Læsetid: 3 min.

Jammers minde

3. april 1999

Det indre, psykologiske drama sat i mental bevægelse i ny opera af Andy Pape og Nina Malinovski

OPERA
Sjælskvalerne er til at få øje på hos Blaataarns dronning, Leonora Christine, og kvinden Karen, der er sat til at passe på den detroniserede dronning. Vi møder dem, da Leonora Christine netop er kommet bag lås og slå i Blaataarn på Københavns Slot. Og vi følger dem i de sidste dage op til løsladelsen i 1685. I mere end 20 år tilbragte Leonora Christine i Blaataarn - hertil skal lægges det år hun sad i Hammershus' fangehul sammen med Corfitz Ulfeldt. En interessant skæbne om et interessant menneske, der tilbyder sig som opera-sujet.
Komponisten Andy Pape og forfatteren Nina Malinovski har gendigtet en del af historien i værket Leonora Christine. Dronning af Blaataarn. De har valgt at se nærmere på det drama, de sjælsrystelser, som kommer for en dag hos de to kvinder og Christian Taarngemmer, der har nøglerne til fængselscellerne. Resultatet er en Strindbergsk gyser med obligat rollespil med dukker, hvor de medvirkendes skyldfølelse, anger, smerte, og interne magtforhold blotlægges.

Indre drama
Pape og Malinovski har valgt dette indre drama frem for den ydre aktion, som flugtforsøg, kærlighedsdrama og meget mere kunne afstedkomme. Måske også de praktiske forhold omkring denne kammermusikalske opsætning har haft indflydelse på indfaldsvinklen.
At det kan lade sig gøre med udadvendt tjubang og en mikroskopering af de inderste menneskelig følelser, viste den svenske komponist, Daniel Börtz, med operaen Marie Antoinette, der var en folkelig succes ud over det forventelige. Folkoperans sceniske muligheder blev udnyttet optimalt.
På Den Anden Opera må man udnytte det intime rum, hvor vægten lægges på de medvirkendes performance, og hvor fokus på sanseborbardement for øjnene i nogen grad må lades i baggrunden. Disse fysiske vilkår er på Den Anden Opera blevet udnyttet bedst i en af de første produktioner, Lars Klits Den sidste Virtuos.
Det indre drama i operascenens seneste produktioner, Mogens Christensens Linné-opera og Papes Leonora Christine, er spændende historie - men først og fremmest som tekst, som læsning. Som opera savner man efter en stund simpelthen udnyttelse af de dramatiske kvaliteter i materialet.

For meget, for længe
Med den aktuelle forestilling bliver problemstillingen manifest: Op imod 2 1/2 stive klokketimer (inkl. pause) varer denne opera. Intet at regne mod de to ti årtier, de historiske personer sad indespærret. Men alligevel: Værket og publikum kan ikke bære et så langt forløb. Der er slet og ret for meget tekst og for meget musik.
Dette så meget mere ærgerligt, for man kan frydefuldt nyde Malinovskis mange velturnerede sætninger som ren tekst. Den skulle bare have været igennem en opera-vridemaskine beklædt med et viskelæder. Og man kan nyde Papes Lave og Jon-agtige modalitet i forbindelse med musikken til Karen, og man kan umiddelbart forstå den historiserende praksis i komponistens musikalske forløb, som knytter sig til bl.a. hofmusik i forbindelse med Leonora Christines sang. Der er bare for meget af den, musikken.
De medvirkende kunstnere yder en formidabel indsats: Edith Guillaume som Leonora Christine, Maria Stenz som Karen og Jens Bruno Hansen som Christian Taarngemmer. Instruktøren har udnyttet deres vidt forskellige potentialer. De fortjener alle en hånd. Der kan heller ikke sættes en finger på orkestret, dirigeret af den særdeles kyndige Kaare Hansen. Blot for deres indsats har man lyst til at genopleve operaen, der spilles 14 gange i april.

*'Leonora Christine. Dronning af Blaataarn'. Opera af Andy Pape og Nina Malinovski. Iscenesættelse: Brigitte Kolerus. Scenografi: Kristian Vang Rasmussen. Edith Guillaume (Leonora Christine), Maria Stenz (Karen) og Jens Bruno Hansen (Christian Taarngemmer). Et orkester dirigeret af Kaare Hansen. Den Anden Opera, tirsdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu