Læsetid: 2 min.

... og jazzen kort

6. april 1999

Jazzpar 98
*Ifølge sædvane forelå pladen med sidste års Jazzpar-prisvinder, guitaristen Jim Hall, samtidig med fejringen af dette års vinder, pianisten Martial Solal. Jim Halls næsten selvudslettende diskrete spil høres dels i gængs jazzkvartet-sammenhæng, dels i, om man så må sige, 'overkrydsende' samspil med Zapolski-strygekvartetten, som med sin version af Jimi Hendrix' "Purple Haze" bidrager yderligere til grænse-nedbrydningen. Det er begavet og underholdende, men mest musik er der i Halls, den Jazzpar-prisnominerede tenor Chris Potters og den danske bassist Thomas Ovesens bidrag til f.eks. "Chelsea Bridge" og "In a Sentimental Mood".
Jim Hall: Jazzpar Quartet + 4. Storyville STCD 4230

RBB i Sydney
*I oktober '97 besøgte The Danish Radio Jazz Orchestra (som det hedder uden for Danmark) Australien, og musik fra to aftener i en klub i Sydney blev optaget af DR og foreligger nu på cd. Her er kompositioner af to tidligere kapelmestre, Thad Jones og Ray Pitts, og bidrag fra flere af orkestrets musikere.
Særligt betagende finder jeg to stykker af en spirituel karakter, som ellers ikke er almindelig for orkestret: Vincent Nilssons arrangement af Coltranes "Dear Lord" og Tomas Francks komposition "Ways of Seeing" med saxofonsoloer af henholdsvis Uffe Markussen og Franck selv.
The Danish Radio Jazz Orchestra: Ways of Seeing. Storyville STCD 4224

To klavertrioer
*Paul Bley har på sin sidste cd bedre akkompagnement til sit klaverspil end vi er vant til, nemlig Gary Peacock og Paul Motian, som begge har ledsaget Bill Evans og Keith Jarrett. Det får nu ikke Bley til at spille helt ud, selv om hans og Peacocks "Noosphere" fænger i højere grad end de andre originalstykker. Et klarere og mere udtryksfuldt klaverspil får man fra englænderen
John Taylor i en trio som nominelt ledes af Peter Erskine (trommer) med Palle Danielsson (bas), f.eks. i Kenny Wheelers "For Jan" og Danielssons "Siri".
Bley/Peacock/Motian: Not Two, Not One. ECM 1670 (Amigo).
Erskine/Danielsson/Taylor: Juni. ECM 1657 (Amigo)

Suveræn sang
*Katrine Madsens i forvejen usædvanlige vokaltalent blomstrer ganske suverænt på hendes sidste plade, hvor kun en enkelt sang går i hurtigt tempo, mens de andre 11 er langsomme, så hun kan udfolde alle farver og dynamiske nuancer i sin udtryksfulde, let slørede stemme, som er helt sikker i intonation og timing. Kongenialt akkompagnement af Ed Thigpens trio Rhythm Features med Carsten Dahls klaver i første og Jesper Bodilsens bas i andet plan. Men hvad skal vi dog med den svenske sanger, der er tilføjet i to numre?
Katrine Madsen: You Are So Beautiful. Music Mecca CD 2088-2

Vibrafon og marimba
*Bobby Hutcherson har vi sidst hørt med Abbey Lincoln, og nu kommer hans Verve-debut under eget navn, hvor hans vibrafon- og marimbaspil ledsages forbilledligt af ingen ringere end Geri Allen (klaver), Christian McBride (bas) og Al Foster (trommer). Alten Kenny Garrett er unødigt tilføjet i fem af de ni numre, men de andre fire musikere gør en sjældent hørværdig kvartet.
Bobby Hutcherson: Skyline. Verve 559.616-2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu