Læsetid: 13 min.

Mening med galskaben

17. april 1999

I ti år var Elgard Jonsson indlagt som uhelbredelig skizofren på en lukket afdeling. Men mødet med socialrådgiveren Barbro Sandin, bragte Elgard tilbage til den virkelige verden, efter flere års banebrydende terapi. I dag er Elgard uddannet psykolog og arbejder selv
med gale i psykiatrien

Det er dagen efter premieren på operaen Galefyrsten. Operaens libretto er skrevet på baggrund af Elgards Jonssons bog af samme navn, der også er dramatiseret både til tv og teater. Bogen beskriver Elgards Jonssons tiår på den lukkede psykiatriske afdeling på Säters sygehus, ikke langt fra denne svenske provinsby, hvor operaen opføres.
Elgard var indlagt med diagnosen skizofreni. Det er et særsyn at skizofrene i behandlingssystemet bliver helbredt. I de forudgående samtaler har vi enedes om at tale om 'galskab', frem for at benytte psykiatriens mere smalt definerede, men mere politiske korrekte termer.
I scenografien på den nu forladte operascene, sidder Elgard Jonsson i lyset af en enkelt projektør. Midt på scenen står en metalseng, ved siden af ligger bælte og spænder, elektrochokapparatur, og andre remedier fra 1960'ernes psykiatriske afdelinger.
Elgard passer ikke ind i scenografien, han ser for almindelig ud. Han er en midaldrende mand, der ser yngre ud end sin alder; slank, nydelig og pænt klædt. Et tilsyneladende ganske almindeligt menneske - midt i de gales univers.
"Galskab er kaos. Det er en kaotisk tilstand. Det gælder både det ydre sproget og alt det, men også det indre, den indre logik. Galskab er også, at man flygter fra livet, virkeligheden og sig selv. Man kan ikke klare at være menneske, man kan ikke håndtere sine følelser, sit liv. Man kapsler sig ind."
Elgard Jonssons stemme er lav men indtrængende og giver resonans i det store tomme rum.
"Alle mennesker benytter sig af dette, når de drømmer sig væk, dagdrømmer. Mennesker, som drikker eller tager stoffer, prøver også at slippe for det, de ikke kan holde ud. Man kan sige, at galskab er en almindelig følelse, som kan gradueres. Man siger for eksempel at 'det var galt af mig'; det er jo ikke en rigtig galskab, der refereres til, men en gradbøjning af begrebet. Og forstørrer man dette begreb har man 'rigtig' galskab. Mennesket har galskaben inden i sig som en flugtmulighed fra en verden, mennesket ikke længere magter. Latent findes galskaben hos alle mennesker."
- Hvad skete der, da du selv blev gal?
"Det var i sommeren 1966, hvor det hele eksploderede i mig. Det var en smuk sommerdag. Det var så varmt. Efter mit sammenbrud gik det pludseligt op for mig, at jeg ikke kunne se det smukke, de grønne farver, solen. Det var som om, sanserne var blevet skruet ned - som på et tv, hvor man kun modtager en flad sort/hvid gengivelse."
"Når du er meget træt, så er det svært at modtage indtryk, svært at mærke glæden ved det grønne og det fine. Hele organismen er udtørret, og så orker du ikke at modtage - gradbøj dette i højeste potens..."
"Det tilbageblevne var en brunmeleret tone, uden lugt, indlevelse eller reel oplevelse, sådan var det i næsten ti år."

Rekvisitterne står og ligger tilbage på scenen i den tilfældige orden, som forestillingen i går aftes efterlod det i.
"Galskab kommer ikke med et slag. Det hele foregår trinvist, og du registrerer det først, når du pludselig er tippet over. Det er som en nedadgående trappe. Man taber gradvis sine færdigheder. Jeg var vældig god til matematik, men som tiden gik, var det som om, jeg ikke længere kunne lære det. Jeg kunne ikke forstå det, lige meget hvor meget tid jeg end brugte. Matematik er uhyre logisk, det er meget præcise love, der gælder, men jeg tabte den evne - sansen for logikken."
- Hvorfor blev du gal?
"Kærlighed er en livsbetingelse, kærlighed er næring, en vækstbetingelse. Mange af de mennesker, jeg har behandlet, har haft den fællesnævner, at de som små børn ikke har fået en egentlig plejende og kærlig omsorg."
"Min mor fik polio i mit første leveår, så hun var lammet i - jeg ved faktisk ikke hvor længe - og kom siden på sanatorium, hvor vores relation ligeledes blev brudt. Efter mine forældre blev skilt, isolerede min far og jeg os i skoven, hvor han arbejdede. Min mor tog mine ældre søskende med sig og lod mig blive tilbage, for at han ikke skulle følge efter - måske ville han have fulgt efter hende - men jeg blev til en handelsvare."
Et enkelt af de ellers tilskoddede vinduer lukker en stribe dagslys ind. Vinduet sidder over publikumsrækkerne og giver rummet et autentisk præg af indelukke.
- I 'Galefyrsten' virker det som om, personalet på afdelingen var bange for en menneskelig kontakt med de gale. Er psykiatrien for distancerende?
"Som gal føler man sig som en ting, som et objekt. Jeg havde mange gange en oplevelse af at ... ja, ligesom på de gammeldags hestemarkeder, hvor man så hestene an, åbnede munden og studerede tænderne. Sådan var det ofte - man var en ting, ikke et menneske. I psykiatrien er hele tankegangen, at det er et fysiologisk sygdomsbegreb. Og diagnoserne er vældig - hvad skal man sige - objektfikserede. Jeg tror, at en psykose er forskellig fra person til person, der går ind i den. Alle har sin egen personlige psykose og en egen årsag til, hvorfor de bliver gale. Det er som et stykke kunst, alle kan have forskellige opfattelser af kunsten, forskellige minder og associationer."
"Man går længere og længere væk fra det at være et menneske og tingsliggør i stedet menneskelige problemer og besværligheder. Deri ligger der også en distancering, et ønske om ikke at være tæt på."
- Er distancen nødvendig, en del af at kunne behandle?
"Behøver man distance for at være menneske? Hvad kræver det at være menneske? Hvad behøver man? Varme, omtanke, struktur, nogen som hører på én, nogen som respekterer én. Alt det man behøver for at blive og være et menneske, et menneske blandt mennesker."

Lampen på elektrochockapparatet lyser stadig rødt. En tekniker må have glemt at slukke den, hvilket får den forvoksede brødrister til at ligne en slumrende dyr med det ene øje på klem.
I Galefyrsten beskrives mødet ved elektrochokbehandlingen:
"Atmosfæren duftede af værdighed med operationssal som det fremherskende krydderi, og ved bårevognen sad den store elvirtuos. Tænke sig selveste Gud Fader (Overlægen, red.)! Så måtte det elektriske halmstrå være effektivt. 'Godmorgen', sagde han tonløst. Ingenting forandrede sig i hans ansigt, som skinnede voksagtigt i den dæmpede belysning. Hjertet hamrede hjælpeløst. Et stort skrig ville brøle sit nej... Sygeplejersken rakte en sprøjte frem til Gud. I udleveret fortvivlelse så mine øjne den skarpe spids... En følelse af lammelse spredte sig i brystkassen, og så kom panikken for ikke at kunne ånde. Rummet forsvandt fra synsfeltet og ind i mørket. Det hele gik så hurtigt, men var alligevel en uendelighed af skræk... Min krop vandrede søvngængeragtigt langs korridorerne, for at dæmpe min fortvivlelse over at elchokket ikke havde hjulpet... Det hylede fra væggene, for jeg orkede ikke at bære følelsen af at være blevet skændet. 'Tænk om de havde brændt noget af min hjerne væk?'"
Elgard tager den ene elektrode i hånden, den er tung og massiv som et forstørret, dumpt projektil.
"Jeg tænker på dem, som har været behandlet med dette apparat!"
Han lægger den fra sig og fortæller om insulinbehandling:
"Jeg var fed, uhørt fed. Insulinbehandling får en til at spise utroligt meget, og jeg tog voldsomt på i løbet af kort tid, alt afhængig af behandlingen, jeg måtte have bukser i mange forskellige størrelser. Det er vanvittigt, det er den samme insulin, som man giver til diabetikere. Og fordøjelsessystemet er uhyre sårbart, med meget små marginaler i den kemiske balance. Og så går man ind og giver insulin og påvirker denne balance ud fra en helt anden forudsætning."

På sengen ligger et par utrolig store patientbukser. Elgard holder dem illustrerende op og ler.
"Barbro fik alle mine gamle bukser - hun rev dem i stykker og lavede kludetæpper af dem."
Grunden til, at Elgard sidder i en kulisse og ikke i virkelighedens lukkede afdeling, er Barbro Sandin, en socialrådgiver der tilfældigt kom i praktik på Säter, på afdelingen hvor Elgard var indlagt med diagnosen 'uhelbredelig skizofren'.
"Hvis jeg ikke havde mødt Barbro havde jeg ikke haft noget liv. Enten var jeg endt som kronikker, eller også havde jeg taget mit eget liv. Den lykkeligste udgang havde i så fald været selvmord, for det andet var ikke et liv værd at leve."
Barbro Sandin begyndte samtaler med Elgard, efter kort tid besluttede hun, at Elgard skulle flytte hjem til hende og hendes familie. Det var et terapiforløb, som tog godt 10 år. Ud over arbejdet med Elgard lykkedes det Barbro at starte en ny afdeling på sygehuset. Afdelingen er i dag en selvejende institution og fungerer som et alternativt behandlingstilbud til skizofrene under navnet Walla.
"Der gik vel en tre-fire år inden jeg gradvist vendte tilbage - det er på samme måde, som når man går ind i galskaben - man tager en bid af gangen."
"Barbro og jeg gik ture i parken, og hun skubbede til mig, når hun mærkede, at jeg gik ind i mig selv igen, flygtede. Jeg spekulerede meget over, hvad jeg kunne gøre for ligesom at flyde tilbage ind i verden, ind i virkeligheden igen. Men jeg forstod, at det, at jeg kunne blive i verden, var at blive rask."
- Hvordan lykkedes det dig at 'blive i verden'?
"Psykosen er den reneste yderste form for fantasi. En fantasi man kan lære at afslutte. Forestil dig børn der leger, og forældrene kommer og siger, at nu er der mad, så afslutter de fantasien, legen. Ved støtte og tillid kan den gale ligeledes lære at slippe sin psykose."
- Husker du, hvornår du var tilbage i verden igen?
"Jeg husker en dag, jeg lavede havearbejde med Stig (Barbros mand), og det var sjovt at arbejde med Stig. Han blev min far gennem denne tid, han var bestemt ikke terapeut. Men på et tidspunkt var jeg i gang med at klippe hækken med en hækkesaks, og så så jeg pludselig - det var helt enormt, en fantastisk oplevelse - at hækken blev grøn! Pludselig kunne jeg opleve hækken, det skønne og smukke i den. Jeg løb ind i køkkenet og skreg: 'Hækken er grøn, hækken er GRØN!' Så troede Stig jo at jeg var blevet aldeles gal."
Elgard ler. Han forlader scenen og sætter sig i et mere komfortabelt publikumssæde.
- Synes du det var for meget at bo der 24 timer i døgnet?
"Forestil dig, at du er gemt væk fra verden, og at ingen spørger efter dig. De få gange mine søskende kom, var det for at låne penge af mig, så er det klart, at jeg længes efter at nogen vil tage sig af mig, holde af mig. At være menneske. Det er smertefuldt at indse, at andre har haft det meget bedre. Det var både godt og dårligt, men jeg tror ikke at jeg ville have haft tiden anderledes. I dag arbejder jeg som psykolog og ser, hvad man egentlig behøver at give til mennesker, for at de skal føle sig stærke. Jeg kan huske, at Barbro sagde, at det kommer helt an på grænserne indeni dig selv, dine egne ressourcer som menneske. Med årene har jeg forstået, hvad hun mente med det."
"Men skridtet derfra og til at bo hjemme hos terapeuten kan man diskutere. Hvis man har 10 patienter, så kan det ikke lade sig gøre at have dem alle sammen boende hjemme. Men man kan skabe et miljø, som er meget familiært - en tæt relation."
- Hvad er din og Barbros relation i dag?

