Læsetid: 3 min.

For lavt niveau

17. april 1999

Ideen om et dansk bidrag til Ellington-jubilæet er god, men Tritonus-korets koncert i New York med big bandet Orbit og flere solister var en skuffelse

KONCERT
NEW YORK - For en del af de mange Ellington-interesserede amerikanere har omtalen af arrangementet sikkert virket interessant. Det tilkommer ikke enhver at spille Duke Ellingtons musik på prominente koncertsteder i denne måned, hvor begivenhederne i anledningen af, at Ellington ville være fyldt 100 år, kulminerer.
Ellington hyldes i radioprogrammer, aviser, magasiner og med bog- og cd-udgivelser, og som eksempel på seriøsiteten kan det nævnes, at Lincoln-centrets jazzorkester har viet alle arrangementer i '99 til musik af Ellington. I april opfører orkestret nogle af Ellingtons store værker sammen med New York-filharmonikerne.
Tidspunktet for et dansk bidrag kunne altså ikke have været bedre, og stedet var den fornemme Saint Peter's Lutheran Church, som er en moderne og også i jazzmæssig henseende kendt kirke, der ligger midt på Manhattan. Forventningerne til arrangementet burde kunne stige yderligere, når det læses i programmet, at der både er kor, orkester og kendte solister, samt at det er sponsoreret af blandt andet Det Danske Generalkonsulat, Det Danske Musikråd og Det Danske Kulturinstitut.

Bearbejdet udgave
På programmet stod Ellingtons Sacred Concert, hvilket var korlederen John Højbyes og orkesterlederen Peder Pedersens bearbejdede udgave, der baserer sig på materiale fra Ellingtons tre forskellige religiøse koncerter.
Der er i sig selv ikke noget anfægteligt ved, at Højbye og Pedersen ændrer og bygger videre på Ellingtons værk, og deres opprioritering af korets rolle er på flere måder værdifuld og hensigtsmæssig. En betydelig udbygning af koret bestod i en flerstemmig udsættelse af oprindeligt enstemmige passager, og det var udmærket med elegante klangflader, omend harmoniseringen var lidt for klassisk og ikke havde den originalitet, Ellington kendes på.

Udførelsen
Medens danskernes arrangement af Ellingtons musik generelt var udmærket, var udførelsen mere problematisk og på væsentlige punkter helt amatøragtig. Koret havde en flot, homogen klang, sang rent og præcist, og det er afgjort et godt kor til kompositionsmusik, men dets klassisk skolede klangideal og svage rytmiske fornemmelse med en skoleagtig synkopering egnede sig ikke til jazzmusik. Heraf følger, at koret var bedst til de ikke-swingende passager, hvor det frembragte et behersket og ophøjet udtryk gennem store, bløde klange. I de mange swingende passager stod koret svagt og gav musikken et ufrivilligt harmløst musical-præg. Orkestret støttede koret rimeligt, men fulgte ikke helt dets fintfølende dynamik, og rytmegruppen havde bortset fra bassisten ikke et professionelt niveau.

Forloren eksotisme
Jesper Thilo var den eneste musiker, der spillede jazz professionelt og udviste sans for at spille sig ind i Ellingtons musik. Thilo spillede nogle fine lyriske soli med strejf af både Johnny Hodges og Ben Webster, men hans indsats kunne ikke redde koncerten som helhed.
Den anden hovedsolist var den amerikanske sopran Lenora Zenzalai Helm, der har et smukt udseende men sang ukontrolleret og manglede elementære sangtekniske færdigheder. Danseren Mickey Davidson var ligeledes solist, og hun var ligesom sangeren dekorativ men kunstnerisk set en fiasko, idet hendes dans var så urytmisk, at det blev pinligt.

Hvorfor Tritonus?
Sammenfattende kan koncerten opfattes som et højdepunkt i Tritonus' og Orbits karriere, fordi de ud fra egen målestok leverede en god præstation. Men arrangementet må være utilfredsstillende for alle dem, der kender Ellingtons musik og opfatter den som kunst på samme måde, som andre opfatter Mahler eller Beatles. De ville næppe acceptere en semi-professionel opførelse af musikken ved et jubilæum, og for jazzpublikummet er det svært at opfatte koncerten som en fejring.
Yderst kritisabelt er det danske besøg i betragtning af, at det i hvert fald officielt er det eneste danske bidrag. Det kan undre, at arrangørne ikke har valgt eksempelvis Pierre Dørges jungleorkester eller Radions Big Band, der begge har mangeårig erfaring med at spille Ellington på et fuldt ud internationalt professionelt niveau.

*Duke Ellington's Sacred Concert i John Højbyes og Peder Pedersens udgave med Tritonus-koret og Orbit Big Band i St. Peter's Lutheran Church, New York den 14. april

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her