Læsetid: 3 min.

Jyder betaler landets energipolitik

26. april 1999

Det savner enhver saglig begrundelse, at jyder og fynboer betaler mere for el, fordi vindmøllerne tilfældigvis står i Jylland, mener borgmestre. Elreform vil forstærke ulighed mellem Øst- og Vest-Danmark

Jyder og fynboer betaler en langt større del af mer-udgiften til miljøvenlig energi end sjællændere.
Og den ulighed på 2,5 - 3 øre pr. kwh. vil blive øget fra 1. juli, når statstilskuddet til vindmøller fjernes og i stedet skal betales som et tillæg af forbrugerne.
"Der findes ingen saglige argumenter for, at de jyske og fynske forbrugere og virksomheder skal betale mere end sjællænderne for landets miljø- og energipolitik," siger borgmester Uffe Steiner Jensen (A), Fredericia Kommune.
Han finder det urimeligt, at de jysk-fynske elforbrugere og ikke mindst erhvervslivet får højere el-regning, fordi der vest for Storebælt er opført flest vindmøller og mest decentral kraftvarme.
Med udkastet til ny energireform vil statstilskuddet til vindmøller blive læsset over som en udgift for forbrugerne. Bare i resten af 1999 bliver det 380 mio. kr., som forbrugerne får oven i el-regningen - og da tre fjerdedele af alle vindmøller står i Vest-Danmark, skal jyder og fynboer betale hovedparten af million-regningen.

El-Danmark er delt
Dermed forstærkes uligheden.
"Mer-udgiften bør udlignes på landsplan og ikke kun inden for forsyningsområderne i henholdsvis Jylland-Fyn og Sjælland," siger Uffe Steiner Jensen.
Sammen med borgmestrene fra Vejle, Middelfart og Børkop kommuner har han netop opfordret partiernes energipolitikere til at rette op på skævheden, når de i løbet af de næste par måneder skal finpudse den nye energireform.
I lov om elforsyning står der direkte, at mer-udgifter til miljøvenlig el skal betales ligeligt mellem alle el-forbrugere i landet.
Men loven er aldrig blevet håndhævet, trods klager til Elprisudvalget.
Svaret er hver gang, at El-Danmark er delt i to rent historisk.
Jylland/Fyn har været en el-familie og Sjælland en uden de to landsdele er bundet sammen af et el-kabel under Storebælt.
I det jysk-fynske område har udbygningen med vedvarende energi og gasfyret decentral kraftvarme været så kraftig, at den dyrere, men mere miljøvenlige el herfra, kommer til at udgøre 41 procent af den samlede el-produktion i 1999.
På Sjælland udgør denne såkaldte prioriterede el kun 22 procent.
Jyderne og fynboerne skal med andre ord betale for mere af den dyrere miljø-el end sjællænderne. I alt bliver det 2,5 - 3 øre ekstra pr. kwh., har den jysk-fynske net-ejer Eltra, regnet ud.

Kan lade sig gøre
Oven i kommer mer-udgiften til vindmøllerne, som dog gradvist vil trappe ned frem mod år 2003, når et system med grønne certifikater for vindmøllestrøm efter planen skal være på plads.
"Hvis der er så stor forskel på priserne, må vi se på det, men jeg ved ikke, om det rent praktisk kan lade sig gøre at udligne priserne," lyder det fra Martin Glerup (S), der er formand for Folketingets energiudvalg.
Og samme melding kommer fra SF's Anni Svanholt og Venstres Peter Hansen-Nord, der er med til at finpudse energireformen.
Men rent lovteknisk vil det være meget svært at udligne priserne, påpeger vicedirektør i Energistyrelsen, Knud Pedersen.
Den forklaring køber ingen af de eksperter i el-sektoren, som Information har talt med. De siger samstemmende, at det er et rent politisk valg, om man vil udligne priserne på landsplan. Der behøver ikke at være et fysisk kabel.
Men ingen af dem vil citeres for det, fordi el-sektoren ikke officielt vil fremføre kravet om en udligning af priserne for miljø-el.
Deres risiko er, at lovgiverne vil svare igen med at lægge styringen af el-nettet sammen til én fælles landsenhed - og det ønsker hverken Elkraft på Sjælland eller netoperatøren Eltra i Jylland/Fyn.
Men borgmestrene fra Vest-Danmark vil have rettet skævheden op, samtidig med at Folketinget vedtager den nye energireform.
"Reformen åbner for øget konkurrence om elpriserne, og da vil mer-prisen for jyder og fynboer blive endnu tydeligere," siger Fredericias borgmester.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her