En kur mod cancer kan forventes i løbet af få år
CANCER
Det er en gylden regel for videnskabsformidlere, at de så vidt muligt skal undgå at bruge vanskelige fagudtryk, men i stedet bør beskrive det givne emne med almindelige, velkendte, danske ord. Læseren får alligevel ikke brug for at kende de svære fremmedord, når han er færdig med at læse artiklen, så hvorfor belemre hans hjerne med nye begreber.
I nogle tilfælde kan formidleren dog vurdere, at et 'svært ord' indenfor en overskuelig fremtid vil opnå almindelig udbredelse, fordi det beskriver noget epokegørende nyt, noget, som har afgørende betydning for kulturen.
Det gælder ordet angiogenese. An-gi-o-ge-ne-se. Læseren kan lige så godt lære det udenad med det samme. For det rummer nøglen til svaret på det tyvende århundredes største sundhedsvidenskabelige udfordring: At uskadeliggøre cancer.
Kamp for anerkendelse
Kræft, Cancer, The Big C som amerikanerne kalder det, er en sygdom som adskiller sig fra andre sygdomme ved, at den ikke smitter. Den slår sig selv ihjel sammen med sin vært. Det betyder, at den må opstå påny fra grunden hver eneste gang. Den er en fejl, den sker ikke med overlæg, selvom man ofte taler om kræften, som om den selv har en fordel af at udbrede sig. Den kommer ikke udefra, men indefra. Den er et resultat af den måde, vores gener fungerer på - det vil sige, den er iboende i, hvad man kunne kalde vores 'natur'.
Det er grunden til, at det har været så vanskeligt at behandle den. For alt, hvad der skader kræften, skader også kroppens normale celler. Alle hidtil kendte behandlingsmetoder har derfor været forbundne med store bivirkninger. Og forskningen i kræft har af samme grund været fokuseret på at finde forskelle mellem kræftceller og normale celler, så man kunne ramme kræften mere præcist.
En af de forskelle, som nu bliver tillagt en enorm betydning, er blodforsyningen. Allerede i 1971 opdagede den dengang 43-årige læge og professor Judah Folkman, at en tumor - en kræftknude - ikke kan blive større end to-tre millimeter, hvis den ikke får ordentlig blodtilførsel. Og hvad mere er: Han opdagede, at tumoren selv sørgede for at skaffe sig denne blodtilførsel ved at udskille stoffer, der stimulerer vækst af små blodårer i og omkring tumoren. Det er det, der kaldes angiogenese (af 'angio' = blodkar, og 'genese' = skabelse).
Folkman blev hurtigt klar over, at der måtte være store perspektiver i hans opdagelse - for hvis man kunne hæmme denne vækst af blodkar i nærheden af tumoren, så ville den ikke kunne vokse sig større end tre millimeter. Dermed ville den naturligvis gøre langt mindre skade.
Men den videnskabelige verden troede ikke på Folkmans opdagelse. Der gik lang tid, før han overhovedet fik offentliggjort sit arbejde i et videnskabeligt tidsskrift. Og da det endelig lykkedes, blev han mødt med massiv kritik. Han havde derfor svært ved at skaffe gode medarbejdere til sit laboratorium, han kunne ikke få den økonomiske støtte, han havde brug for osv.
Alligevel fortsatte han sit arbejde op gennem firserne og halvfemserne. Gennembruddet kom, da det i 1994 lykkedes for Michael O'Reilly fra Folkmans laboratorium at isolere et stof, som kroppen bruger til at hæmme dannelsen af nye blodårer.
Dermed blev Folkman og hans medarbejdere rehabiliterede i den videnskabelige verden, og listen over æresbevisninger og priser fylder nu hele to sider i Folkmans curriculum vitae.
Mirakelmiddel
Det utroligt heldige ved alt dette er, at nye blodkar stort set kun bliver dannet i forbindelse med fosterudvikling, sårheling og kræft. Så et stof, der hæmmer angiogenese, vil kun have indflydelse i disse tilfælde. Det vil sige, at patienten ikke vil få nogen bivirkninger af et sådant stof, medmindre vedkommende er gravid eller får brug for at hele sår op under forløbet.
Det er også yderst positivt, at angiogenese har vist sig at være nødvendig for at en tumor kan metastasere - kolonisere andre steder i kroppen. Hvis man kan forhindre tumoren i at danne nye blodårer, forhindrer man den altså også i at sprede sig.
Et angiogenese-hæmmende stof vil heller ikke give problemer med modstandsdygtighed. Hvor en kræfttumor har det med at vænne sig til den medicin, man forsøger at slå den ihjel med, rammer et angiogenesehæmmende stof blodåreceller, som ikke bliver modstandsdygtige.
Og fremfor alt vil et angiogenese-hæmmende præparat i modsætning til de klassiske præparater være effektivt mod alle kræfttyper, fordi enhver tumor er afhængig af blodtilførsel.
Men ikke nok med det. Man har opdaget, at angiogenese har betydning for nogle andre lidelser, nemlig psoriasis, vorter, sukkersyge-induceret blindhed samt muligvis åreforkalkning. Et stof, som hæmmer angiogenese, kan altså forventes at blive et rent mirakelmiddel.
Man kan så kun ærgre sig over, at forskningen i angiogenese er blevet forsinket i tyve år på grund af den videnskabelige verdens mistro mod Folkman. Men det nytter ikke at græde over spildt mælk. Netop nu er en lang række naturlige og syntetisk fremstillede stoffer ved at blive testet for deres angiogenese-hæmmende virkning. Mindst tre af dem er nået til den såkaldte 'fase tre-afprøvning', hvor man tilfældigt opdeler hundredevis af patienter i to grupper: Én som modtager en normal behandling, og en som modtager det nye stof. Disse stoffer har allerede vist god effekt i mus - i ét tilfælde har man fuldstændig kureret en gruppe kræftsyge mus med en kombination af to naturlige angiogenese-hæmmere.
Før man kan begynde at markedsføre disse nye stoffer, er der dog en del problemer, som skal løses. Hvor store doser er nødvendige, er der alligevel bivirkninger, hvem kan tåle at tage præparatet (sandsynligvis ikke gravide eller patienter, der lige er blevet opereret), vil man skulle tage præparatet resten af sit liv, hvordan virker præparatet sammen med andre stoffer osv. Så der går nok et par år endnu, før den første angiogenese-hæmmer kommer på markedet.
