Læsetid: 2 min.

K'NYT

28. april 1999

Balthzersen ny musikchef
*Den 34-årige mag. art. Leif Balthzersen overtager 1. februar 2000 jobbet som musikchef for Aarhus Symfoniorkester - efter over tre års ansættelse som orkesterchef ved Sønderjyllands Symfoniorkester. Før da var han informationschef ved Aarhus Symfoniorkester. Han har tidligere bl.a. været musikanmelder ved Information.

Kun lidt vold i spil
*Det er en skrøne, at danske børn og unge bruger deres fritid i selskab med voldelige computerspil. Kun fem procent af de spil, der kom på markedet sidste år, kan betegnes som voldelige, viser en ny rapport bestilt af Medierådet for Børn og Unge.
Undersøgelsen omfatter både computerspil og spil til Playstation og Nintendo, som kobles til tv. Der cirkulerer på årsbasis cirka 4,8 millioner spil i Danmark.

Fjerde år med Sommerscene 99
*Årets sommerfesitval for international scenekunst i København, Sommerscene 99, byder i år på gæstespil og danske produktioner af international karakter under overskrifterne: Ny Shakespeare, Canada Flying, Nordisk Solo, Det nye Sydafrika, Ny cirkus, Dansk/internationale premierer, Open Air Open Mind og Akt 1 Akt 2 Akt 3. Det er fjerde år i træk, Københavns Internationale Teater (KIT) tager initiativ til Sommerscenen, der i år indeholder 18 forskellige produktioner og gæstespil, som kan ses over 10 uger fra midten af juni til slutningen af august. Der er planlagt i alt 60 opførelser i Kanonhallen, MusikTeatret Albertslund, Torpedohallen og på Dansescenen samt 'on location', og der forventes 20.000 besøgende til forestillingerne.

Står Europa i flammer?
*Krigen i Kosovo raser. EU-Kommissionens kommissærer har fået et mistillidsvotum. Er Europa i opbrud? Dette og mange andre spørgsmål kan du få svar på mandag den 3. maj kl. 20, hvis du møder op på Café Bankeråt i København. Her vil Uffe Østergaard, forfatter til bogen Europa. Identitet og identitetspolitik, indkredse de mange spørgsmål i en samtale med Naser Khader, forfatter, cand. polit og kandidat til Europaparlamentet for Det Radikale Venstre. Arrangementet er gratis.

Hæder til Joan-Søstrene
*Joan-Søstrene i Dannerhuset i København har fået Mathildeprisen, der uddeles én gang om året af Dansk Kvindesamfund. Joan-Søstrene får prisen "som en anerkendelse af det store og vedholdende arbejde, som de udfører med de kvinder, der på grund af vold, voldtægt, incest eller sexchikane har et akut behov for rådgivning". Prisen er en vægudsmykning, som er udformet til Dannerhuset af kunstneren Jette Herne fra Fur.

Åh Abe ruller live igen
*For fjerde år i træk kan børnene tage deres forældre med til koncert, når Abe-rocken ruller henover landet i juni. I år vil Bubber kunne opleves som konferencier og Sigurd Barret fra Sigurds Bjørnetime er speciel guest. Derudover kommer børnerapperen Danny, Morten Remar, Elisabeth, Søren Sko, Dodo, Mek Pek, Alberte, Maria Montell osv., osv. Som noget nyt vil der være en 40 m2 storskærm, så alle - uanset børnehøjde - kan få syn for sagen. Og hvis man bliver træt af at kigge på scenen, er der 14 aktiviteter for børn rundt om på pladserne. Den første koncert er i Valbyparken ved København d. 12. juni. Dagen efter spilles på Dyrskuepladsen i Odense. Den 19. spilles der på Tangkrogen i Århus, og til sidst kan de nordjyske børn komme til Abe-rock på den gamle golfbane ved Aalborg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her