Læsetid: 7 min.

Krigsaviser

10. april 1999

Ifølge den sidste uges ledere og kommentarer i de førende internationale aviser er landkrig mest et spørgsmål om tid

Hvis det virkelig handler om at beskytte menneskene i Kosovo, hvis man virkelig vidste, at Milosevic forberedte en 'etnisk udrensning' i Kosovo - hvorfor var Nato så ikke forbereredt på at beskytte Kosovo-albanerne mod mord og drab, hvis bomberne ikke fik Milosevic til at opgive det planlagte folkemord? Med mindre NATO vil fortsætte sin hidtidige indsats ud i det absurde må man gøre, hvad forlængst burde være gjort: Sætte soldater ind, som straks kan etablere en beskyttelseszone i Kosovo.
Ellers vil ligdyngerne fortsat vokse. Og risikoen for, at krigen om få uger vil brede sig også til Makedonien og Albanien, vil fortsat vokse.
taz /die tageszeitung, leder 8. april

EU må nu bevise, at man har lært af krigen i Bosnien, og at man er i stand til at vise mere solidaritet. Dengang modtog Tyskland den største del af de fordrevne og følte sig derfor ladt i stikken af sine partnere. Med rette forlanger forbundsregeringen nu indtrængende en mere retfærdig fordeling af Kosovo-flygtningene. Anklagen fra Paris om, at Bonn reagerer panisk, er en undervurdering af begivenhedernes alvor. Frankrig, menneskerettighedernes ophavsland, bør ikke denne gang undslå sig for at modtage en passende andel. Og for det samlede EU gælder: Man har på Balkan allerede svigtet, når det gælder udenrigs- og sikkerhedpolitik. Nu må man i det mindste bevise sin kompetence på det flygtningepolitiske område.
Süddeutsche Zeitung, leder 8. april

De flyver, de flyver ikke, nu flyver de alligevel.
Indtil i går vægrede Lufthansa sig ved at befordre Kosovo-flygtninge til Tyskland. Angiveligt af sikkerhedsmæsssige årsager.
Pjaltede, udhungrede passagerer med deres sidste ejendele i papkasser - passede det ikke til billedet af det noble flyselskab med den fornemme slipseklædte kundekreds?
I går erklærede trane-selskabet (tranen er Lufthansas logo, red.) sig alligevel storsindet parat til at transportere flygtningene. Efter "afstemning på højere plan". Skåret ud i pap: Bonn har lagt voldsomt pres på.
Skam dig, trane!
Bild, kommentar, 8. april

Nitten demokratiske nationer fører ikke krig uden at give et stærkt indtryk af kakofoni og improvisation. Mange fejl er allerede blevet begået, heriblandt den, at man fra begyndelsen udelukkede enhver offensiv til lands i Kosovo. Det gjaldt om at berolige amerikanerne, der siden Vietnam-krigen har været traumatiserede ved tanken om, at en krig kan koste menneskeliv. Men det var især et første svaghedstegn over for Milosevic. Denne gang er det tyskerne, der har villet vise sig storsindede ved at tage initiativet til den massive modtagelse af flygtninge. De nordiske og anelsaksiske landes humanitære strenge begyndte straks at vibrere. Men Frankrig og Italien distancerede sig.
Le Figaro, leder

Udelukkelsen af en intervention på landjorden har helt sikkert været en fejlagtig melding, som har opmuntret Milosevic. Det er derfor nødvendigt at ændre nogle planer og prioritere en humanitær hjælp til de forflyttede, inden problemet bliver helt ukontrollabelt. Men det centrale mål - og det kan kun gennemføres med magt - må være at få Milosevic til at acceptere en fornuftig aftale. (..)
Brugen af militær magt er altid beklagelig, også når det sker for at stoppe forbrydelser som dem, der finder sted i Kosovo. Den civile befolkning i Serbien kan i dag mærke konsekvenserne af det på deres egen krop. Men når grusomheden og ufornuften har nået det niveau, som Kosovo-albanerne i dag lider under, så vil det være sarkasme at foretage en sammenligning af lidelserne. Tragisk nok er der ikke gode løsninger på problemet.
El Pais, leder, 5. april

Efter at have tvunget Iraks Saddam Hussein i knæ, havde Bill Clinton og Tony Blair ikke rigtig noget at tage sig til, så de fandt på en undskyldning, og anrettede stor skade i Jugoslavien. Ordsproget om at en dårlig håndværker altid lægger skylden på sit værktøj, passer udmærket her. Clinton, der var ude af stand til at udrette meget i sit eget land, og hans britiske kollega Blair, har grebet en knippel som de vil bruge til at disciplinere verden med. De opfatter sig selv som nyuddannede politibetjente. (...)
Det er i Indiens interesse at rette en stærk fordømmelse af det der nu sker i Kosovo. (..) Hvis Bill Clinton kan gå så langt som til at sikre uafhængighed for den overvejende muslimske befolkning i Kosovo, vil han så ikke også støtte Kashmirs krav om at blive slået sammen med Pakistan? Hvem vil forhindre disse vestlige udenomssnakkere i at mene, at kravet om en folkafstemning i Kashmir kan retfærdiggøres? Hvis Indien ikke er enig, kunne det få en lærestreg! Når 200.000 albanere bliver gjort hjemløse, himler man op. Men hvad med menneskerettighederne når 200.000 hindu familier bliver drevet ud af Kashmir, og tvunget til at leve i beskidte lejre i Delhi og Chandighar?
Den indiske avis, Gujarat Samachar, kommentar, 5. april

Nogle anklager Lionel Jospin for at have et andet og meget mindre nobelt formål i tankerne: Ved at lukke døren for flygtningene ønsker han at undgå, at debatten om indvandring blusser op på ny i Frankrig. Derfor ville den franske regerings holdning være mere klar og hævet over bagtanker, hvis Jospin havde taget den logiske konsekvens af sit argument. For hvis det virkelig drejede sig om at bringe flygtningene - eller i det mindste et vist antal af dem - tilbage til Kosovo, kan man lige så godt sige højt og klart, hvad det indebærer: En eller anden form for intervention på landjorden.
Le Monde, leder

Dette er en krig, der må vindes. Og som må kæmpes til ende med det formål. Den vestlige offentlighed er overbevist om dette, og afventer utålmodigt en klarere formulering af, hvordan en sejr kommer til at tage sig ud, og hvordan NATO vil opnå den. Set i sammenhæng med målsætningen om at vinde, lyder det hult, når NATO gentagne gange slår fast, at Milosevic må acceptere en politisk løsning baseret på aftalen fra Rambouillet. Selv med udstrakt selvstyre, gav aftalen Beograd den endelige magt over Kosovo, som skulle tømmes for tropper og paramilitære enheder i løbet af to år. Rambouillet er død nu. Tilbage er kun muligheden for en deling, eller et internationalt protektorat, som NATO kommer til at holde orden på i adskillige år fremover. (...)
Et protektorat er det mest fornuftige. Det vil i sidste ende føre til enten en Jugoslavisk konføderation under en ny konstitutionel ordning, eller til uafhængighed. Valget er Serbiens. Hvis Milosevic' politistat forbliver ved magten, vil uafhængigehed blive konsekvensen. Hvis hans regime bliver erstattet med en demokratisk regering, der, som det er tilfældet i Montenegro, går ind for fredelig sameksistens, ville en konføderation muligvis blive accepteret af de traumatiserede Kosovarer. Det ville skabe de bedste betingelser for en varig politisk stabilitet og den omfattende genopbygning der bliver behov for.
The Times, leder, 8. april

USA og NATO må være klar til at forhandle med Milosevic, hvis han kommer med et seriøst tilbud om fred, og i torsdags var der tegn på at en forhandlingsløsning hurtigt kunne udvikle sig, hvis han kom med et sådant tilbud. Men indtil han giver efter, må bombningerne fortsætte. Selvom angrebene ikke har gjort meget for at indskrænke den serbiske rasen i Kosovo, rammes militær og industrianlæg nu hårdt. Det vil til sidst aftvinge et mere omfattende fredsforslag fra Milosevic. I tirsdags tilbød han ikke at trække sine tropper tilbage fra Kosovo, og tillade flygtningene at vende hjem, eller tage nogen som helst andre skridt til at udbedre de sidste to ugers skader. NATO-medlemmer som Italien og Grækenland må se i øjnene, at en falsk fred i Kosovo, kun vil opilne Milosevic til at rette sin terror mod andre Balkan-lande.
The New York Times, leder 8. april

Jugoslavien nægter at vedgå, at landet forfølger civile albanere. Og hvem vil ikke vrænge ansigt ved at lægge øre til den jugoslaviske vice premierminister Vuk Drascovic, når han fortæller hvor velkomne albanerne vil være hjemme i Kosovo, når serbiske styrker blot få dage inden slog dem ihjel, eller stuvede dem ind i tog og lastbiler og sendte dem ud i det ukendte. Men mens dette er kynisk og en omgåelse af sandheden, er der imidlertid kun få i vesten, der kan kritisere ud fra en mere moralsk holdbar synsvinkel.
Er det mindre kynisk af NATO at prædike den rette tro overfor Beograd, mens organisationen lader et af sine egne medlemmer, Tyrkiet, forfølge kurderne? Er Washington mindre kynisk i sine beskyldninger mod Milosevic for at være agressoren, når det var NATO der afbrød samtalerne med ham, og begyndte at bombe?
I øjeblikket er der beskyldninger og dumhed nok, så det vil være bedst at lade være med at finde på nye øgenavne og indstille dæmoniseringen.
The Moscow Times, leder 8. april

Milosevic opfører sig utvivlsomt selvmorderisk, men det forhindrer ikke, at han er en durkdreven skakspiller. Selv om han får hårde tæv af NATO, er det stadig ham, der bestemmer spillet på en hel del fronter. Hans ensidige våbenhvile, der har til formål at forsyne tilhængerne af et lidet glorværdigt forlig med argumenter, har endnu ikke skabt synlig splittelse blandt de allierede, men det er det, der er hensigten.
Libération, leder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her