Læsetid: 2 min.

K'nyt

17. april 1999

TV2 skal finde 90 mio. kroner
*Svingende reklameindtægter er årsagen til at TV2 nu må justere deres budgetter og i løbet af i år og næste år finde 90 mio. kroner i besparelser og/eller ekstraindtægter. Og det kan komme til at betyde fyringer: "Når vi skal finde 90 mio. kr., så vil det være forkert at afgive et løfte om, at det ikke kan ende med, at vi bliver færre mennesker. Men vi vil gøre alt for at finde pengene på anden måde, siger TV2's administerende direktør Jørgen Flindt Pedersen til Morgenavisen Jyllands-Posten. Ledelsen har nedsat en fem mand stor analysegruppe, som i løbet af en måned skal kulegrave virksomheden for at finde forslag til besparelser.

Teaterfestival samler ind
*Arrangørerne af årets børneteaterfestival, der løber af stablen fra d. 22. til d. 25. april i Nykøbing Sjælland, har besluttet at bruge lejligheden til at samle penge ind til flygtningebørnene fra Kosovo. Pengene skal fordeles gennem Red Barnet, og arrangørerne forventer at kunne indsamle over 100.000 kroner blandt festivalens 500 teaterfolk, 100 teatre og et forventet publikum på 5.000 mennesker. Bag arrangementet står Teatercentrum, der er et sekretariat under Kulturministeriet.

Dansk pakke med TV 3 og 3+
*Det bliver nu lettere for fodboldinteresserede mænd at overtale konen til at få 'pakken' med TV 3 og 3+, der i øjeblikket har monopol på superligakampene. Torsdag underskrev Tele Danmark Kabel TV nemlig en fire-årig kontrakt med TV 3 og 3+, så de 800.000 husstande, der er tilsluttet kabel-tv via Tele Danmark, kan modtage de to danske kanaler uden samtidig at betale for en masse udenlandske satellitkanaler. Tele Danmark vil nemlig tilbyde en dansk pakke med de lovbefalede kanaler, TV 3 og 3+ samt enkelte af nabolandenes kanaler. Disse kanaler dækker 90 pct. af en gennemsnitseers behov. Beslutningen giver samtidig TV 3 mulighed for at komme ud til langt flere danskere end de 67 pct., der i dag kan modtage kanalen.

Megastjerner synger i Aalborg
*Et par af operaens megastjerner, ægteparret Angela Gheorghiu og Roberto Alagna, giver til efteråret en enkelt koncert i Danmark, skriver Ritzau. Det sker sammen med Aalborg Symfoniorkester i Aalborg Kongres & Kultur Center den 30. oktober. De to stjerner er de dyreste, der nogensinde har stået på Aalborghallens scene, men direktør Ernst Trillingsgaard har sikret sig den fornødne sponsorstøtte. Billetterne til koncerten med de to stjerner kan købes fra den 9. august.

Til kamp for symfoniorkester
*Torsdag formiddag fik kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R), overrakt 2.833 underskrifter til bevarelse af Sønderjyllands Symfoniorkester. Underskriftindsamlingen blev startet, da ministeren for nogen tid siden bad Musikrådet om en vurdering af de symfoniske orkestres fremtid. Sparetruslen førte til dannelsen af foreningen "Sønderjyllands Symfoniorkesters Venner", som fremhæver orkestret som en væsentlig del af kulturlivet i Sønderjylland og Sydslesvig. Elsebeth Gerner Nielsen udtrykte glæde for den store interesse for kulturlivet og understregede, at hun ikke kunne forestille sig en kulturminister, der kunne drømme om at nedlægge et så populært orkester.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her