Analyse
Læsetid: 5 min.

Løn som forskyldt

22. april 1999

Gymnasielærere og sygeplejersker vil have bedre overenskomster, men har bundet sig selv

Borgerdyd blev til civil ulydighed, da 50 gymnasielærere og 300 elever i går standsede trafikken på en af Københavns store veje.
Klædt i sort og med hver deres NEJ-skilt foran sig, stoppede de trafikken i knapt 10 minutter for at demonstrere mod årets nye overenskomster for landets 9.000 gymnasielærere.
"Overenskomsterne er et skridt i den forkerte retning. De åbner mulighed for at sætte flere end 28 elever i klasserne, udhuler vores forberedelsestid og bringer den ensartede nationale studentereksamen og hf-eksamen i fare," forklarede Annette Nordstrøm Hansen, der er tillidsmand for lærerne på det københavnske gymnasium Østre Borgerdydskole og formand for gymnasielærerne i København.
I modsætning til de fleste i den kilometerlange kø, fandt Annette Nordstrøm Hansen det ikke mærkværdigt, at trafikanterne skulle blandes ind i gymnasielærernes frustrationer over, at have sadlet forkert i overenskomstforhandlingerne.
At kalde det andet end frustrationer, ville være forkert.
Selvom gymnasielærerne forsøger at rette skytset mod arbejdsgiverne i Amtsrådsforeningen, slipper de ikke uden om, at de selv valgte at gå til overenskomstforhandlingerne sammen med de øvrige 62.000 akademikere i Akademisk Centralorganisation (AC).
Og da godt 50.000 af de i alt 71.000 medlemmer i AC stemte ja til resultatet, er der ikke andet at gøre for gymnasielærerne end at sluge resultatet.
Det er vilkårene, når man går til solidarisk forpligtende forhandlinger sammen.
Vil man have styrken af at være mange, må man også acceptere, at man ikke kan få alle sine krav opfyldt.
Annette Nordstrøm Hansen erkender, at gymnasielærerne nu er bundet af AC-forliget, og at de derfor ikke med lovlige konfliktmidler kan udtrykke deres utilfredshed.
Hun overvejer derfor, om gymnasielærerne skal forlade AC-samarbejdet.
"Gymnasielærerne føler sig kørt over af AC. Jeg er meget skeptisk i forhold til et fortsat medlemskab af det fælles forhandlingssamarbejde. Man kan være bange for, at vi opererer på de offentlige arbejdsgiveres præmisser, hvor de kan vælge en gruppe af gangen og sætte den til spanking," siger Annette Nordstrøm Hansen.

Gymnasielærerne har sunget deres klagesang før. Både i 1993 og 1995 stemte de nej til AC-forliget og truede med at forlade samarbejdet. Men hver gang blev de alligevel af frygt for, at de ikke selv kunne matche forhandlingsstyrken hos AC.
Arbejdsmarkedsforsker Jesper Due fra Københavns Universitet mener, at gymnasielærerne nu må tage konsekvensen af deres gentagne kritik af AC.
"Nej'et er det rene hykleri. Anbefalingen er helt gratis for Gymnasieskolernes Lærerforening, fordi forliget alligevel bliver gennemført. Nu må de tage konsekvenserne af det nej og melde sig ud af AC," siger Jesper Due.
Han forventer ikke umiddelbart, at gymnasielærerne får noget ud af deres massive protester, men vil ikke afvise, at Amtsrådsforeningen inviterer gymnasielærerne til en kop kaffe og en snak, da amterne kan få svært ved at leve med den store utilfredshed blandt lærerne.
Hele 96 procent af gymnasielærerne stemte således nej til aftalen.
Også AC-formand Svend M. Christensen ryster på hovedet. Heller ikke han tror på nye forhandlinger. Og han vil slet ikke selv tage del i dem.
"Jeg opfatter ikke dette, som om AC har et problem. Det er Gymnasieskolernes Lærerforening, der har et problem, og det skal de ikke gøre til vores," siger Svend M. Christensen.
Også han finder det nødvendigt at overveje samarbejdet.
"Vi står stærkest, hvis vi står sammen. Men der er da gode grunde til at overveje, om samarbejdet skal fortsætte, og det vil vi selvfølgelig også gøre."
Han betragter gymnasielærernes nye overenskomst som et godt resultat, selvom der er opstået en mulighed for flere end 28 elever i klasserne og lavere forberedelsestid for de enkelte lærere, da 25 procent af forberedelsestiden lægges ud til lokale forhandlinger.
"Men det er jo ikke givet, at en decentral forhandling er til ugunst for gymnasielærerne. Der er to parter, der skal blive enige. Og hvis man på forhånd går ud fra, at man ikke er i stand til varetage sine interesser selv, så hører alting op."

Akkurat som gymnasielærerne har også sygeplejerskerne haft svært ved at forstå, hvad det betyder, når man vælger et solidarisk forpligtende samarbejde. Landets godt 50.000 sygeplejersker kastede sig i sidste uge ud i kamp med kun et mål for øje: Mindst et to-cifret millionbeløb mere i løn.
Som for gymnasielærerne er der en række gode argumenter for, at sygeplejerskerne skal have mere i løn. Men sygeplejerskerne synes at glemme, at de ikke både kan blæse og have mel i munden.
Også de har nydt godt af det store fællesforlig for de 640.000 kommunale tjenestemænd og overenskomstansatte (KTO), som forhandlede løn og ferie i samlet flok. Tilmed fik sygeplejerskerne en ekstra pose penge, fordi de fik de andre 61 KTO-organisationer overbevist om, at deres lønninger er for små. Alligevel vil de nu have mere. Desuagtet at de faktisk bliver nødt til tage fra de andre KTO-organisationer.
Det får da også KTO-formand Poul Winckler til at løfte en advarende finger i dagens avis.
"KTO-forliget er strikket sammen på en måde, hvor der virkelig er taget hensyn til alle 62 organisationer. Det vil ikke være særligt hensigtsmæssigt og rart, hvis der kunne ske forbedringer i forligsinstitutionen for en enkelt organisation," siger Poul Winckler.
KTO-formanden indtager synspunktet, at det forpligter at være i et forhandlingsfællesskab, hvor man giver og tager fra hinanden. Især når langt hovedparten af de 640.000 kommunalt ansatte stemmer ja til KTO-aftalen, som det blev klart i går da de omkring 400.000 medlemmer i LO-forbundene endte med et massivt ja.
Man kan ikke fortænke LO-medlemmerne i at få en slem bismag, når de først kæmper i samlet flok med sygeplejerskerne, hvorefter de hvidkitlede frejdigt stiller sig op ryggen af dem og forlanger mere.
De 64.000 folkeskolelærer, som i går varslede konflikt for 5.500 overenskomstansatte lærere i 53 kommuner landet over, står i en væsentlig anderledes situation.
De er tilfredse med KTO-forliget og ønsker kun deres egen aftale genforhandlet. Og i modsætning til gymnasielærerne har de sørget for at have lov til det.
Alligevel er der udsigt til vanskelige forhandlinger. Ikke mindst fordi lærerformand Anni Herfort Andersen skal gå en svær balancegang mellem to fløje, der er stort set lige store efter en urafstemning, hvor 50,8 procent stemte nej til den overenskomst, som lærerformanden selv anbefalede.
Det var et klart nej til aftalen om lavere forberedelsestid til gengæld for mere løn, og Anni Herfort Andersen er derfor pisket til at kæmpe for mere forberedelsestid, selvom halvdelen af hendes medlemmer foretrækker mere i løn. Puha!

Under alle omstændigheder har årets overenskomstforhandlinger på det kommunale område vist, at centrale forhandlinger for 640.000 offentligt ansatte er endog meget svært. Arbejdsmarkedsforsker Jesper Due venter, at KTO nu skal igennem et større hovedeftersyn.
"Der er gode anledninger til, at man overvejer hele forhandlingstrukturen. Meget kunne jo tyde på, at man bør bindes til forhandlingsresultatet, hvis man forhandler sammen, således at man ikke frigør den enkelte organisation og giver den mulighed for at lave en slags á la carte strategi."
Hos AC peger Svend M. Christensen på, at de seneste års overenskomster har lagt stadig flere spørgsmål ud til decentrale forhandlinger.
"Dermed skifter forhandlingernes indhold karakter, og derfor må der være god grund til at bruge de kommende år til at overveje om den måde, vi har skruet det hele sammen på, nu også er den rigtige."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her