Læsetid: 10 min.

Kongen af Rusland

29. april 1999

Vladimir Nabokov ville være blevet 100 år den 23. april - her er historien om forfatteren, der levede på rejse sammen med det 20. århundrede

(BOGTILLÆG)
portræt
Ikke alle børn af det 20. århundrede har haft det lige nemt. Terningebægeret er blevet rystet en hel del gange i de sidste hundrede år, ofte voldsomt, katastrofisk; og der er blevet slået hårdt i bordet. Spillet har for det meste været ulige. Mange har vundet, flere har tabt, og herfra ser det ofte ganske ubegrundet ud. For det er tilfældighedens snarere end retfærdighedens hånd, der ryster bægeret.
Der var engang en ung adelsmand. Han blev født, som han selv senere skrev, den 10. april efter den gamle tidsregning, ved daggry, i det sidste år af det sidste århundrede. Efter den nye tidsregning var det den 22. april, men da kalenderen endelig ændredes officielt, skulle der lægges 13 dage til, ikke 12. Således kom det, at Vladimir Vladimirovich Nabokov fejrede sin fødselsdag den 23. april - en dato, der sandsynligvis passede ham en hel del bedre end den 22., eftersom Shakespeare allerede havde vist vejen ved også at lade sig føde på denne dag.
Vladimir Nabokov ville altså være fyldt 100 år den 23. april i år, hvis han ikke var død i 1977. Han blev én af århundredets allerstørste og mest kontroversielle forfattere; hans berømmelse var, som klichéen siger, også hans forbandelse, nemlig den yndige lille Lolita, hvis historie han lod Humbert Humbert fortælle i 1955. Alle kender Lolita, mange har set hende i en af de to filmatiseringer, enkelte har læst bogen, og kun få udenfor USA har efterhånden læst Nabokovs andre romaner. Han skrev mange.

Men hans eget liv var også ganske romantisk, ikke fordi det var specielt begivenhedsrigt eller spændende i ordets sædvanlige betydning; men fordi han mere end nogen anden var et barn af det 20. århundrede. Et sandt barn af det 20. århundrede rejser med tiden, lever efter århundredets puls. Det startede i Rusland, hvor århundredets mægtigste og mest ulyksalige eksperiment blev skudt af i 1917. Det fortsatte over Weimarrepublikkens Berlin, eksistentialisternes Paris, til Amerika, som vandt æren og hæderen og retten til riget, efter at Europa havde ædt sig selv op indefra. Men det sluttede i Europa igen, i det neutrale Schweiz, i ingenmandslandet. Nabokov kom nemlig aldrig hjem. Som et sandt barn af det 20. århundrede var han flygtning næsten hele sit liv.

Nabokov-familien var én af Ruslands gamle embedsfamilier. I generationer havde de været embedsmænd og politikere ved hoffet. De hørte til den liberale, vestligt orienterede del af Skt. Petersborgs fineste befolkning, hvor manerer og dannelse og livsforhold i det hele taget mere lignede London og Paris end Moskva.
Nabokov voksede op i et fornemt hus i den bedste del af byen - et hus, der efter revolutionen en overgang fungerede som dansk ambassade - og blev kørt til skole i en Rolls-Royce. Som 17-årig blev han mangemillionær gennem en arv; det var i 1916. I september 1917, hvor revolutionen udkæmpedes i byens gader, brugte han sin tid på at spille skak, skrive digte, og i det hele taget opføre sig som en ægte dandy uden nævneværdige bekymringer. Da Kerenskijs provisoriske regering faldt flygtede hele familien til Jalta på Krim-halvøen, hvor bølgerne ikke gik nær så højt.
Den 15. april 1919 forlod Nabokov endegyldigt Rusland; familien sejlede over Sortehavet til Konstantinopel (Istanbul), derfra til Piræus, så Marseilles, med tog til Paris og endelig til London, ankomst den 28. maj. Rusland så han aldrig igen. Og millionerne var forsvundet.

Familien Nabokov var, i sagens natur, sikre tilhængere af de Hvides parti. Senere i sit liv understregede Nabokov, at hans foragt for "det sovjetiske diktatur" intet havde med penge eller besiddelser at gøre. Det er en tabt barndom, han længes efter. Det er et hjem, han savner. I hans fantasi blev Rusland et eventyrrige, et mytisk land, som han var blevet frataget retten til at leve i. Nabokov var hæmningsløs æstet og narcissist; politik interesserede ham ikke det fjerneste.
Han foragtede revolutionen for dens grimhed, kommunismen for dens mangel på stil og dannelse. Han anså den bolsjevikiske revolution for at være en personlig fornærmelse af strengt æstetiske og personligt-sentimentale grunde. Karakteristisk er hans anekdote om hvordan en "hjulbenet bolsjevikisk vagtpost" forsøgte at arrestere ham i marts 1918, mens han fangede sommerfugle på en sti ud til Sortehavet. Nabokov, den unge aristokrat på yndefuld jagt efter de smukke insekter; bolsjevikken, den klodsede og mindrebegavede, der bilder sig ind, at man kan sende signaler til de engelske krigsskibe med et sommerfuglenet.
I et digt kort efter eksileringen skrev Nabokov, at han havde "mistet et scepter hinsides havet." Utallige er hans referencer i senere digte og romaner til en konge, som bliver landflygtig gennem en brutal revolution i et fjernt rige højt mod nord. Temaet fandt sin endelige form i hovedværket Pale Fire (1962), hvor det samtidig - klarsynet og selverkendende - blev forlenet med al den uvirkelighed og indbildskhed, der hører sig til.
Nabokov klarede sig igennem en universitetsuddannelse i litteratur og historie i Cambridge ved at spille tennis, udføre veltilrettelagte kærlighedsaffærer med lokale skønheder og oversætte Alice i Eventyrland til russisk. Dernæst bosatte han sig i Berlin, som på det tidspunkt var centrum for de emigrerede russere.

Den russiske koloni i Berlin er et af de mest interessante fænomener i byens historie. Det anslås, at der i 20'erne boede omkring 200.000 russere i byen; de havde egne aviser, egne butikker, selv egne forlag, og der udkom flere bøger på russisk i Berlin end i Petrograd og Moskva i de år. Næsten hele den russiske intelligentsia havde forladt landet efter revolutionen; nogle, som Prokofiev og Pasternak, rejste tilbage igen, mens andre, som Nabokov og den senere Nobelpristager Ivan Bunin, blev i Berlin. Nabokovs far, som i øvrigt blev myrdet ved et politisk attentat i 1922 (hvor det dræbende skud i virkeligheden var tiltænkt en anden), var med til at stifte en avis, som hurtigt blev det vigtigste organ for byens russiske samfund.
Nabokov tilpassede sig hurtigt rollen som fuldendt émigré. Efter eget udsagn lærte han aldrig tysk, og hvis det ikke var, fordi andre har fortalt, at det ikke passer, kunne det sagtens være rigtigt. Den russiske koloni holdt sig for sig selv og havde kun et minimum af kontakt med det omkringliggende samfund. I løbet af de 15 år, han boede i Berlin, blev han voksen; han giftede sig med Véra, som siden - legendarisk - fulgte ham i tykt og tyndt i et overmytologiseret, lykkeligt ægteskab. Sammen fik de en søn. Men vigtigst af alt: Nabokov, der som teenager i Rusland havde skrevet og trykt adskillige digte, udviklede sig til en moden og original romanforfatter under pseudonymet "Sirin". Hans sprog var russisk, hans publikum var de eksilerede russere i Berlin, Paris og Prag, og med tiden kom det også til engelske og franske oversættelser. Sammen med Ivan Bunin og Pasternak var Nabokov førende i den russiske modernisme i første halvdel af århundredet. Hans berlinerperiode lyser af påvirkning fra Kafka, fra ekspressionisterne, og fra den filmindustri, der med Fritz Lang i spidsen blomstrede i udkanten af den tyske hovedstad. Efterhånden viste det sig, at Sovjetunionen var kommet for at blive, og håbet om at vende tilbage fortog sig. Dermed mistede emigrantkolonien i Berlin også meget af sin styrke.
Nabokov var begyndt at blive berømt i Paris, men han var fattig. Tyskland forberedte sig på endnu en eksplosion. I de forvirrede år i slutningen af 30'erne var han skiftevis i Berlin og Paris, indtil han endelig, i 1940, forlod Europa på et skib til New York. I kufferten lå manuskriptet til hans første amerikanske roman, The Real Life of Sebastian Knight (1941), og manuskriptet til en foredragsrække ved Stanford University. Således Nabokov: Velforberedt på en ny fremtid i det, han anså for fremtidens land: Amerika.

I USA blev Nabokov til en verdensforfatter. Han levede i det nordøstlige Amerika i næsten 20 år, blev amerikansk statsborger i 1945, og var en legendarisk underviser i europæisk litteraturhistorie på Cornell University. Hans akademiske arbejde var en tynd fernis over hans kunstneriske smag: God litteratur var litteratur, der - som hans egen - handler om sig selv. Altså først og fremmest Don Quijote, det refleksive mesterværk. Også Shakespeare - hele verden er en scene. Og Pusjkin, som Nabokov følte sig tæt beslægtet med, snarere end Dostojevskij, som han foragtede. Efter revolutionen var der, mente han, ingen nævneværdig litteratur i Rusland. Han oversatte Pusjkins hovedværk, versromanen Eugen Onegin, med kommentarer, et monumentalt firebindsværk, filologisk og kunstnerisk omdiskuteret - og Nabokovs stolthed frem til hans død. Men først og fremmest skrev han romaner, deriblandt den store, vigtige, kunstneriske og kommercielle triumf: Lolita (1955).
Denne roman, som ingen amerikanske forlæggere turde antage, og som derfor udkom på Olympia Press i Paris, adskiller sig på ingen måde i voldsom grad fra Nabokovs øvrige romaner. Det kan endda diskuteres, om den er hans bedste; Pale Fire er måske en bedre kandidat.
Men Lolita blev en succés de scandale, og den gjorde Nabokov rig. Olympia var et forlag, der tjente en del af sine penge på at trykke halvpornografiske bøger - og det kom til at hænge på Lolita fremover, selvom ganske mange læsere, som har været på udkig efter lidt lummerhed, er gået forgæves.
Lolita er en krævende bog, et højlitterært stykke metafiktion, der spiller spil med læseren og med sig selv, og som kommunikerer mere med Joyce og den øvrige europæiske modernisme end med pornografien. Ikke desto mindre havde selv det franske forlag problemer med censuren.
Først solgte den dårligt, men med tiden spredtes dens ry; da det blev klart, at de amerikanske myndigheder ikke ville konfiskere eksemplarer af den franske udgave i tolden, og at bogen derfor frit kunne udkomme i USA, blev den sendt på gaden af Putnam's i 1958.
"Vi er jo trods alt ikke børn," skrev Nabokov i sit berømte efterord; det er en bog for voksne mennesker, en bog - som alle Nabokovs bøger - fuld af gåder, af leg med sproget, af lærde allusioner og hele det klassiske apparatur.
I Danmark kan vi vurdere dens klasse på dens oversætter - Mogens Boisen, som oversatte Joyces Ulysses, Thomas Manns Doktor Faustus og Musils Manden uden egenskaber. Hvis Boisen ikke altid var lige korrekt, så havde han god smag; han oversatte det 20. århundredes hovedværker.

Ordspil, gåder og leg med fiktionens egen verden var byggestenene i Nabokovs litterære univers; passende er det, at han også skabte de først russiske kryds-og-tværs'er, og at han i mange år konstruerede skakopgaver - "hvid trækker og sætter mat i tre træk". Sent i sit liv demonstrerede han sammenhængen mellem disse gåder og sine digte ved at udgive en samling af digte og skakopgaver, Poems and Problems. Det er legen, spillet, bedraget, der er hans verden; det er snyderiet, det behændige lommetyveri, han altid er på vej imod.
I 1959 havde Nabokov fået nok ud af USA. Han elskede landet, han var stolt over at være amerikansk statsborger, han savnede stadig Rusland og foragtede Sovjetunionen mere end nogensinde - men han ville bo i Europa, midt imellem ekstremerne.
Fra 1960 til sin død boede han på Palace Hotel i schweiziske Montreux. Det eneste hus han nogensinde ejede var i Rusland, kort inden revolutionen. Han købte aldrig et hjem igen. Da han døde, havde han boet 17 år på hotel. Det passede ham fremragende. Han skrev, hans berømmelse voksede og eksploderede efter 1967; han blev rituelt kaldt verdens største levende forfatter; en forside på Time i 1969 gjorde ham til en litterær superstjerne.

Hans berømte foragt for Freud og enhver form for freudiansk tænkning fik litteraterne til at nærlæse hver eneste linje for at opdage, om der ikke alligevel skulle være skjulte forbindelser til de psykoanalytiske teorier; og hans optagethed af sommerfugle, som gjorde, at han i flere perioder af sit liv arbejdede mere intenst og mere professionelt med sommerfugle end med litteratur, og at han opdagede og navngav både en sommerfugl og en natsværmer, leverede endnu et symbol at efterspore - og der er faktisk sommerfugle på afgørende steder i flere af hans bøger. Humbert Humbert, hovedperson og fortæller i Lolita, udmærker sig således ved intet at vide om sommerfugle, ganske anderledes end den forfatter, som kontrollerer legen.
Alle spillene, alle gåderne, alle de fiktionale verdeners leg med hinanden og sig selv; hele magien og alle tryllekunsterne med verdenslitteraturens kortspil, illusionsnumrene, jagten på bortflagrende sommerfugle og spillet med læserens evne til at følge de endeløse omvendinger af fortællerpositioner - for Nabokov var litteraturen en leg og et spil. Selv i hans erindringer Speak, Memory (1960) kan man ane ansatserne til den intrikate leg med metafiktionen. Han var altid inde i spillet, altid på vej væk fra en verden og en tid, der for ham var på afveje, der i hans øjne havde berøvet ham alt, hvad der var smukt og værdifuldt.
Han følte, at han var verdens centrum, og ønskede at blive anerkendt som sådan. Eller måske en smule mere beskedent: Han ønskede at være konge af Rusland. I stedet skabte han verdener, hvor han herskede uhildet, hvor hans magt var absolut.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her