Læsetid: 13 min.

Krigen og historien

9. april 1999

Bevidstheden om Første Verdenskrig hænger som et Damoklessværd over vore hoveder, og mange moderne demokrater er angste for at pådrage sig et ansvar for krigen i Kosovo. Men er det holdbart og kan historiens erfaringer bruges til noget i denne sammenhæng?

Danmark er for første gang siden 1864 i krig, og NATO er i krig for første gang i sin 50-årige historie. Ikke som svar på et angreb, ikke til forsvar for "livsvigtige nationale interesser", hvori disse end måtte bestå. Nej, for noget så luftigt som overholdelse af menneskerettigheder i det europæiske område - i Kosovo.
Det var i det selv samme område, at Første Verdenskrig brød ud i sommeren 1914 efter et ultimatum fra stormagten Østrig-Ungarn til Serbien. Serbien havde halvandet år før i skarp konkurrence med den albanske frihedsbevægelse, der havde sin vigtigste basis i Pristina erobret Kosovo fra et osmannisk imperium i fuld opløsning i den Første og Anden Balkankrig. Ved fredsslutningen fik Serbien imidlertid ikke den adgang til havet, som de havde ønsket. Samtidig gærede det i den sydslaviske befolkning i Bosnien og Hercegovina som Østrig-Ungarn havde styret siden 1878 og indlemmet i 1908.
Set i historiens bagkloge spejl var den østrigske besættelse en af de lykkeligste perioder for dette fortvivlede område, en tid præget af nogenlunde fred og fordragelighed mellem de tre hovedbefolkningsgrupper og en neutral og relativt ukorrupt forvaltning. Men demokrati var der ikke meget af, og det førte til, at en bosnisk terrorist udløste det store opgør mellem de industrialiserede stormagter med mordet på den østrigske tronfølger Franz Ferdinand og dennes hustru i Sarajevo den 28. juni 1914. Rusland, Frankrig og Storbritannien støttede Serbien mod Østrig-Ungarn, Tyskland og Osmannerriget, mens Italien efter nogen tøven landede på den allierede side.
Stormagterne havde i de forudgående årtier flere gange været på kanten af en krig, hvor mobilisering var påbegyndt, uden at det kom til krig. Deres forhandlingstaktik minder noget om den NATO anvendte under Rambouillet-forhandlingerne, hvor NATO's forhandlere forsøgte at tvinge begge parter til at antage et ultimatum under trussel om bombardementer. Trods tilspidsede kriser og ydre dramatik gik det faktisk godt flere gange før 1914, idet modsætningerne blev løst med aftaler om nyfordeling af kolonier og indflydelse. Aftaler der holdt, indtil nogen udløste den næste krise et andet sted i verden. Men i august 1914 gik det galt, og det er bevidstheden om dette fortilfælde, der hænger som et Damoklessværd over alles hoveder i disse dage, de direkte implicerede såvel som alle os andre, der forsøger at fortsætte livet, som om krigen kun fjernt angår os.

At Første Verdenskrig ikke forblev et virtuelt krigsspil som Den Kolde Krig skyldtes, at der ikke var tale om en bipolær modsætning mellem to supermagter, som kendte og anerkendte hinandens smertegrænser, men om geopolitiske modsætninger mellem et antal større og mindre stormagter, der glødede efter at afprøve hinandens styrke. Alle troede, at en krig ville blive kort og afgjort efter nogle få afgørende tilintetgørelsesslag, som det skete i den fransk-tyske krig 1870. Derved overså de, at de andre kombattanter også havde anskaffet sig hypermoderne våben som maskingevær og artilleri, der gav forsvaret en relativ fordel. Resultatet blev de industrialiserede massemyrderier først og fremmest ved vestfronten, der varede ved og ved og ved, indtil hærene strejkede, den russiske i foråret 1917, den franske og italienske i efteråret 1917, den tyske sent i 1918 efter ankomsten af friske amerikanske tropper, samtidig med at de civile befolkninger blev sultet til overgivelse.
Voldsomheden og langvarigheden af Den Første Verdenskrig skyldes, at den militaristiske nationalisme i 1800-tallets anden halvdel havde fået fat i de brede befolkninger - også i arbejderklassen. Da Marx og Engels i det Kommunistiske Manifest i 1848 skrev, at arbejderen ikke havde noget fædreland, var det muligvis rigtigt. Men efter 60 års national opdragelse gennem statslige uddannelsessystemer, fagforeninger og en hastigt voksende populærpresse var arbejderklasserne i begyndelsen af 1900-tallet lige så modtagelige for den nationalistisk ideologi, som det dannede borgerskab havde været i midten af 1800-tallet. Denne massenationalisme forklarer de begejstrede masser i boulevarderne i alle Europas storbyer i 1914 ved nyheden om krigens udbrud. Ingen, heller ikke eksperterne, forventede, at krigen ville vare mere end et par måneder. Langvarig krig måtte være umulig i de komplicerede, højindustrialiserede samfund var den almindelige mening. For hvem skulle holde det store industriapparat i gang, når alle mænd i den værnepligtige alder var indkaldt?

Men krigen sluttede ikke som forventet ved juletid trods de uhørte tab på slagmarkerne i Nordfrankrig, Belgien, Serbien, Østpreussen og Galicien i Østrig-Ungarn. Tværtimod frøs fronten fast i vest og trods imponerende bevægelser på østfronten lykkedes det ikke at nå en afgørelse. I den situation ville 1700-tallets statsmænd, som kun var ansvarlige overfor deres fyrster og en snæver aristokratisk elite, have sat sig sammen ved en fredskonference i foråret 1915 og udarbejdet et fredskompromis. Men det var umuligt netop på grund af demokratiet og det voldsomme følelsesmæssige engagement, som erklæringen af krigen havde udløst. Sådanne massive folkestemninger var ikke til sinds at nøjes med mindre end fuldstændig sejr. En mindre justering af magtbalancen mellem magterne kunne ikke retfærdiggøre de umådelige tab af værnepligtige vælgere i krigens første måneder.
Russerne krævede gennem deres i 1905 oprettede Duma ikke blot selvstændighed for deres slaviske 'brødre' men også Istanbul og kontrol over Dardanellerne, det traditionelle hovedmål for russisk udenrigspolitik. Samtidig krævede Tyskland store territoriale gevinster i hjertet af Europa og del i andres koloniriger. Briterne svor omvendt på, at de ikke ville standse, før den 'preussiske militarisme' endegyldigt var knust, mens franskmændene ikke kunne drømme om at standse krigen, før Alsace og Lorraine var kommet 'hjem'.
Derfor måtte krigen fortsætte til den bitre ende. Og den blev bitter. Hærene var i værnepligtens massekrigstidsalder ikke længere de krigsførende staters stedfortrædere eller forkæmpere, men selve nationen. Det resulterede i en selvmorderisk strategi, hvor generalerne i en gensidig styrkeprøve prøvede at forbløde hinandens samfund til døde. Enten bogstaveligt i form af unge mænd eller overført i form af ødelæggelse af materielle ressourcer. Det var den strategi der lå bag de tyske angreb ved Verdun i 1916, og det var motiveringen for at fortsætte de britiske angreb på vestfronten i 1916 og 1917, selv om de var indledt med håb om at nå et i klassiske forstand afgørende gennembrud. Man håbede, at den side, som havde den tykkeste tegnebog, ville vinde, men inden det kom så vidt, blev der dog sluttet fred efter Første Verdenskrig. En fredsslutning hvis følger ikke kan overvurderes.

Næsten alt i det 20. århundrede fra ommøbleringen af landkortet efter principperne om nationale flertalsstater til sejren for de to totalitære ideologier, kommunismen og nazismen, 2. verdenskrigs ideologiske folkmord, opfindelsen af atombomben til kvindelig valgret og internationalt samarbejde i form af Folkenes Forbund kan føres tilbage til Første Verdenskrig, og de lidenskaber denne første totale krig slap løs i de involverede samfund. Resultatet var det, som historikere omkring 1989 begyndte at kalde det korte 20. århundrede. Dermed mente de det barbariske og totalitære tilbageskridt i forhold til forventningerne fra det lange og optimistiske 19. århundrede. Ganske vist et teknologisk fremskredent og mere demokratisk, men samtidig et blodigt 20. århundrede, der i lange perioder især var præget af det andet, det mørke af modernitetens to hoveder.
Under denne synsvinkel kulminerede det 20. århundrede i Auschwitz og Hiroshima som Jean-Paul Sartre formulerede det i sit indflydelsesrige forord til Franz Fanons antikolonialistiske klassiker Fordømte her på jorden fra 1961. Optimister håbede - og håber stadig - at afslutningen af Den Kolde Krig ville markere indledningen til et nyt langt, fredeligt og liberalt 21. århundrede præget af international forståelse og respekt for menneskerettigheder.
Den blodige opløsning af Jugoslavien i 1991 og den morderiske borgerkrig i Bosnien fra 1992 satte fra starten et stort spørgsmålstegn ved forhåbningerne om en ny fredelig verdensorden efter den 'historiens afslutning', som Francis Fukuyama så optimistisk proklamerede i 1989. Der syntes snarere at være for meget end for lidt historie i Kroatien, Serbien og Bosnien.
Sarajevo brændte sig endnu engang ind i overskrifterne, som byen havde gjort det i juni 1914. Denne gang bare endnu længere og forfærdeligere. Langsomt og tøvende lod de vestlige regeringer sig presse til væbnet indsats af de bloddryppende tv-billeder. Det følelsesladede tele-demokrati krævede handling - og fik det. Men efter de flestes mening for sent og for fejt. Læren fra den æreløse belejring af Sarajevo i tre frygtelige år ligger bag den mere beslutsomme ageren i Kosovo. Ganske vist også her for sent, men dog ikke så sent som i Bosnien. Og hvad bliver så resultatet? En endnu større humanitær katastrofe, udløst endnu mere brutalt og pludseligt og endnu mere centralt besluttet og styret.

Følelsesladet tele-demokrati er en yderst dårlig basis for nøgtern udenrigspolitik, men er det uomgængelige vilkår i vor massedemokratiske tidsalder. Folkeopinionen betyder meget mere, end skeptikere tror. Formentlig alt for meget til at det er muligt at føre nøgtern og formålstjenstlig udenrigspolitik, hvor mål og midler afpasses efter hinanden. De selv samme medier, der nu udpensler ulykkerne ved Kosovos grænser og taler om nederlag for NATO, ville med største fryd have talt om moralsk fallit og humanitær katastrofe, hvis NATO ikke havde reageret efter Rambouillet-forhandlingernes fallit. Og have ret til det. Det moderne demokrati kræver retten til en kort hukommelse og til både at blæse og have mel i munden. Det er jo ikke - os , der har ansvaret men dem - også selv om vi selv har valgt dem.
Alt det plejer vi at diskutere mere eller mindre distanceret under overskrifter som demokratiets krise eller mediernes dårligdom. Men nu er der risiko for, at det er alvor, og at en kæde af logiske handlinger og reaktioner tager over, som minder om den, der udløste Første Verdenskrig og hvad deraf fulgte. Er Rusland ikke lige så uberegneligt som i 1914, spørger nogen. Er konflikten ikke et udtryk for USA's forsøg på opretholde sin position som verdens politimand, spørger andre. Eller er problemet, at befolkningen i USA ikke vil bringe de nødvendige ofre og derfor forsøger sig med et utilstrækkeligt teknologisk fix i form af laserstyrede bomber og krydsermissiler?
Bag det hele ligger angsten for, at det er alvor, og at vi har pådraget os et ansvar. Et ansvar som Danmark har del i som konsekvens af 1990'ernes brud med den underdrejede småstatspolitik og passive internationalisme, vi ellers med held har praktiseret siden 1864.
Danske medier er - endnu - ikke prægede af den beslutsomme opslutning om de kæmpende tropper, der præger de britiske. Og - endnu - ikke så hændervridende optaget af det moralske og politiske dilemma som de tyske. Og - endnu - ikke så splittede som de italienske og franske, hvor modstanderne af den væbnede intervention indgår i regeringskoalitionerne. De radikale vakler ikke - endnu - og Nyrup lyder statsmandsagtig og har sågar pålagt Thorkild Simonsen at tage imod flere flygtninge. De kommer nu nok ikke til Århus, men til Randers - ellers vakler vi ikke endnu. Men hvor længe kan NATO holde sammen? Ud over den forfærdelige skæbne for de stakkels albanske flygtninge er det hovedproblemet. Men det viser også, at situationen ikke er som i sommeren 1914. Verden virker ustabil på grund af bombardementet af nyheder fra journalister og opmærksomhedshungrende politikere på jagt efter photo-opportunities langs Kosovos grænser. Men det er den ikke grundlæggende.
Rusland er uforudsigeligt forudsigeligt, men har ikke styrken til at lade handlinger følge på ord. Og har heller ikke interesse i det, uanset hvor meget nationalkommunistiske politikere råber op i dumaen og på tv-skærmene.

Spørgsmålet er, om NATO-landenes indre sammenhold kan holde til en længere kampagne. Storbritannien har lang erfaring i at kunne, og amerikanerne er ved at opdage, at Kosovo ligger på Balkan og ikke er en tankstation, som en ellers velorienteret ung studerende svarede, før konflikten begyndte. Men de andre NATO-landes befolkninger har ikke briternes og amerikanernes træning i på tv at se, hvordan vores politik ikke lykkes fuldt ud eller fører til voldsomme blodsudgydelser, fordi modstanderen griber til endnu vildere undertrykkelse i kampens hede. Denne tvivl er det moderne, fredeliggjorte massedemokratis grunddilemma. Men den er næppe ensbetydende med en lurende verdenskrig.
Det er ikke toppen af intelligent og håndfast diplomati, som har bragt NATO-landene i den nuværende situation. Men hysteriske overreaktioner hjælper ikke. Heller ikke nærliggende men falske paralleller til Første Verdenskrig. Tværtimod er det værd at huske på, at vi - dvs. NATO - er i kamp, ikke for såkaldte nationale interesser, ikke for råstoffer, men for at forhindre et flertal i et europæisk land i at myrde og fordrive et mindretal. Også selv om mindretallet aldrig har været begejstret for staten, har det umistelige rettigheder.
Det står i FN's charter, men det er historisk enestående, at stater begiver sig i kamp for at kræve menneskerettigheder overholdt i et andet land i nærheden, uden at der er tale om stammefrænder. Til den muslimske verdens måbende og vantro overraskelse er det jo faktisk europæiske muslimer, som de 'kristne' veststater er gået til aktion for. Det er noget nyt, også selv om resultatet indtil videre unægtelig ikke har været opmuntrende.

Folkerettens principper om staters absolutte suverænitet er blevet trådt under fode, men det er ikke i sig selv bekymrende. Folke'ret' har nemlig ikke noget med ret og retfærdighed at gøre, som man ellers skulle tro ud fra ordet. Folkerettens principper er adfærdsregler for omgangen mellem suveræne stater i et anarkisk verdenssystem. Dette verdenssystem bygger på én hovedregel, ikke at gribe ind i hinandens indre anliggender. Det lyder ideelt, men er det ikke. Reelt svarer disse principper, der stammer fra 1600-tallet, til den voldelige og anarkiske fase i samfundenes udvikling som skildres i de islandske sagaer. Man kunne godt få en dom på tinget, men der var ingen politimyndighed til at håndhæve dommen, hvorfor folk selv skulle samle en gruppe af slægtninge og venner hvis de skulle have deres 'ret'. Sådan fungerer det internationale 'rets'samfund stadig, når det kommer til stykket. Derfor fordømmer Kina så voldsomt interventionen i det suveræne Serbiens 'indre anliggender'. Det næste kunne jo blive Tibet!
At en stærk militæralliance har valgt at bryde med folkerettens principper om staters ret til at behandle deres indbyggere, som de selv vil, er det egentligt nye. Noget alle pæne mennesker, og især da venstreorienterede burde glæde sig over. Om det lykkes at redde Kosovo-albanerne er desværre mere tvivlsomt.
Magtanvendelse er, som vi så tydeligt får det demonstreret i disse dage, et tveægget sværd som meget let ender med at producere ulykker for dem, man havde til hensigt beskytte, og nationalistisk samling hos dem, bomberne falder over. Det utilsigtede resultat kan meget let blive en terroristisk stat, der i årtier vil forsøge at hævne sig på den koalition, der greb ind mod dem for at redde et mindretal af statens indbyggere fra flertallet. Måske vil serberne endda føre krigen over i vore lande, ja ligefrem forgribe sig på fredelige danske turister et eller andet sted i verden for at få hævn.
Vi er med, og det er ikke gratis, selv om vi kan håbe på at blive overset i kampens hede.
Det er en følge af verdenssituationen uden de to totalt dominerende supermagter efter afslutningen af Den Kolde Krig. I den situation er det nødvendigt at handle og tage ansvar, også for små lande. En kort tid håbede vi, at amerikanerne ville tage ansvaret på sig og gøre alt det ubehagelige, som vi så kunne tage moralsk afstand fra. Men det vil de netop ikke, hvorfor vi andre ikke kan nøjes med at levere humanitær bistand. Nogen skal også stå op mod bisserne og være klar til at slås, før der bliver plads til den humanitære bistand og den prisværdige redning af menneskeliv.
I dag derimod må vi tage konsekvensen af vore meninger. Alle dem, der har sagt, at den serbiske politik i Kosovo er for meget, og at nogen burde gøre noget er medansvarlige for situationen i dag. Også selv om de ikke synes, at alt er forløbet, som de kunne have ønsket sig. Det gør det sjældent i den virkelige verden. Sejren har altid mange fædre, men det har kluntethed og uønskede konsekvenser ikke.
At meget kunne være håndteret anderledes før konflikten er rigtigt. Men nu er tærsklen til voldsanvendelsen altså overskredet, og så bliver vi nødt til at gå hele vejen, eller i hvert fald langt. På den formentlig lange og ubehagelige vej må vi ikke glemme, at årsagen til konflikten er den serbiske undertrykkelse af det albanske mindretal. Uanset hvor lidende og heroiske serberne tager sig ud under regnen af bomber har de ikke lov til at behandle Kosovo-albanerne, som deres hær og politi har gjort. Det er det simple moralske regnestykke, hvis besvarelse vi ikke kan finde hjælp til i historiske erfaringer. Desværre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu