Læsetid: 2 min.

K'NYT

24. april 1999

Mere drama om Det kgl.
*Staten kan ikke tage det for givet, at Københavns Kommune vil påtage sig at rense Turbinehallernes grund for bl.a. asbest, før den overdrages til staten til et nyt skuespilhus til Det Kgl. Teater. "Man skal forvente, at Københavns Kommune kommer med grunden og ikke mere. De mennesker, der har en forestilling om, at vi kommer med 200 mio. kr., er helt i skoven. Det sker ikke," siger Københavns byplanborgmester Søren Pind (V) til Ritzau. Den konservative forhandler Brian Mikkelsen tog det torsdag for givet, at kommunen ville betale for rensningen af grunden.

Cervantes marathon-oplæst
*I dag slutter en tre-dages marathon-oplæsning i Madrid af Cervantes-klassikeren Don Quichote. Den blev indledt med oplæsning af den peruvianske forfatter, Mario Vargas Llosa, og siden har kunstnere og politikere afløst hinanden ved oplæsningspulten. Blandt de mere prominente deltagere var filminstruktøren Pedro Almodovar samt den dommer, der har forlangt Pinochet udleveret.

Bukowski helligholdes
*Forfatteren Charles Bukowski fejres 27. april kl. 20 i Studenterhusets Bogcafé i København. Gratis adgang. Den fandenivoldske forfatter har sit eget publikum, og det er andet år, der dækkes op til kult. Niels Martinov læser op af bogen En 340 dollar hest og en hundreddollar luder. Steffen Kyhl spiller guitar, og man håber, F.P. Jac dukker op med et hyldetsdigt, men man ved aldrig med de forfattere...

Sonnergaard på Ålborg Teater
*Ålborg Teater har udsendt repertoireplan for den kommende sæson. På den store scene spilles bl.a. Ibsens Vildanden og Shakespeares En skærsommernatsdrøm. Forfatteren Jan Sonnergaard får et stykke op, hvis titel er Sex. Det spilles på intimscenen sammen med en anden en-akter af Ege Arp-Hansen, Familien Wondercolor, et resultat af Aalborg Teaters dramatikerlaboratorium. Øvrige nyheder er nogle børneforestillinger, et par musicals, et stykke af Kim Fupz Aakeson samt en teaterkoncert med musik fra markante rockpoeter.

Kunstnere for Kosovo
*Teatret Svalegangen i Århus holder fortællercafé
4. maj til fordel for hjælpearbejdet i Kosovo under overskriften Drømmenes Torv. KafCaféen i København holder sideløbende en aften med samme formål med fortællinger for voksne.

Barndom i et decenter
*Barbara Gress, datter af forfatteren Elsa Gress, udgiver i dag på Lindhardt & Ringhof erindringsbogen Huset og slottet (198 kr.), hvori hun fortæller om sin opvækst i det specielle miljø i moderens Decenter på Møn. Barbara Gress har tidligere udsendt erindringbogen Dæmoner og Engle.

Eriksen i udlandet
*Jens-Martin Eriksens roman, Vinter ved daggry om en milits af unge krigsforbrydere er netop udkommet i Holland samt solgt til udgivelse i Frankrig, oplyser forlaget Rosinante.

Fra Bredgade til Bryggen
*Det unge, hippe Galleri Wallner flytter fra Bredgade til Islands Brygge og åbner den 14. maj med en gruppeudstilling med deltagelse af 20-25 kunstnere, danske såvel som udenlandske og gæster såvel som galleriets egne kunstnere. Den nye adresse er: Njalsgade 21, bygn. 15, 1. sal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her