Læsetid: 2 min.

K'NYT

23. april 1999

Zentropa angriber Camre
*Utilfredsheden med Det Danske Filminstitut og Henning Camres ledelse, er nu vokset så stor i filmbranchen, at kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen iflg. Jyllands-Posten har haft bestyrelsesformand Ib Bondebjerg hasteindkaldt til krisemøde. Bl.a. kritiserer Zentropas Peter Aalbæk-Jensen instituttet for at være et bureaukratisk forsinkelsesapparat. Ledelsen er uduelig, siger han. "Filminstituttet er blevet vores værste fjende i filmproduktionen...Og jeg er oprigtigt bange for, at det ender som i Sverige i 1980, da en ny ledelse på filminstituttet ødelagde al vækst..." Camre står uforstående over for kritikken, som han mener må bero på misforståelser.

DR udskriver licenskonkurrence
*Skal licensen afskaffes og danskernes tv-regning betales over skatten? Eller skal vi kun betale for det tv, vi ser? Og er en public service-station som DR et uundværligt samfundsmæssigt gode? Det er nogle af spørgsmålene i en konkurrence, som DR har udskrevet for landets økonomi-studerende. Der er 150.000 i præmie. Debatten er allerede i gang. Hans Morten Rubin, tidligere chef for TV-Avisen og direktør i Nordisk Film, siger til Ekstra Bladet, at han anser det for urimeligt, at danskerne tvinges til at betale licens, når de køber et tv-apparat. Økonomiprofessor Jan Mortisen fra Handelshøjskolen i København anser debatten for uundgåelig. Derfor finder han det fornuftigt af DR at investere 150.000 i en konkurrence. Den samme undersøgelse ville koste millioner, hvis et konsulent-bureau skulle udføre den, påpeger han.

Musical på nettet
*"Se filmen, læs bogen" hedder det, og nu kan man tilføje: "Se musicalen, hør hjemmesiden." Da Carnegie Hall i New York forleden havde premiere på musicalen Requiem for a young artist var en del af showet henlagt til cyberspace, hvor web-kunstneren Vivian Selbo har designet sin egen fortolkning af musicalen, der er skrevet og komponeret af afdøde
Bernd Alois Zimmerman. Musicalen, der kombinerer lyrik af Aeschylus, Ezra Pound og Vladimir Mayakovsky med tekster af Ludwig Wittgenstein, Mao Tse-Tung og James Joyce, samt tilsætter lydcitater af bl. a. Beatles og Wagner blev i sin tid kaldt "et halvt århundrede komprimeret til en time". Arbejdet kan ses og høres på http://www.carnegiehall. org/requiem/

Kunstfonden uddeler stipendier
*Så er det tid igen. Statens Kunstfond uddeler onsdag den 28. april i alt 32 tre-årige stipendier på årligt 240.000 kr. til skabende kunstnere. Pengene fordeles mellem 12 billedkunstnere, fire forfattere, fire komponister, seks kunsthåndværkere og designere, tre arkitekter og tre film- og teaterskabere. Overrækkelsen finder sted i fondens lokaler i København.

Fremstød for nordisk litteratur
*Den første weekend i maj, afholdes der nordisk salon på Folketeatret i København. Salonen skal markere, at Nordisk Råds Litteraturpris i år gik til den danske digter Pia Tafdrup. Meningen er, at der fremover skal holdes nordisk salon i det land, prisvinderen kommer fra. En lang række nordiske kunstnere kommer og læser op - herunder naturligvis Pia Tafdrup.

Klatrebaronen genudgives
*Italo Calvinos roman Klatrebaronen udkom første gang på dansk i 1957 og genudgives 30. april af forlaget Tiderne Skifter (248 kr.) i Erik Koed Westergaards oversættelse. Salman Rushdie skrev om romanen, at han ikke kunne forestille sig nogen bedre forfatter ved sin side, "mens verden går under".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her