Læsetid: 5 min.

Kødfuld kærlighed

22. april 1999

Det tragiske kærlighedsforhold mellem maleren Francis Bacon og George Dyer er omdrejningspunktet for instruktøren John Mayburys visuelt eksperimenterende film om Bacon

FILM
Love is the Devil er titlen på englænderen John Mayburys visuelt bjergtagende og behørigt kødelige film om den homoseksuelle maler Francis Bacon (fremragende spillet af en også meget vellignende Sir Derek Jacobi) og hans stormfulde forhold til George Dyer (Daniel Craig).
Med udgangspunkt i nu afdøde Daniel Farsons biografi om Bacon, The Gilded Gutter Life of Francis Bacon, fortæller Maybury om den efter hans mening mest frugtbare periode i Bacons liv, hvor den smukke Dyer - "en slags ikon i det 20. århundredes kunst - helt oppe på linie med Warhols Jackie Onassis eller Liz Taylor" - var Bacons store inspirationskilde, men trods det knap nok figurerer i historiebøgerne i dag.
"De mødtes omkring 1963," forklarer Maybury, der har taget turen over Nordsøen for at fortælle om denne sin første spillefilm, der er blevet til på foranledning af BBC. "Og fra '64 til og med '72 optræder Dyer regelmæssigt i Bacons malerier. Der er malerier fra 40'erne og 50'erne, som jeg elsker, men han var på sit højeste i 60'erne, hvor han havde fundet ind til det, der er Bacon, som vi kender ham."
"Hvad der fascinerer mig ved malerierne, er hans næsten eksistentialistiske måde at male på. Et kafkask mareridt med ensomme individer i rum uden luft og nøgne pærer og en slags basal menneskelig aktivitet."
Forholdet mellem Bacon og Dyer, der er filmens omdrejningspunkt, er et studie i at gøre den, man elsker, ondt.
"Den virkelige tragedie i historien er," siger Maybury, "at der ingen tvivl er om intensiteten og kærligheden mellem de to mænd, men ingen af dem er i stand til fuldt ud at udtrykke den kærlighed. Bacon har det åbenlyse middel til at udtrykke sig, nemlig sit arbejde, men Dyer har ingen stemme."
"Hvad der også interesserer mig er, at når man kigger på deres kærlighedsforhold i den seksuelle arena, så er Bacon masochist, og Dyer er sadist. Og psykologisk set er det absolut modsatte tilfældet, og det er den dynamik, der driver hele filmen."
"I ethvert forhold er det den magtbalance, som interesserer mig, og hvordan den skifter. Og når man elsker en eller anden, jo mere intens ens kærlighed er, jo mere er man i stand til at være virkelig modbydelig. Intensiteten af ens følelser reflekteres i ens evne til at gøre ondt. Og jeg tror ikke, at det er specielt for sado-masochistiske eller homoseksuelle forhold," fastslår Maybury, der selv er bøsse. "En af de ting, jeg er mest tilfreds med, er, at jeg tror, at alle, som har været forelskede, kan genkende dette forhold."

Hele værket i ét
Umiddelbart havde Maybury ikke lyst til at lave en film om Bacon, da så mange efter hans mening fremragende biografier og dokumentarfilm allerede havde set dagens lys, men som stor Bacon-fan siden sine dage som kunststuderende i 70'erne var den garvede eksperimentalfilmmager alligevel interesseret.
"Jeg havde ikke brug for så megen overtalelse. Men jeg havde et problem med det forslag, BBC kom med. En helt almindelig biografisk genfortælling af nogens liv, og jeg er ikke den slags filmskaber."
Så da Maybury blev tilbudt selv at skrive manuskriptet, slog han til.
"Jeg vidste ikke, om jeg kunne skrive, og det var spændende at se, om jeg virkelig kunne. Jeg satte mig ned og genlæste adskillige biografier, og jeg huskede fra min tid som kunststuderende, at de malerier, jeg bedst kunne lide, altid var malerier af George Dyer. Specielt, og på sin vis ganske indlysende, triptykonet fra '71 (en hyldest til Dyer, der døde det år, red.), for på en måde rummede det ene triptykon hele Bacons værk."

Bacons levende billeder
Love is the Devil lever selvsagt højt på sin unikke visuelle side, der vækker mindelser om Francis Bacons egne billeder. Undervejs i forberedelserne til filmen fik Maybury af Bacons bo forbud mod at bruge malerens billeder i filmen, hvilket, siger instruktøren, var meget frigørende.
"I tidlige udgaver af manuskriptet spekulerede jeg meget over, hvordan jeg kunne få malerier ind i de enkelte scener. Jeg havde udvalgt de billeder af George, jeg bedst kunne lide, og brugte dem som en slags markører gennem historien, men det var en meget udpenslet brug af billederne. Så da de sagde, at vi ikke kunne bruge billederne, var det på sin vis ret fantastisk. Det er ikke en film om malerier, men jeg vidste, at jeg på en eller anden måde var nødt til at bruge Bacons visuelle sprog og så overføre det til celluloid - at bruge celluloid på samme måde, som han brugte oliefarverne. "
"Sammen med min fotograf og production-designer tilbragte jeg seks måneder med bare at kigge på billeder, og man kan ligesom hive kvaliteterne ud af dem - de simple, modernistiske interiører, som ilten synes at være blevet suget ud af, og så det hvide, nikotin-plettede, alkohol-gennemvædede engelske kød, de rådne engelske tænder. Ting, som Bacon erotiserede, jakkesæt, skjorter, slips - der er små tegn i alle værkerne, som synes at sige, 'brug mig, tag mig til din film!'"

Alice i Eventyrland
Maybury, der har en fortid i det eksperimenterende, engelske filmmiljø, forsøger med Love is the Devil at give sit publikum en umiddelbar, følelsesmæssig oplevelse.
I starten af filmen falder den klodsede indbrudstyv George Dyer ned gennem taget til Bacons atelier, og med George oplever publikum Bacons bizarre, kødfulde og seksuelle verden i en hurtig montage af billedfragmenter fra den samling af billeder, Bacon havde fyldt atelieret med og altid kunne hente inspiration fra.
"Jeg elsker idéen om Alice i Eventyrland, der ryger om på den anden side af spejlet og bliver konfronteret med billeder af rædsler. Bacon brugte medicinske fotografier af syge munde - alt det jeg gør, gør jeg som Bacon."
I filmen benytter John Maybury sig af et billedsprog, hvor ekstreme close ups, skæve framings og forvrængede billeder er mere reglen end undtagelsen. Især scenerne fra The Colony Room, hvor Bacon hang ud med sine mildest talt excentriske venner, får hele armen.
"Da jeg besøgte The Colony sammen med Daniel Farson," fortæller Maybury, "gik der ikke mere end ti minutter, før jeg var meget fuld. Og så begynder der at se sådan ud."
"Det er en smule unfair at have gjort det, men når man besøger The Colony, hvilket jeg stadigvæk gør, så er det faktisk fyldt med freaks. De er som en slags karikaturer fra 1800-tallet, grotesker. Folk tror, når de er fulde, at de er meget kloge og sjove, men faktisk er det ikke så klogt eller sjovt. Det er det virkeligt miserable ved den verden, den falske følelse af, at 'vi er meget specielle mennesker, vi er bohemer, udstødte' - den slags vrøvl - og i virkeligheden er de en flok sølle drankere."

*Love is the Devil har premiere i morgen og bliver anmeldt her i avisen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her