Læsetid: 2 min.

K'NYT

21. april 1999

Danske Aristeion-indstillinger
*Forfatterne Vibeke Grønfeldt og Peter Laugesen er indstillet til EU's Aristeion-pris for litteratur for hhv. romanen I dag og lyriksamlingen Når engle bøvser jazz. Til oversætterprisen indstilles Claus Bech for Flann O'Briens Den tredie politibetjent. Afgørelsen falder i oktober.

Márquez på Århus Teater
*Nobelpristageren Gabriel Garcia Márquez roman fra 1967, 100 års ensomhed, spilles som drama på Århus Teater i den kommende sæson, 1999-2000. På repertoiret står i øvrigt danske nyheder af Nikoline Werdelin, Astrid Saalbach, Line Knutzon, Jens Chr. Grøndahl og Peer Hultberg. Desuden lokkes med en rock-pop-salsa version af Bizets Carmen, musical over Kameliadamen, Emil fra Lønneberg til børnene, og der er traditionelle stykker som Holbergs Ulysses von Itachia og Hostrups Genboerne.

Reviderer Khrustjov-tiden
*Østforskeren Erik Kulavig reviderer ud fra nye kildestudier tiden i Sovjet under Nikita Khrustjov, som tidligere er opfattet som en tøbrudstid før Gorbatjov, hvor det gjaldt om at vinde befolkningen for socialismen og dermed befæste styret. Det lykkedes ifølge Kulavig ikke. Tretten historier om ulydige russere udkommer 12. maj på Odense Universitetsforlag og koster 250 kr.

August taler på Yale
*Bille August er indbudt til at tale på Yale Univeristy 22. april om sine erfaringer som filminstruktør. Tidligere har bl.a. Jean Luc Godard gæsteforelæst på Yale, der er et af USAs førende universiteter, ligesom Meryl Streep, Jodie Foster, Paul Newman, Oliver Stone og Kenneth Branagh har været inddraget i undervisningen.

Nye 'gamle' rejsehåndbøger
*Forlaget Nuna benytter en for forlag usædvanlig praksis. I december udgav det to rejsehåndbøger, Georg Harmsens Rejsebogen 1999 og Helle Harmsens Rejsebogen for alle over 35, 1999. Men først nu sendes de ud til pressen, hvilket skyldes, at bøgerne gerne skulle med i julesalget, men at de samtidig har deres primære funktion i foråret, hvor sommeren planlægges. Bøgerne udkommer for hhv. 17. og 4. gang og rummer en masse råd (plus adresser og priser) til unge og mere modne, hvadenten man vil i kibbutz, på sprogskole eller noget helt femte. Koster hhv. 185 og 145 kr.

Til kamp for stadsingeniøren
*Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse tager stadens direktør, stadsingeniør Jens Rørbech, i varmt forsvar i en pressemeddelelse, udsendt i går. Ifølge 'forlydender i dagspressen' er der planer om omstrukturering, som kan føre til en afskedigelse, men en sådan vil være forkert, mener foreningens bestyrelse: Rørbech repræsenterer med sin loyalitet, sit engagement og sin viden en betydelig autoritet, og det vil være et stort savn, om han afskediges.

Abekoncerter for børn
*Mek Pek, Maria Montell, Sanne Salomonsen og flere andre danske rocknavne optræder fire dage i juni for børn. Muskelsvindfonden afholder Åh Abe-koncerterne, hvor børn fra København, Odense, Århus og Ålborg kan tage deres forældre med gratis. Børnene skal derimod betale. Der vil bl.a. blive spillet nogle helt nye sange fra den kommende Tusindvis af is udgivelse. Det sker 12. juni i Valbyhallen, 13. juni på Dyrskuepladsen i Odense, 19. juni på Tangkrogen i Århus pg 20. Juni på Den Gamle Golfbane i Ålborg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu