Intermetzo
Forgangne tirsdag var afskedens stund for en af de betydelige skikkelser i det formidlende fag. Skolemanden, filmkritikeren - i halvtredsernes begyndelse et par år ved dette dagblad - forfatteren, causøren, litteraten og teologen Jørgen Stegelmann blev bisat fra Holmens Kirke. Dødsfaldet var vist uventet for de fleste. For kun få uger siden sås den høje slanke mand tilsyneladende rask og rørig på bogudsalg i den indre by.
Men i sidste uge stod dødsannoncen jo i Berlingeren. En af den slags læseoplevelser, man gerne ville have haft til gode. Jørgen Stegelmann efterlader savn hos sine trofaste læsere og lyttere, og hos dem der var privilegerede ved at have mødt ham personligt. Stegelmann var noget så sjældent som et dannet menneske, høflig og venlig, ydende og nydende i selskab med andre med en rent ud sagt overudviklet trang og fornem evne til at dele ud af sin dannelses frugter. Det fik alle uvurderlig glæde af, alle der hørte ham i radioen, eller fangede hans pointer i avisklummen eller læste hans bøger.
Stegelmann var et rigt begavet menneske, imødekommende over for andres synspunkter, i ekstrem grad nysgerrig, vittig med et befriende anstrøg af det morbide - når dét var fornødent - berejst, begejstret, belæst. Ingen kunne som han referere litterære højdepunkter og påvise den store digtnings intime slægtskab med sandheden. Jørgen Stegelmann var ekspert i gode skribenter, hvis kategorisering for ham i så henseende nøje var forbundet med deres mål af humor. Uhumoristiske navlepillere og selvudråbte vigtigpråse var ikke hans kop te. Den type blev som regel afskrevet med en satanisk bemærkning. Dødbideri var ikke Stegelmanns sag.
Jørgen Stegelmanns egne bøger er fornøjelig læsning. Han skrev om det, der optog ham - con amore - også af den grund holdbare, som kritikerkollegaen Morten Piil skrev i sin fine nekrolog her i bladet.
For eksempel en lille bog om Stegelmanns mange biografer. Til glæde for de lidt ældre læsere genopvækkede han her i erindringen Københavns mange daværende filmmiljøer. Hver og én biograf havde dengang sit særpræg, Bella, Øbro Bio, Kinopalæet, Rialto, Roxy, Metropol, Vester Bio - for bisserne - og hvad de allesammen hed. Stegelmann cyklede - eller ciklede sagde han vist - rundt til dem alle og skrev sine ydmyge anmeldelser, ofte hundset af Svend Kragh-Jacobsen, som han elskede at hade og planlagde at myrde med en sløv papirsaks. Eller Jørgen Stegelmanns franske byer, som han berejste grundigt og beskrev med den lidenskab for landet, der også var med i bagagen.
De små tilsyneladende uanselige og relativt ukendte byer havde den rejsende skribents hjerte. Dertil var han ægte bilturist, der forstod at med dette fortrinlige instrument rejser man i Europa, hvis forudsætning er ukendte franske byer.
Stegelmann kunne glæde sig over de små, men vigtige ting i den galliske atmosfære, en hotelvært der personligt henter vinen til aftensmåltidet i kælderen og fløjtende af fornøjelse ved læsningen af etiketten bærer den frem til gæsterne.
Det er byer som Aigurande, Autun, Cordes, Dinan, Vézelay og Tournus, Stegelmann besøgte igen og igen. Ikke mindst sidstnævnte i Bourgogne som for Stegelmann var byen over alle byer, den franskeste af alle, som aldrig bliver overrendt, konstaterer han, motorvejen render tæt forbi, og folk har travlt med at komme enten til Paris eller sydpå. "Himlen være lovet for det... højst parkerer," skriver Stegelmann, "en bus ved katedralen og udskiber dette det ynkeligste af alt publikum, skolebørn, der beser fortidens mindesmærker ladet til randen med tung forventning om mængder af fristile og gruppearbejder."
Stegelmann antyder i den fine lille bogs slutning en splittethed i sit sind mellem det blivende og det rastløse ved rejsen som tilstand og citerer Karin Boye: Bryt upp, bryt upp, den nya dagen gryr - oändligt är vårt stora äventyr!
Eller bogen om hvem der er hvem hos Ludvig Holberg. En nyttig håndbog i vor store komediedigters righoldige persongalleri, som vel at mærke var levende mennesker i Stegelmanns univers. Holbergs humor var kongruent med Stegelmanns, og han citerede gerne fra epistlerne eller komedierne ved enhver passende lejlighed: "MAGDELONE: Hvordan gik det ikke Christopher von Bremen, der altiid loe, naar hans Kone bragte Hellig tre Konge Lys ind paa Bordet? Manden var saa frisk som een af os, men ret som han stod og fæstede Seelen til Buxerne, døde han." Den replik morede ham hjerteligt.
Eller Mine 100 film, i hvilken udgivelse fra 1997 den gamle filmkritiker, der har set rub og stub af, hvad der var værd at sætte øjnene i, kort fortalt karakteriserer de film, som han under ingen omstændigheder ville være foruden. Hvor havde man dog gerne set disse udvalgte strimler sammen med forfatteren, den gode vejleder i stort og småt med aldrig svigtende næse for kvalitet i alle genrer, fordomsfri og åben for indtryk.
Stegelmann beklager i forordet, hvis han anvender de samme store ord for mange gange, 'uforglemmelig' og 'genial', men hvad angår store ord, kan han ikke så mange, gør han opmærksom på. Det passede.
Eller bogen om Ib Schønberg, som Stegelmann med sans for den fængende overskrifter kaldte: Og Ib Schønberg, fordi filmene med den store folkekære skuespiller stort set allesammen anvendte denne titulering i slutningen af forteksterne over de medvirkende skuespillere: og Ib Schønberg. Sådan noget kunne Stegelmann bruge.
Eller Stegelmanns tanker til eftertanke og flere af dem, to herlige citatsamlinger af stor litteratur opdelt i kategorier. Fra kapitlet "Fremtiden og vore drømme" i Tanker til eftertanke fra 1984 citeres her i varm erindring om Jørgen Stegelmann et af hans yndlingsstykker af Peter de Polnays Alt for børnene:
"Så var de ude på den smalle vej mellem søen og bjerget. Det begyndte at blive varmt. Ved et vejsving dukkede nogle soldater frem. Støvede, krumbøjede, træge, som om de slæbte på mere end sig selv. Efter dem kom et feltbatteri, og hestene virkede lige så mismodige som soldaterne. Men for Ivor var det en spændende oplevelse, og da den sidste kanon var passeret så han på sin far med skinnende øjne;
"Far, ved du hvad, når jeg blir stor, vil jeg gerne være kanonhest!" - Selvfølgelig var han for stor, nu, til at drømme om den slags, men det havde været så spændende at han alligevel havde drømt.
"Hvadbehager?" sagde hr. Nicholas. Han havde netop drømt at han var general i fuld galla og inspicerede sine tropper.
"Jeg vil gerne være kanonhest, når jeg blir stor," sagde Ivor.
Faderen stirrede måbende. Ivor følte sig forpligtet til at gøre nærmere rede for sit fremtidsønske: "De ser så søde ud, de heste. Der sidder en mand på dem, og de trækker kanonen."
"Min... min søn vil være en hest! En hest! En kanonhest!" udråbte hr. Nicholas.
"Ja, hvis jeg må, far."
"Det kan du slå ud af hovedet med det samme. Jeg tillader det ikke. Du skal indtræde i diplomatiet."
"Jamen, far! Jeg vil så gerne være kanonhest."
"Men jeg siger nej! Hører du dårligt!" tordnede hr. Nicholas."
I centrum af Jørgen Stegelmanns virksomhed stod, når alt ovenstående er nævnt, skolen, Krebs' Skole i Stockholmsgade, hvor han var skolebestyrer i over 40 år. Denne skole stod - og står - for de konserverende borgerdyder, ingen tvivl herom, fra Krebs' udgår næppe revolutionen i denne dronnings tid. Dér på stedet taler man sandt, holder ryggen rank, svarer som man bliver spurgt og passer sine ting.
Disse dyder var Jørgen Stegelmanns. Men dels forstod skolebestyreren de sande værdier i værdierne og vendte sig mod tomgang, dels var dette element af tæmmet desperation og behersket anarkisme i hans natur holdt sammen af den dybtstikkende humor og selvironi velegnet til også at betragte værdikonservatismen med en let kynisk distance.
Med andre ord var Jørgen Stegelmann et mangefacetteret, sammensat menneske.
Denne skribent glemmer aldrig, da han under et samarbejde for en del år siden fik betroet en hemmelighed om skolebestyrerens færden på den fine borgerlige skole med de stolte traditioner. Nogenlunde ordret fortalte Stegelmann:
"Når det store frikvarter er forbi, alle eleverne er inde i klasseværelserne, og lærerne har forladt lærerværelset og lukket klasseværelsedørene bag sig, skrider jeg ned ad skolens store trappe, og leger jeg er Joan Collins!"
Er det så sært at man allerede savner Jørgen Stegelmann!
