Læsetid: 6 min.

Manden der manglede

27. april 1999

Georges Perec er forfatteren, der kan lede os gennem 60'ernes forbrugsverden

NY BOG
Alle detaljerne, dem de andre forfattere ser ned på og kun benytter engang imellem samlede Georges Perec til et nyt genialt litterært værk.
I fire år udforskede, interviewede og analyserede de: "Hvorfor er støvsugere på skinner så svære at sælge? Hvad mener man om cikorie i miljøer af beskeden herkomst? Kan man lide færdig puré og hvorfor? ... Hvad synes De om Deres vaskemaskine? Skummer den ikke for meget? Vasker den godt? River den ikke tøjet i stykker?"
Georges Perecs debutroman Ting fra 1965 er så velskreven, at man allerede på de første sider tænker på citater, for længere henne at opdage at det har ingen ende. Det hele er så vidunderligt, virker så enkelt, så selvfølgeligt, så "hvorfor har jeg aldrig tænkt på det"-agtigt.
Og så er Perec den forfatter, der kan lede os gennem 60'ernes steder og beskrive tingene der. Han er manden der manglede. Han satte alle detaljerne, alt det de andre synes var overflødigt måske endda lidt uværdigt frem på hovedpladsen. Og som en munter virtuos dyrker han det og samler så denne overflod af detaljer på sin geniale facon . Han kaster sig stædigt ud i kun at ville lege, og det lykkes på vidunderlig måde.
Overalt i Ting fornemmer man den sjove, opmærksomme, nysgerrige, følsomme Perec, og romanen er dobbelt spændende, fordi den nu også er historisk, og viser, hvor utroligt han har forstået at gengive sin tid.
Originaludgaven har faktisk undertitlen: 'en historie fra tresserne', og i Frankrig er den obligatorisk pensum i gymnasiet, netop som 60'ernes roman. Mærkeligt at vi først nu stifter bekendtskab med den på dansk.

Ting fylder
Ligesom Flaubert, der med Madame Bovary ville skrive en sentimental og moralsk historie om sin tids mennesker, ville Perec i Choses som Ting hedder på fransk diskret gøre det samme, og ligesom Flaubert, der til sidst var godt træt af kun at blive betragtet som en vågen observatør af skik og brug på landet, blev Perec også træt af at stå som socialhistorisk dokumentarist for sin tid. Han ville også vise, hvordan ting, der fylder for meget i livet, fører til frustration og tomhed, og hvordan vores forbrugssamfund fungerer omkring en mekanik, som ingen kan undgå.
Ting blev straks udråbt til et hovedværk, og den 29 årige Perec startede brat sin litterære karriere med at få den fornemme Renaudot-pris for romanen, som sikkert er hans mest citerede, solgte, og oversatte værk.
Sylvie og Jerôme er det unge parisiske par, der efter at have forladt deres studier lever af småjobs med at lave sociologiske undersøgelser for forskellige firmaer, fuldstændig som Perec selv gjorde det. De betragter sig som venstreorienterede, læser dagbladene Libération og Le Monde, men de gør ikke nogen hemmelighed af, at de også er folk for det højreorienterede ugeblad l'Express, der giver dem alle tegn på komfort, tykke badekåber, smarte afsløringer, mondæne strande, det eksotiske køkken, de nyttige fiduser, de intelligente analyser og de små billige steder.

Perecs stil
Noget fantastisk i romanen er Perecs anvendelse af den grammatiske struktur som et led i handlingen. Hele det første kapitel, der handler om parrets drømmebolig, er skrevet i verbaltiden 'conditionnel'. Det blir på dansk til "ville, skulle, burde" osv.
Hele det sidste er skrevet i fremtid. Her drømmer Jérôme og Sylvie om hjemkomsten til Paris efter et mislykket forsøg på et nyt liv i Tunis.
Tidsrummet ind imellem er skrevet i datid. Det danske sprog kan ikke helt klart vise disse verbaltider, men alligevel fornemmer man, hvordan den grammatiske struktur fuldstændig svarer til den situation Jérôme og Sylvie befinder sig i, og den ændrer fortællingens neutrale og afmålte facon til en personlig rørende historie.
Perecs personer, for hvem intet menneskeligt er fremmed, er inkarnationen af et dilemma om at sige ja eller nej til den verden, de er blevet anbragt i. Forbrugssamfundet er kun konteksten.
I romanen ser man allerede de stiltræk, der blev så karakteristiske for Perec, en næsten besættelsesagtig trang til ophobning af detaljer, i senere bøger tilføjes ordrepetitionen, der som et netværk kæder handlingen sammen, og en systematisk laven talesprog til en sum af retoriske sprogformer.
Ofte er det muligt, selv hos store forfattere, at sige at deres stil er inspireret af andre, men nogle få - Kafka og Roussel f. eks - er så specielle, at deres værk er unikt. Sådan en forfatter er Perec. Og selv om han blandt andet beundrede netop de to og citerede dem i sine værker, finder man ikke sætninger, som nogen af dem kunne have skrevet. Det samme gælder hans forhold til forfattere som Queneau, Melville eller Nabokov, som han beundrede. Man kunne ikke sige, at han var deres discipel.

En søgende mand
Bag al ordvirtuositeten er Perec en altid søgende mand. Han var polsk jøde, født i Paris 1936 af forældre, der var indvandret 10 år før. Sin far mistede han i krigens første tumult, og hans mor blev deporteret i 1943 til et ukendt sted. Han var vidne til vort århundredes ødelæggelser, "historien med den store økse", og det jødiske menneskes tragedie er overalt i hans værker. Men det bliver aldrig udstillet, som regel diskret set gennem den forældreløses individuelle erfaring, som en nostalgisk kærlig leden efter en historisk og sproglig identitet og et følelsesmæssigt tilhørssted.
For Perec var jødedommen netop ikke en fælles tro og et fælles sprog, den var en tavshed, fravær, et spørgsmål og en ubeslutsomhed. "At være jøde vil sige bare at være i live ved et tilfælde eller ved at flygte i eksil."
Foran en sådan tomhed vælger han det udgangspunkt at skrive under sproglig tvang. Ordoverfloden og den stilmæssige strenghed, han pålagde sig, går for Perec ud på ét. Som en forfatter der vil genskabe en verden uden mening ved hjælp af sproget, må han nødvendigvis spørge, hvor han skal begynde, og med hvilken ret han kan skrive hvad som helst. Selve ordet bliver til under tvang, og han fandt sine forældre og sin fortid ved at fastholde nogle ting for at få dem til at overleve. Men hans verden, genskabt eksperimentelt ved litteraturens hjælp var dog også dømt, ligesom den han var født i, og hans romaner går ofte ud i det tomme rum eller i døden.
Han fandt et tilholdssted i gruppen l'Oulipo, der var stiftet af forfatterne Raymond Queneau og Francois Le Lionnais omkring bestræbelserne for at lave 'litterær tvang'. Her kunne Perec eksperimentere frit med alle mulige sproglige regler og love for sig selv.
Højdepunktet blev hovedværket La vie mode d'emploi, (Brugsanvisning på livet), der straks ved udgivelsen blev berømmet og hædret med Médicis prisen Han brugte ni år på at skrive romanen, der samler en mængde menneskers liv, og man har kaldt den en ny Comédie humaine efter Balzacs forsøg på at lave den 'menneskelige komedie' af sit værk. Forlaget Tiderne Skifter har efter sit spændende initiativ med Ting lovet at udgive også dette hovedværk, så der er noget at glæde sig til.
Perecs repetitionsteknik får sit højdepunkt i l'Homme qui dort. (Manden der sover ). I La Disparition (Forsvinden) skaber han en roman uden 'e', der dog er det mest hyppige bogstav i det franske sprog. Senere lykkes det ham at skrive en roman med 'e' som eneste vokal, men i Les Revenentes (Gengangerskerne) bliver han dog nødt til at snyde, og en del at romanens humor er de mærkelige stavemåder han må finde på for at få tingene til at gå op.
Perec døde af lungekræft den tredie marts 1982 på Charles-Foix hospitalet i Ivry.
Hvor er han et spændende bekendtskab!

*Georges Perec: Ting. Overs. af Pia og Palle Birkholm. 110 s. 185 kr. Forlaget Tiderne Skifter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her