Læsetid: 12 min.

McWorld vs. Serbien

24. april 1999

McWorld-kulturen har skabt et samfund, der har meget lille vilje til at udkæmpe en
rigtig krig. Det er et blødsødent, narcissistisk samfund, der bekæmper en hårdkogt diktator,
siger den amerikanske politisk filosof Benjamin Barber

I en anmeldelse af Benjamin Barbers bog Jihad vs McWorld skrev en amerikansk kommentator, at der indtil videre endnu ikke har været udkæmpet en krig mellem to lande, hvor fastfood-kæden McDonalds' sælger sine amerikanske bøffer. Eftersom McDonalds' og Coca-Cola kan indtages næsten overalt i verden, skulle krig altså være blevet umulig i den globale økonomi.
Denne ret overfladiske betragtning er nu blevet modsagt af virkeligheden, siger Benjamin Barber i et eksklusivt interview med Information.
"I Serbien findes der masser af McDonalds'. Vi oplever i disse uger den første borgerkrig i McDonalds'-epoken. McWorld (NATO) mod Serbien."
- Hvad var Deres reaktion, da de hørte om rockkoncerter i Beograd, hvor populære serbiske sangere raser mod USA og NATO, eller da De så billeder af ødelæggelsen af McDonalds' og det amerikanske kulturcenter i byen?
"Jeg tror, at en del af serbernes vrede kan tilskrives deres overbevisning om at være lige så vestlige som andre europæere. De tilhører McDonalds'-kulturen, så hvorfor bombarderer vi dem? De forstår det simpelthen ikke. De siger: 'Jamen, vi er jo som Jer, vi elsker den samme musik, den samme mad, vi elsker Jer. Dette her må være en fejltagelse! Hvis I endelig skal lade bomber regne ned over nogen, så må det vel være Kosovo-albanerne. De har ikke McDonalds', de er fattige, de er muslimer.'"
"For serberne hænger det her ikke sammen, og den fornemmelse er selvfølgelig langt mere reel for dem end for os."
- Hvad med amerikanerne? Skelner de mellem kristne serbere og muslimske albanere?
"For amerikanerne er udlændinge udlændinge og punktum, uanset om de er serbere eller ej. Husk på den amerikanske isolationisme! Ni ud af ti amerikanere er ikke interesserede i verden udenfor De Forenede Stater. De fleste af dem har aldrig været i udlandet. Da Newt Gingrichs nye republikanere vandt flertal i Kongressen i 1994, viste det sig, at 77 af 80 nye kongresmedlemmer fra Syden og Vesten aldrig havde været besiddelse af et rejsepas. De fleste amerikanere er imod at give bistand til udviklingslande."

Elitens behov for dæmoner
"'Vi amerikanere bør kun tage vare om os selv. Lad den korrupte verden være i fred,' sagde man i det 19. århundredes Amerika. Denne type isolationisme har igen vundet fodfæste på højre- og venstrefløjen i USA. Hvorfor skal amerikanske liv spildes på korrupte borgerkrige!"
- Men tror De ikke, at amerikanerne finder det ret mærkeligt pludselig at se mennesker - som ligner dem selv - demonstrere med anti-amerikanske skilte? De er vant til at se arabere og mørklødede ansigter på tv-skærmen?
"Absolut. Når der er tale om en anden race som arabere, der demonstrerer, så er reaktionen altid: Åh, det er disse vanvittige mørklødede udlændinge! De fortjener, hvad de får - altså missiler. Se, de står der og brænder det hellige amerikanske flag! Når folk derimod sidder i en café lige om hjørnet og ligner amerikanere, og serbere er utvivlsomt mere beslægtede med os end albanere er, så får piben en anden lyd. Det kan underminere befolkningens støtte til krigen."
"Det er derfor den politiske elite i USA og Vesteuropa har behov for at dæmonisere Milosevic, der egentlig ikke er meget værre end mange andre tyranner. Det er derfor, at vores ledere helst ikke vil sende landsoldater ind i Kosovo og Serbien. Billederne af serbere i Beograd og Novi Sad gør det politisk vanskeligt at vælge den udvej."
- Er denne krig et udtryk for, at NATO vil påtvinge serberne sine værdier. Hvilke værdier er det egentlig, vi står for, når vores bomber dræber civile serbere og samtidig ikke formår at redde Kosovo-albanere fra at blive slagtet eller deporteret?
"Ja, det er lidt af et dilemma, men vel ikke en helt usædvanlig situation under krige. Det går altid ud over civilbefolkningen. Måske er det et mere interessant fænomen, at McWorld-kulturen har skabt et samfund, der har meget lidt vilje til at udkæmpe en rigtig krig. USA og NATO er i virkeligheden ikke i stand til at anvende deres enorme midler til at føre krig. Hindringen er ikke så meget etisk - om hvorvidt menneskeliv vil gå tabt på begge sider - men mere et spørgsmål om et blødsødent, narcissistisk samfund, der bekæmper en hårdkogt diktator."
"Amerikanerne er meget mere optaget af deres tv, deres spillefilm, deres biler end af at gøre Jugoslavien til et beskyttet område for albanere. På den anden side er Slobodan Milosevic langt mere interesseret i at bevare sit serbiske mini-imperie i Jugoslavien end i sit folks velfærd. Diktatoren er villig til at ofre en masse menneskeliv og infrastruktur for at bevare sit mini-imperie, mens USA og NATO næppe kan overkomme at miste én eneste pilot og da slet ikke faldne soldater under en invasion. Resultatet er, at vi udkæmper en krig uden vilje til at vinde."
"Den anden pointe er, at medierne dominerer i McWorld. Hver gang en pilot bliver skudt ned eller taget til fange, præger det forsiderne i dagevis. Tænk, hvis Life Magazine under Anden Verdenskrig havde illustreret sine forsider med grusomme billeder af faldne amerikanske soldater fra fronten! Det amerikanske engagement i krigen ville straks være blevet bragt til ophør, og Hitler ville have vundet. Mediernes personlighedsgørelse, fejring af vellevnedet og deres narcissistiske tilbøjelighed underminerer vores vilje til at føre krig."

Troen på en high tech-krig
"Alt bliver gjort personligt. Krigen handler ikke længere om at realisere et mål, men om at fortælle historien om piloterne i deres jagerfly og deres familie. Hvordan stopper vi en diktator fra et begå folkemord, hvis det hele ender som en sæbeopera i medierne om de stakkels piloter og deres familier?"
- Det er altså på en måde en ulige konflikt, fordi krigen ikke udkæmpes på militær-logiske vilkår. Men det opvejes vel af NATO's højteknologiske overlegenhed?
"Ja, men problemet med en high tech-krig er, at du ikke kan ramme sikkerhedspoliti og para-militære styrker, der går fra hus til hus og myrder albanere. Vi vælger i stedet at ramme Serbiens infrastruktur, men det er på en måde det gale mål. Det svarer til at ramme træneren i stedet for bokseren i ringen. Historisk set har bombetogter uden indsættelse af landstyrker aldrig virket - hverken under Den Anden Verdenskrig, i Korea eller i Vietnam. Selv i Kuwait måtte vi stille op med soldater."
- Det er sandelig en besynderlig måde at føre krig på. Nogle amerikanske piloter står op om morgenen i USA og spiser morgenmad med familien, kører til basen, sætter sig ind i et B-2 bombefly og flyver til Serbien, løsner bombelasten, vender om og er tilbage samme dag, hvor de kan gå på stadion og se fodbold med deres søn...
"Husk på, i denne amerikanske pilots hoved er der meget lidt forskel mellem en fodboldkamp og krigen mod Serbien. Der er to hold, som kæmper mod hinanden."
"Den nye generation af amerikanerne er vokset op med robotspil og krigslege på computere. Krig med højteknologiske våben minder i høj grad om disse computerspil. Nogle trænere i militæret hævder, at amerikanere er de bedste piloter og bedste operatører af high tech-krig, fordi de er vokset op i den kultur. Deres koordinering af øjne og hænder er perfekt. Alt det dér med at stå ansigt til ansigt med en fjende på slagmarken og skulle skyde eller stikke en kniv i ham eksisterer ikke længere. Man sidder ved en computer."
"I Amerika er vi meget entusiastiske omkring teknologi. Vi tror, at det kan løse alle problemer. Hvis vi blot forbinder alle skoler til informationsmotorvejen, så har vi løst alle problemerne i vores offentlige skolesystem - uagtet kriminalitet, racisme og analfabetisme. Hvis vi forbinder vores krigsmaskine til informationsmotorvejen, vinder vi derfor krigen. Der er selvfølgelig en historisk årsag til dette højteknologiske valg. Vi har ikke udkæmpet en krig i dette århundrede på vores egen jord. Sidste gang det skete, var under borgerkrigen i 1860'erne og det var en meget blodig affære, som amerikanerne ikke glemte i generationer. Det var bl.a. derfor vi trådte så sent ind i Første og Anden Verdenskrig. Dengang tog soldaterne afsted til oversøiske lande. Nu flyver de afsted om morgenen og kommer hjem om aften."
- Mange troede, at medieteknologi som satellit-tv og adgang til Internet ville kunne give serberne et objektivt billede af Kosovo-albanernes lidelser, men mediets demokratiske mission synes ikke at have virket. De fleste serbere affejer CNN's og Internets skildringer af flygtningenes skæbne. Hvordan kan det forklares?
"Det er rigtigt. På ét af sine sidste møder i Beograd med Milosevic fremlagde general Wesley Clark sattelitfoto af massakren i Racak i januar og Milosevic' reaktion var: Den massakre er iscenesat af propaganda-årsager."
"Masser af serbere er overbevist om, at vestlige medier laver anti-serbisk propaganda. I deres øjne er Kosovos Befrielseshær en terroristgruppe, og Jugoslaviens hær er taget ned for at rense dem ud, og i den forbindelse har der været civile ofre."
"Det er samme måde at rationalisere på som her i Vesten. Vi siger, at mens vi var ved at beskyde serbernes pansrede mandskabsvogne fra luften, ramte vi nogle albanske civile. Serbien hævder, at deres sigte var UCK. Mange amerikanere er overbevist om, at det er yderst beklageligt at civile Kosovo-albanere mister livet under NATO's luftbombardementer, men de giver vores regeringer ret i, at det hele er Milosevic' skyld. Men der er masser af serbere, der hader Milosevic og alligevel mener, at massakrerne kan tilskrives UCK's aktiviteter i Kosovo. 'Beklager, sådan er krig og det kan ikke være vores skyld,' siger de. For mig at se er den logiske slutning ens."

Hykleriet breder sig i Europa
- Set på afstand virker det som om europæerne fuldt ud har accepteret amerikanernes måde at føre krig på...
"Jeg er bange for, at der er en mere enkel forklaring på det fænomen. Jeg tror ikke på, at europæerne accepterer amerikanske normer for krig. Sagen er, at europæerne ikke besidder den ringeste politiske vilje til at gå i krig. Det har vi set i de sidste 20 års konflikter i Nordafrika og Mellemøsten. Europæerne har simpelthen ikke lysten til at gå i krig og miste soldater. Det gælder især for franskmændene og tyskerne har deres egne historiske grunde. Resultatet er, at man lader amerikanerne betale de politiske omkostninger."
"Hykleriet breder sig i Europa. Vi taler om at stoppe massemord på et etnisk folkeslag og redde Kosovo-albanerne, men vi er ikke villige til at formulere og gennemføre en strategi, der koster os noget i form af menneskeliv. Det er på sin vis forståeligt i USA's tilfælde, fordi selve begivenhederne befinder sig på lang afstand, og de fleste amerikanere er kun villige til at betale prisen, hvis vi undgår, at vores soldater blive bragt hjem i kister. Vi lider stadig af Vietnam-syndromet. I Europa burde holdningen være noget anderledes. Det er Jeres baggård."
- Kan russernes åbenlyse opbakning til Milosevic-styret skyldes, at de to slaviske lande deler en fælles skæbne under post-kommunismen, hvor alle problemer bliver lagt over på en vanartet udgave af kapitalismen?
"Det er nok rigtigt, at den parallel forefindes. Men jeg ville beskrive situationen fra en anden synsvinkel. Èn af de største katastrofer i international politik efter Den Kolde Krig var udvidelsen af NATO. Det var en fuldstændig vilkårlig beslutning og et unødvendigt angreb på et i forvejen såret Rusland, som havde mistet glansen fra sin storhedstid. Russerne var forbitret over at være endt som Europas syge og fattige mand. Så kommer NATO minsandten og gnider salt i det åbne sår og skubber sin grænse lige op til det gamle Sovjet-imperium."
"I forbindelse med Tysklands genforening opgav Rusland frivilligt sin østlige stødpudezone, inklusiv Polen og Tjekkiet. Nu hører det område under NATO."
"Vreden over NATO's krig mod Jugoslavien er forståelig, men det er samtidig blevet en oplagt lejlighed til at genvinde noget af Ruslands selvrespekt og endnu engang udfordre vestlig tankegang og hævde sig i international politik. I dag anser USA Rusland for at være nøglen til en diplomatisk løsning af konflikten. Så på en mærkelig måde giver krigen Rusland en mulighed for at demonstrere sin indflydelse. Nu har Vesten pludselig brug for stakkels lille Rusland. Det kan de vel næppe andet end fryde sig over i Kreml. Det vrimler med paradokser i denne krig.

Lystmordere med Adidas og Walkman

Den amerikanske politiske filosof Benjamin Barbers bemærkelsesværdige bog fra 1995 Jihad vs. McWorld, How Globalism and Tribalism are Reshaping the World kan uddybe forståelsen af, hvordan det kunne lade sig gøre, at NATO og Serbien pludselig - og overraskende for mange - gik i krig med hinanden for en måned siden.
"Jeg låner dette udtryk - Jihad - fra muslimske krigere, som har gjort slagtning af dem, der er anderledes, til den mest ærefulde mission i tilværelsen," forklarer Benjamin Barber i bogen. Det er ikke kun muslimer, men også kristne folk, tyskere, hinduer og arabere, der ud fra en anti-moderne holdning erklærer 'hellig' krig mod McWorld - den vestlige civilisation ledet af amerikansk kulturs globale overherredømme. Og pointen er, at McWorld på paradoksal vis endda er med til at skærpe polariseringen."
"Jihad er en rabiat reaktion på kolonialisme og imperialisme og deres økonomiske afkom, kapitalismen og moderniteten," skriver Barber. "I dag kræver disse impulsive Jihad-kræfter at få at vide, om der nogensinde igen vil være et Serbien, et Flandern, et Quebèc, et Tutsiland eller et Catalonien."
"Jihads målsætning er at overvinde moderniteten, og hvis det betyder, at man må kaste den borgerlige nationalstat med dens demokratiske institutioner over bord, ja så er det en rimelig pris at betale for den krig, jihad-krigerne fører for at genopbygge deres fællesskab og isolere sig fra McWorld."
"Jihad-æraens nye stammer er morderiske og fanatiske, men samtidig er de defensive og går i små sko. Deres håb er at etablere små øer af provinsielt broderskab i et ocean, der ubarmhjertigt filtrerer det essentielle væk og udtynder de broderlige bånd."

En blodig bue
Jihad-filosofien omfatter ifølge Benjamin Barber en bred bue af bekrigende stammer, som rejser sig fra Adriaterhavet og går gennem Albanien og Jugoslavien og - flankeret af Bulgarien i syd og Ungarn i nord - og den fortsætter videre nordøst på gennem Rumænien, Transylvanien, Moldavien og Bessarabien og ind i Ukraine, videre til Krim-halvøen for derefter at løbe rundt om Sortehavet og ende i Transkaukasus, hvor Armenien og Asjerbadjan bekriger hinanden, og tilsidst når den kanten af det Kapiske Hav, hvor Europa afløses af Asien.
"I den blodige bue fra Centraleuropa til Vestasien er McWorld både målet for og årsagen til fremvæksten af den uimodståelige Jihad. Den omfattende kriminalitet, som ofte er umulig at skelne fra en anarkistisk markedsøkonomi, forsyner anti-vestlige ballademagere og den nye/gamle race af kommunistiske nationalister med slagkraftig ideologisk ammunition."
Tanken falder måske umiddelbart på Slobodan Milosevic og hans geniale manipulation af det serbiske folk, der nu har har rejst sig til kamp mod McWorld, dens bomber og krydsermissiler. Men i denne nye epoke er virkeligheden broget og forvirrende, for "serbiske mordere går skam rundt i Adidas-sko og lytter til Madonna på en walkman, mens de sigter på civile muslimer i Sarajevo, der i allerstørste hast prøver at fylde deres vandbeholdere ude på gaden."
I dette Barbers situationsbillede kan man blot udskifte Sarajevo med en landsby i Kosovo.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her