Læsetid: 3 min.

Ingen brosten i Folketinget

20. april 1999

Hvordan en nyhedsartikel om en autonom folketingspolitiker blev til en bagside om en stor teenager i et voksent job

Suppleant
Den hæse stemme i telefonen, der myndigt fastsætter interviewtidspunkt og -sted, lader et billede tone frem på nethinden af en meget voksen kvinde med stort hår og ditto korpus, godt made-up og med alverdens elendigheder i blikket under en let rynket pande, som man ikke kan forstille sig glattet ud.
Jeg fortrænger billedet, og på vej over til Christiansborg forbereder jeg de spørgsmål, jeg skal stille den unge rebel og halv-autonome, der skal vikariere som folketingspolitiker for Enhedslistens Jette Gottlieb under sidstnævntes tre måneders humanitære arbejde i Albanien.

En typisk 2.g'er
Pernille Rosenkrantz-Theil modtager mig i noget, der ligner et tomands-kontor at dømme efter de to computerborde, men som åbenbart også fungerer som barskab i betydningen skab med øl og vand på køl og stabler af tomme flasker og kasser i det ene hjørne.
Mens jeg fumler mig på plads i en lænestol, prøver jeg at komme mig over det faktum, at pigen til hver en tid kunne gå for en 2.g'er - lille, slank og pæn på den tjekkede facon, der viser, at man har fundet sin stil uden at blive kedelig. De guldspraglede bukser, den skæve frisure og ringen i næsen signalerer et moderat oprør, som kun en gammel farmor på landet ville finde anstødeligt.
Med en hentydning til det omsiggribende hul i mine mikrofiberstrømper forsøger jeg at etablere en kontakt mellem to opkomlinge i en regelfast verden, og det lykkes umiddelbart - hendes er bare skjult under bukserne.

En dræber
Så formulerer jeg det spørgsmål, som legitimerer mit besøg:
- Hvordan kan du, med en fortid i Rebel og blandt de autonomes til tider voldsomme kampe mod undertrykkerne (læs: politiet), dog være imod NATOs forsøg på at stoppe de etniske udrensninger i Kosovo?
Hendes svar er en dræber, for historien altså, for et passivt medlemskab af Rebel og ingen særlig tilknytning til de autonome sætter ikke Pernille Rosenkrantz-Theil i skarp modsætning til andre folketingssuppleanter.
Jeg får øje på en pakke cigaretter og spørger, om vi ikke skal ryge.
"Jeg tror ikke, vi må ryge her," beklager hun.
Nej, man forestiller sig ikke Pernille Rosenkrantz-Theil bringe brosten og hætter ind i Folketingsarbejdet, og Pia Kjærsgaards lejlighedsvise antydninger i pressen om, at de nævnte genstande skulle være en del af pigens bagage, har åbenbart fået lov at stå uimodsagt.
Rosenkrantz-Theil er til gengæld meget politiker, og hendes unge alder sætter ingen spor i de faste og velformulerede holdninger til dette og hint.
NATO's milliarder burde være proppet i Serbiens demokratiske opposition, EU øger den sociale skævvridning, forestillingen om, at der skulle være ligeløn, er en fis i en hornlygte, osv.
Det vigtigste for Pernille Rosenkrantz-Theil er social retfærdighed, og vi griner indforstået af de historie-lærere, der i en nær fortid har placeret Socialdemokratiet i den boldgade.
At Socialdemokratiet er blevet asocialt, vil imidlertid ikke sætte regeringen helt uden for forhandlingsrækkevidde for den unge politiker-spire.
Det såkaldte Grønært-forlig i 1997, hvor Pernille Rosenkrantz-Theil i Enhedslistens Hovedbestyrelse sagde nej til den del af forliget, der ville koste de lavestlønnede en pakke smøger om måneden, var ikke udtryk for kompromisløshed.
Det var udtryk for principfasthed.
Rosenkrantz-Theil håber med blot halvanden måned til sommerferien at kunne holde røven ovenvande i det Folketingspolitiske, da tiden ikke bliver til de større visioner. Hun vil ikke udtale sig om, hvorvidt en permanent afløsning af Jette Gottlieb - når denne ikke lader sig genvælge næste gang - vil komme på tale.

Kendte i jakkesæt
Pernille Rosenkrantz-Theil er kort sagt en ægte politiker. Og da en folketingssuppleants politiske program ikke som sådan kan kræve en plads på nyhedssiderne, forsøger jeg en halvhjertet drejning til en Se & Hør-historie, men Pernille Rosenkrantz-Theil nægter at svare på, hvad hendes venner mon siger til, at hun nu har sin gang blandt kendte mennesker i jakkesæt.
Hun vil dog gerne indrømme, at det unge hjerte kommer til at banke hørligt, når hun i dag debuterer på Folketingets talerstol.
Hun skal tale om elever og studerendes arbejdsmiljø, og hun har tænkt sig at skrive både denne og fremtidige taler selv.
Da klokken nærmer sig 14 og Pernille Rosenkrantz-Theils næste aftale, spørger hun, om jeg ikke kan faxe artiklen til gennemlæsning. Jeg spørger hvorfor, igen forundret over hendes professionelle optræden.
"Det gør jeg altid," lyder svaret.
Jeg går fra Christiansborg med fornemmelsen af at have interviewet en Birthe Rønn Hornbech fanget i en teenagers krop, og jeg håber ikke, at MF'ere og pressen i øvrigt vil lægge hende det til last.
- Held og lykke grønært.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu