Læsetid: 8 min.

'Makedonien tilhører også os'

16. april 1999

Drømmen om at forene den albanske nation i én stat eksisterer, men hidtil har de albanske partier i Makedonien arbejder på at skabe ligeberettigelse inden for statens rammer. Nu truer krigen i Kosovo med at få de etniske modsætninger til at flamme op

STORalbansk vision
TETOVO, MAKEDONIEN - "Albanerne i Makedonien befinder sig under fremmed besættelse. Vi er slaver her og har kun lænkerne at tabe.Vi holder makedonernes gader rene og vasker deres biler. De forhindrer os i at få en uddannelse, og vi må rejse til udlandet for at tjene penge."
Dr. Fadil Sulejmani, rektor for det albansk-sprogede universitet i Tetovo, er ved at tale sig varm. Han er en rank ældre herre med intense, blå øjne og en tilbagestrøget hvid hårpragt. De uforsonlige synspunkter, der i alt har skaffet ham fire fængselsdomme, falder i velovervejede sætninger, formuleret på formfuldendt tysk.
To gange har han set det universitet, han grundlagde i 1994, stormet af politistyrker. Sendt af en makedonsk stat, som mente, at en højere læreanstalt, der kun brugte det albanske sprog, var en trussel mod statens enhed.
I december 1994 angreb væbnede politistyrker universitetets administrationsbygning, tog alle dokumenter og tekniske hjælpemidler med sig og lod bulldozere jævne en bygning, der var udset til at være forelæsningssal, med jorden. I februar 1995 blev en studenterdemonstration mødt med væbnet politi, en student blev dræbt, og rektor Sulejmani og flere studenteraktivister måtte igen i fængsel.

"Værre end i Kosovo"
Det er bl.a. denne behandling, der får Sulejmani til at konstatere, at "albanerne i Makedonien havde det indtil for nylig værre end albanerne i Kosovo".
"Kosovo-albanerne blev i det mindste ikke forhindret i at oprette deres egne læreanstalter, da albansk blev afskaffet som undervisningssprog. Det blev vi her."
Siden de voldsomme sammenstød for fire år siden har universitetet i Tetovo været tålt af myndighederne, omend det aldrig er blevet godkendt som uddannelsessted. Eksaminerne tæller ikke, og universitetet får ikke statsstøtte, men må leve af indsamlede midler og brugerbetaling.
Alligevel har universitetet bredt sig og består nu af 15 fakulteter, spredt i bygninger og private huse i en forstad til Tetovo. Sidste år gik her 5.000 studerende, det ventes i år at stige til 6-7.000.
Universitetet i Tetovo opfylder et klart behov: På Makedoniens to andre universiteter, i hovedstaden Skopje og den sydlige by Bitola, foregår undervisningen kun på makedonsk (undtagen på det lille studium i albanologi), og albanere udgør under to procent af de studerende (på trods af, at albanerne officielt udgør 23 procent, uofficielt 30-35 procent af befolkningen i Makedonien).
Tidligere studerede mange unge albanere i Kosovos hovedstad Pristina, men antallet blev reduceret markant ved Jugoslaviens sammenbrud, og krigen har nu gjort studier helt umulige. Det fattige universitet i Tirana kan kun tage 80-85 studerende ind om året fra Makedonien.
Nu venter dr. Sulejmani på, om den nye koalitionsregering, der blev dannet efter valget i november sidste år med fem ministerposter til det største albanske parti, vil gøre en forskel. Men han er skeptisk:
"Jeg stoler ikke på denne regering. Hvis vort albanske parti virkelig ville arbejde for os albanere og ikke kun for egne privilegier, ville de stille følgende betingelser til regeringen: Hvis I ikke anerkender universitetet i Tetovo, vil vi ikke deltage i forvaltningen."

Makedonien må deles op
I det hele taget tror dr. Sulejmani ikke meget på, at albanere og makedonere kan leve fredeligt sammen i samme stat.
"Makedonerne lider af et patologisk had til os albanere, akkurat som serberne, de viser det blot ikke så åbent af hensyn til den vestlige offentlighed. Se blot, hvordan de behandler flygtningene fra Kosovo. De ydmyger folk ved grænsen, tvangsdeporterer masser af mennesker. Har de givet så meget som et kilo sukker til flygtningene?"
Dr. Sulejmani tror på, at Kosovo inden længe får sin selvstændighed og mener, at det bør give anledning til en folkeafstemning - både i Kosovo og Makedonien - om, hvorvidt man ønsker en forening af den albanske nation i én enkelt stat, Albanien.
"Der bliver ikke fred på Balkan, før vi opdeles efter etniske og nationale tilhørsforhold. Makedonien er en kunstig stat, skabt af politiske årsager. Men makedonerne har ingen national identitet, de er enten serbere eller bulgarere, og jeg kan - som sprogforsker - forsikre dig om, at makedonsk ikke er andet end en bulgarsk dialekt. Det vil være bedre for alle, hvis Makedonien deles op i en serbisk, bulgarsk og albansk del."

Vestlig nervøsitet
Det er synspunkter som disse, der ikke alene vækker vrede i Skopje, men giver hele det internationale Balkan-diplomati svedperler på panden.
Vesten er gået meget langt ud over hidtidige principper, da man involverede sig i forsvaret for Kosovo-albanerne og dermed blandede sig i en suveræn stats - Jugoslaviens - indre anliggender. Man har taget endnu et skridt i de seneste dage med erkendelsen af, at Kosovo - efter alt, hvad der er sket - ikke igen kan blive en del af Forbundsrepublikken Jugoslavien.
Nu skæver alle nervøst til typer som dr. Sulejmani, angste for, at en politisk løsning i Kosovo vil få afsmittende virkninger andre steder på Balkan-landkortet.

Opbakning til UCK
Også de makedonske myndigheder ved, at sprog og undervisning er to benzinvædede klude, der kan antænde det etniske hads bål, især i et studentermiljø, radikaliseret af albanernes befrielseskamp i Kosovo.
Derfor er fremmødet af politi og sikkerhedsstyrker stort, når unge etniske albanere efter en fodboldkamp går igennem Tetovos gader under kampråbet "U-Tje-Ka, U-Tje-Ka" (UCK, Kosovas Befrielseshær), bærende det karakteristiske albanske ørneflag.
Opbakningen til UCK er entydig hos de unge, jeg snakker med på cafeer og gader i Tetovo. Når min 19-årige kvindelige tolk håner de mange unge mandlige Kosovo-flygtninge, der nu hænger ud på gaderne i Tetovo, for ikke at være med i krigen som partisaner hos UCK, men lader "drengene fra NATO" om at vinde krigen, bliver de ikke vrede, som jeg havde ventet, men slår blikket ned og mumler et eller andet undskyldende.
"Mange herfra rejser over og slås i Kosovo. Vi organiserer det ikke, men hindrer det heller ikke," siger Alejdin Demiri, formand for Tetovo-afdelingen af Albanernes Demokratiske Parti, det albanske element i Makedoniens trepartiregering.
Demiri vil ikke kommentere de mange forlydender om, at hans parti fremtvang en genåbning af grænsen til Makedonien for titusindvis af strandede Kosovo-albanere, ved at true med, at partiet i modsat fald ikke ville kunne 'overtale' UCK til at lade være med at bruge makedonsk territorium som base for angreb på serbiske styrker i Kosovo. Men en kendsgerning er det, at grænsen er genåbnet, og at UCK ikke har etableret baser i Makedonien.
"UCK-aktivitet i Makedonien vil kun ske, hvis situationen bliver værre. I mit parti arbejder vi på at fastholde regeringskoalitionen og samarbejdet med de reformvenlige partier. Vi må sammen gennemføre de nødvendige ændringer i forfatningen og de love, der diskriminerer den albanske befolkning. Det er det sidste alternativ for Makedonien. Hvis det mislykkes for os, findes der ingen politisk løsning, og så vil der komme andre efter os. Det ved vi, og Makedoniens regering ved det også," siger Demiri.

Flagstriden
Alejdin Demiri kender alternativet til samarbejde på sin egen krop. For to år siden var han en af hovedpersonerne i den såkaldte flagstrid, der opstod, da han, der dengang var borgmester i Tetovo, sammen med kollegaen fra den nærliggende by Gostivar lod det albanske flag vaje fra officielle bygninger side om side med det makedonske. Da politiet kom for at hive flagene ned, stødte de sammen med albanske demonstranter, politiet gik til angreb med stor brutalitet, og tre albanere blev dræbt og ca. 100 såret.
Demiri fik to års fængsel for sin andel, men nåede kun at afsone otte måneder, før han blev løsladt i februar i år som led i den nye regerings amnesti til 'politisk motiverede fanger'.
"Selv i fængslet bliver albanerne diskrimineret imod. 99 procent af de indsatte var albanere, men blandt de 70 ansatte i fængselspersonalet var kun én albaner," siger Demiri med et smil.

Nye regering, nye løfter
Foreløbig er det denne diskrimination, de fleste albanere reagerer imod. Diskrimination hvad angår studiepladser på universitetet, job i det offentlige, hos politiet og i militæret samt den manglende støtte til økonomisk udvikling i den vestlige, albansk-befolkede del af Makedonien.
Valget i november sidste år førte til et regeringsskifte, og regeringssamarbejdet mellem ministerpræsident Ljubtjo Georgievskis Demokratiske Parti for Makedoniens Enhed, det mindre parti Demokratisk Alternativ og Albanernes Demokratiske Parti gav løfter om en periode med en lettet stemning blandt folkegrupperne.
Der blev indledt samtaler om en række reformer, der skulle give albanerne en større rolle i det makedonske samfund. Men først og fremmest gik man i forhandling om det mest brændende albanske ønske: en ændring af forfatningen. Den forfatning, der gælder nu, fastslår, at makedonerne og kun de er det statskonstituerende folk, mens albanerne blot er et af en række mindretal.
Så kom krigen i Kosovo, fordrivelsen af Kosovo-albanerne og den voldsomme albanske vrede over, at de makedonske partier i regeringen forsøger at begrænse tilstrømingen af albanske flygtninge.
"Regeringens handlemåde har øget risikoen for, at Milosevic vil få held med sit projekt: At destabilisere forholdene i nabolandene. Men vi har intet alternativ til at forsøge at få regeringssamarbejdet til at virke igen," siger Arben Xhaseri, leder af Albanernes Demokratiske Parti, til Information.

Integration og ligeret
"Det drejer sig om at få skabt projekter, der modvirker den meget skarpe etniske opdeling. Albanere og makedonere går i adskilte klasser lige fra første skoleår. Når de bliver større, går de i forskellige idrætsklubber, når de går ud, er det på separate barer og restauranter. Vi møder hinanden på gaden, hilser nogle gange, men vi ses sjældent i private sammenhænge. Af samme grund er andelen af blandede ægteskaber under én procent," siger Xhaseri.
Det er foreløbig dette, der er Xhaseris projekt: At få skabt lige rettigheder for albanerne og integration mellem de to folk - med respekt for hinandens sprog, kultur og traditioner.
Han afviser drømmen om et samlet Albanien.
"Følelserne kan sige os, at vi albanere må have samme ret som alle andre til at leve sammen i én stat, men de politiske realiteter er anderledes. Grænserne kan ikke ændres. Vesten vil ikke acceptere det, og vi har haft nok lidelser på Balkan, når nogen har prøvet på det. Det, vi må insistere på, er at få lige rettigheder med makedonerne. Makedonien tilhører også os."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu