Læsetid: 7 min.

Iransk forår i Algeriet

8. april 1999

En ny generation skal afgøre, hvem der skal være præsident i Algeriet. Det giver håb om forandringer i det voldsplagede land

For to år siden overraskede iranerne alt og alle ved at vælge Muhammad Khatami til ny præsident efter Rafsanjani. Valget indvarslede såvel indenrigs- som udenrigspolitisk nye toner i Teheran. Mange stiller sig nu spørgsmålet, om historien vil gentage sig i Algeriet.
Der er nemlig en del lighedspunkter: Systemet i Algeriet har sin egen kandidat, den tidligere udenrigsminister Abd al-Aziz Bouteflika, og som det var tilfældet med systemets kandidat i Iran for to år siden, har han ikke nogen skarp profil i forhold til de problemer, som de algeriske vælgere prioriterer højt.
Et andet lighedspunkt er, at den algeriske vælgerbefolkning er meget ung: Over 60 procent er under 30 år og har derfor ikke selv oplevet uafhængighedskrigen mod Frankrig, der blev afsluttet med selvstændighed i 1962.
Disse unge vælgere oplever en borgerkrig, der har kostet 50-100.000 livet, og som stadig chokerer dem med dens massakrer på civile og soldater.
I forhold til sidste vinter og forår er volden ganske vist blevet begrænset, men væk er den langtfra: Ikke færre end 200 har således mistet livet den seneste måned.

Sociale problemer
Samtidig med, at de unge vælgere kan konstatere, at terroren fortsætter og at regimets foretrukne strategi, nemlig at bekæmpe terrorismen militært, derfor tildels må betegnes som en fiasko, oplever de, at regeringen ikke formår at gøre noget mærkbart ved de store sociale problemer, landet er plaget af.
Som i Iran kan de unge se en fremtid aftegne sig, der er præget af stor arbejdsløshed, omkring 30 procent, mangel på boliger i byerne, stigende fattigdom på landet samt konstante prisstigninger. Med andre ord en hårdt presset økonomi, der ikke giver løfter om velstandsforbedringer lige med det samme.
For selvom økonomien til dels takket være omlægning af gæld og privatisering nationalt set kan fremvise visse gunstige træk, indebærer regeringens politik, at den almindelige algerier oplever stramninger.
De "nødvendige økonomiske reformer" øger presset på de flestes hverdag samtidig med, at økonomien netop nu er under yderligere pres som følge af de lave oliepriser.
Tager man dertil i betragtning, at Algeriet bruger omkring 4 mia. dollar årligt til at bekæmpe terrorismen, siger det sig selv, at svigtende eksportindtægter rammer hårdt og yderligere forøger algeriernes lede ved volden.
Ligheden mellem situationen ved dette forårs præsidentvalg i Algeriet og det iranske for to år siden består altså overordnet i, at den unge generation i begge lande mildest talt har mistet tilliden til de gamle politikere, som langt hen ad vejen har opbrugt den bonusdividende, de i lang tid kunne trække på ved at henvise til deres indsats i den iranske revolution, respektive den algeriske befrielseskrig.
Skønt den gamle generation i Algeriet - som i øvrigt i Iran - ynkeligt og krampagtigt forsøger at fastholde tidligere tiders meritter, blandt andet ved at gøre det til et forfatningskrav, at præsidentkandidater født før 1. juli 1942 skal have deltaget i befrielseskrigen, synes deres højstemte tale om sig selv som frihedshelte i dag at lyde for døve øren.
Denne situation sammenholdt med, at der ved præsidentvalget er kandidater med en klart anderledes profil at vælge mellem, gør, at det algeriske forår faktisk kan give anledning til en vis optimisme. Spørgsmålet er imidlertid, om de unge vælgere tør tro på, at det kommende valg reelt bliver et frit valg. Den afgående præsident, Liamine Zeroual, har gang på gang forsikret befolkningen om, at dette valg ville blive frit, og at militæret helt sikkert vil forholde sig neutralt.
På trods af disse forsikringer er mange skeptiske. Enkelte partier, dog for første gang ikke den forbudte Islamiske Frelsefront (FIS), har valgt at boykotte valget, ligesom mismodige toner og beskyldninger om snyd allerede har lydt fra mange sider. Det forhold, at regimet i februar afviste en amerikansk opfordring om, at FN kunne sende observatører til valget, behøver ikke at være et tegn på regeringens skumle hensigter, men kan også tolkes som, at den ikke ønsker sin stolthed krænket - men man tænker jo alligevel sit og bliver forstemt.

Bouteflika
Optakten til valget fandt sted i september sidste år, hvor Zeroual pludselig meddelte, at han vil gå af to år før tid.
Begrundelsen var sygdom, men det er en udbredt opfattelse, at den egentlige grund var uenighed med den hårde kerne i militærtoppen. Efter Zerouals meddelelse gik der lang tid, før kandidater officielt meldte sig på banen. De fleste ventede på militærets udspil, før de selv ville gå ind i spillet om magten.
Det var først, da det tidligere regeringsparti, Den Nationale Front (FLN), i januar meddelte, at deres kandidat ville blive Abd al-Aziz Bouteflika, at der kom skred i tingene.
Bouteflika høstede militær ære under krigen mod Frankrig og blev behørigt belønnet med ministerposter i den første regering.
Bouteflika fungerede som chef for Algeriets udenrigstjeneste i hele 16 år frem til 1979. I store dele af 1980'erne befandt han sig i selvvalgt eksil, indtil han i 1989 igen indfandt sig på den politiske scene. I 1994 blev han tilbudt posten som midlertidig præsident, hvilket han dog afslog.
Bouteflika betegnes som 'konsensuskandidat', dels fordi han udover FLN også støttes af andre nationalistiske partier, herunder Zerouals regeringsparti RND, der dog på dramatisk vis blev splittet på spørgsmålet, dels fordi ledende officerer har givet ham deres støtte. Med andre ord ser mange i Algeriet ham som systemets, d.v.s. militærets, mand.

Ikke entydig
Militærets støtte er imidlertid langt fra så entydig, som opbakningen til Zeroual var ved valget i 1995. Mange mener på den baggrund at kunne aflæse en ganske alvorlig splittelse i militærets top. På trods af magtkampene i såvel regeringsparti som i militæret betragtes Bouteflika som favorit den 15. april. Nogle går faktisk så vidt som til at sige, at regimet vil sørge for, at han vinder - deraf deres pessimisme.
De begrunder det med, at Bouteflika i sin hidtidige valgkamp kun er kommet med meget vage bud på, hvori hans program egentlig består. Men som pessimisterne siger: Han behøver jo heller ikke hverken valgprogram eller -kampagne; han er jo sikret.
Efter at Bouteflika officielt havde bekræftet sit kandidatur, væltede det frem med kandidater: Over 40 annoncerede, at de ville stille op. Imidlertid samlede interessen sig hurtigt om 11, hvoraf de fire blev sorteret fra af den forfatningskomite, der skal godkende kandidaturer. Mest overraskende var det, at den moderat islamiske Mahfoud Nahnah, der ved sidste valg blev nummer to med 25 procent af stemmerne, ikke fik lov at stille op, fordi han ikke kan bevise sin deltagelse i befrielseskrigen.
De tre andre, heriblandt den populære Louisa Hanoune, der er leder af Arbejderpartiet i parlamentet, og den tidligere premierminister Sid-Ahmad Ghozali, blev sorteret fra, fordi de efter komiteens mening ikke kunne dokumentere nok stillere.

Valgets muligheder
Af de seks kandidater ud over Bouteflika samler interessen sig først og fremmest omkring Aït-Ahmad, der fik en stormende modtagelse, da han fornylig vendte hjem fra sit selvvalgte eksil i Schweiz. Men også Ibrahimi spåes chancer for at udfordre Bouteflika, især efter at Nahnah blev fravalgt, ligesom Hamrouche, der som nævnt appellerer til ungdommen. Alle har de taget afstand fra en militær løsning på borgerkrigen og i stedet plæderet for dialog - med Ibrahimi som den mest radikale med sit krav om en legalisering af FIS.
Kommer valget til at forløbe regulært og fair, forventes det, at ingen af de syv vil kunne samle stemmer nok i første valgrunde. I anden valgrunde er det mest sandsynligt, at valget kommer til at stå mellem Bouteflika og Aït-Ahmad, uden at Hamrouche dog på forhånd helt kan afskrives en chance.
Det kommer an på så meget: Om militæret faktisk vil forholde sig neutralt, om snyd kan undgås, og ikke mindst om vælgerne faktisk tror på, at deres stemme har betydning, eller de opgiver at bevæge sig hen til stemmeurnerne.
Holder militæret og Zeroual sine løfter, og kan navnlig ungdommen bevare gejsten, er muligheden for et iransk forår tilstede. Men meget skal gå op i en højere enhed, og Algeriets historie skræmmer - derfor ligger optimismen fremdeles på et meget lille sted, men i modsætning til tidligere, er den der dog.

Fakta - Kandidaterne

Ud over Bouteflika er der seks kandidater til præsidentposten:

*Hocine Aït-Ahmad, der er leder af De Socialistiske Styrkers Front (FFS), som han selv var medstifter af i 1963. Han er en af de store helte fra befrielseskrigen, men blev relativt tidligt kørt ud på sidespor. Har har siden været i opposition til de siddende regeringer og i længere perioder været i eksil.

*Mouloud Hamrouche var i 1989 premierminister og frem til 1998 med i ledelsen af FLN. Han stiller nu op som uafhængig. Hamrouche var aktiv i forbindelse med de reformer, der i slutningen af 1980'erne førte til en demokratisering i Algeriet - indtil den proces blev brat afbrudt med militærkuppet i 1992.

*Mokdad Sifi stiller op som uafhængig, men har haft sin politiske karriere i FLN, hvor han navnlig har meriteret sig i energi- og finanspolitikken.

*Youcif Khatib er krigsveteran og har primært en militær karriere bag sig. Han har dog siddet i FLN's ledelse og fungerede i 1996 som rådgiver for Zeroual.

*Talib Ibrahimi er som Aït-Ahmad en af de store veteraner fra befrielseskrigen med familiemæssig tilknytning til Ulama-bevægelsen, der knyttede islam og nationalisme sammen. Personligt var han tilknyttet FLN og tilskrives ansvaret for som kultur- og undervisningsminister under Boumedienne at gennemføre den første arabiseringspolitik.

*Abdallah Djaballah er med sine 43 år den yngste af kandidaterne. Frem til 1998 var han et fremtrædende medlem af Det islamiske reformparti (Ennahda). Som Aït-Ahmad deltog han i fredskonferencen i Rom i 1994 og 1995.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her