demokratiske kontrol', hvori regeringen erklærer, at de ansvarlige ministre nu vil føre nøje kontrol med efterretningstjenesterne eller eventuelt nedsætter et kontroludvalg med vidtgående tavshedpligt.
Nogle af - eller alle - disse faser er blevet gennemspillet, hver gang efterretningstjenesterne har været under kritik fra 1947 til 1998.
- Er det ikke svært at motivere yngre mennesker til at engagere sig i debatten, når dette mønster bare gentager sig? Det ser jo håbløst ud?
"Det er vigtigt at være klar over, hvad man er oppe imod for ikke at blive offer for gentagelser. Det kan godt være, at det ikke er det allermest motiverende at fortælle folk, hvordan 50 års bestræbelser har været temmelig håbløse, men den første forudsætning for at rette op på tingene er, at man lærer af, hvad der er gået galt hidtil."
Mediemanipulation
Preben Wilhjelm beskæftiger sig i sin bog også med mediernes rolle i henholdsvis afsløringer og tilsløringer af efterretningsskandaler. Et eksempel på det sidste er efter Preben Wilhjelms vurdering Berlingske Tidendes forsøg i september 1998 på at fremstille det, som om alle burde have vidst, at PET-chef Arne Nielsens notits fra december 1968 (om registrering af ledende kommunister og venstresocialister) var i overensstemmelse med regeringserklæringen. Berlingskes kampagne kalder Preben Wilhjelm "et af de mest vellykkede eksempler på manipulation af offentligheden, der er set herhjemme".
Den ligeledes konservativt sindede Jyllands-Posten, på hvis forlag, Centrum, Preben Wilhjelm udgiver sin bog, har spillet en helt andet rolle i PET-sagen end Berlingske. Jyllands-Posten har med grundig journalistisk re-
search i lange perioder af 1998 været førende i afsløringerne af kritisable forhold i efterretningstjenesterne:
"Jyllands-Posten har virkelig taget sagen alvorligt, ikke bare snakket med det almindelige heppekor og fundet deres egne vinkler på sagen. At avisen så på lederplads lader, som om det hele er aldeles uinteressant, er deres problem," siger Preben Wilhjelm.
Uopfindsomt
- Hvordan er dine muligheder for at trænge igennem i medierne?
"Jeg vil nok sige, at medierne var lidt uopfindsomme sidste forår. De havde fat i mig hele tiden. Allerede efter en uges tid sagde jeg nej tak til to tredjedele af dem. Jeg havde tre kronikker i Politiken om sagen inden for seks uger. Jeg var i DR 2's Før deadline to-tre gange i løbet af en måneds tid. Og essensen af fremstillingen i min bog, stod allerede i min første kronik i Politiken."
- Kan din bog overbevise nogle af de folketingspolitikere, der i dag er imod en undersøgelse?
"Nej. Det tror jeg såmænd ikke. Men hvis jeg som medlem af en kommissionsdomstol skulle trevle de der ting op, ville jeg være himmelhenrykt for, at der lå en bog, der gennemgik sagerne fra ende til anden. I bogen får kommissionen en omfattende kildeliste med henvisninger til de 300 gange - det er muligt, jeg har overset en enkelt - efterretningstjenesterne har været i søgelyset i Folketinget."
Imidlertid er der ikke den store chance - eller risiko, som nogen vil mene - for at den kontroversielle Preben Wilhjelm bliver en af de officielle undersøgere PET, der skal udpeges efter den lov, som Folketinget ventes at vedtage inden sommerferien.
"Nu sidder jeg ikke i nogen kommission, men det er da mit håb, at min bog kan medvirke lidt til, at den undersøgelse, der må komme, ikke springer de ting over," siger Preben Wilhjelm.
*Preben Wilhjelm: Demokratiets vogtere - 50 års bestræbelser på kontrol med efterretningstjenesten. 333 s. 299 kr. Centrum. Udkommer i dag.