Vi ses meget sjældent i dag. Der er en geografisk forhindring, men hovedsagen er, at jeg ikke har brug for at mødes med hende. Jeg vil heller ikke være en byrde for hende, heller ikke professionelt. Hun er gået på pension. Men det handler mest om, at jeg har brug for min egen selvstændighed. Selvstændigheden er uhyre vigtig. At lære sig selv at stole på de kundskaber, man besidder. Jeg har jo også trukket på andre menneskers erfaring. Men det er på en anden måde. Måske ville jeg blive endnu mere afhængig, hvis jeg fortsatte med at kontakte hende."
"Af uransagelige grunde havnede hun på Säter - der eksisterer en mængde faktorer man ikke kan kontrollere - man vælger for eksempel heller ikke sin familie..."
"Barbro er en meget speciel person."
Elgard startede i sin nye tilværelse med at læse til psykolog og kom i praktik på Säter. For anden gang i sit liv var han tilbage på den selvsamme lukkede afdeling.
"Ligesom arbejdet med Galefyrsten var en måde at gennemleve tingene på igen, var praktikopholdet på Säter hos Barbro det også. Jeg havde faktisk to mål med dette. Dels ville jeg lære så meget, jeg kunne, dels ville jeg også gøre op med gamle minder - de ubehagelige ting - forsøge at gennemleve det igen og forsøge at blive mere hel. Hvis man opsøger gamle spøgelser, er der en chance for, at de bliver mindre farlige."
I de indledende telefonsamtaler fortalte Elgard om skylden over at have klaret det. Han sammenlignede sig selv med de overlevende fra nazismens koncentrationslejre - de følte også en sådan skyld eller gæld.
"Jeg var fantastisk heldig, at jeg fik hjælp. På Säter var der mange af mine gamle venner tilbage. Det var rædselsfuldt! Smerteligt. Men jeg ville overvinde denne følelse af skyld. Det, jeg så dér anden gang og endte med at forstå...var, at jeg ikke skyldte nogen noget. Jeg fik chancen for at komme derfra, det var der andre der ikke gjorde. Det var et faktum, jeg måtte lære at leve med. Jeg havde et helvede der i 10 år, andre har været der 30-40 år. Den indsigt kom meget stærkt til mig dér. Efter jeg havde forstået det, var jeg fri til at kunne føle glæde ved at hjælpe andre."
"Jeg var der jo bare et halvt år og skrev en opgave om det, et halvt år er jo ingenting i behandlingsøjemed."
- Var 'Gud Fader', overlægen fra din tid som patient, der stadig?
"Ja, men jeg traf ham aldrig. Jeg så ham på afstand, og jeg mærkede en meget aggressiv stemning, fordi jeg havde fortalt offentligt om hospitalet og personalet."
"Opgaven, jeg skrev, handlede om stedets arbejdsmetoder og arbejdsmiljø. Alt fra medicinsk behandling til de metoder Barbro havde etableret. Så der var vel en angst for, at jeg udleverede dem, løj om dem - de var rasende. Der var meget stærke følelser! Og mens jeg var der, gik jeg aldrig ud alene om aftenen."

Lyset bliver tændt i scenerummet og illusionen brydes helt. Tingene på scenen ser pludseligt gamle og forældede ud. Personale kommer undskyldende ind og begynder at rydde scenen. Elgard skal efter interviewet holde foredrag om sit liv og arbejde indenfor den svenske psykiatri.
"Jeg arbejder selv over et langt stræk med mine patienter. Det kræver en lang relation eller møde mellem patient og terapeut, for at man kan bygge et menneske op, der har tabt sig selv eller historien om sig selv. Jeg tør gå tættere på, end det normalt er tilfældet. Man ikke kan hjælpe mennesker, hvis man ikke tør gå tæt på."
- Sætter det psykiatriske system i dag også grænser for dit arbejde?
"Jeg synes, at psykiatrien her i 1990'erne har fået en form for dekadence. Der eksisterer ikke længere samme engagement som i 80'erne. Derfor tror jeg, at det er vigtigt i dag at forandre, skabe grobund for bedre metoder at arbejde med galskab. Jeg tror, tiden er moden for påvirkning igen."
- Hvorfor er udviklingen vendt?
"Det tager jo ret mange år at blive professor i psykiatri, og derfor kommer ændringerne ikke hurtigt. Så er der hele spørgsmålet om magt og penge. Medicinalindustrien arbejder med enorme pengesummer, og det synes den visionære tænkning at lide under. Udviklingen er svær og bedrøvelig."
"Jeg har taget foredragsvirksomheden op igen, fordi jeg føler at jeg må påvirke og fortale for menneskeligheden på et område, der i 90'erne, er domineret af kemi og diagnoser. Og jeg synes jeg møder et ønske om at høre mine tanker, et behov for at få genetableret den medmenneskelige side, det som handler om kærlighed, respekt og nærhed - menneskeliv."
Udenfor er solen varm og stærk. Elgard stiller sig lidt afsides og tænder en cigaret. Lidt derfra står tilhørerne. De fleste er klædt på, som om de endnu en gang skulle til premiere på operaen og ikke til foredrag. Men ved nærmere iagttagelse, kan man se en håndfuld, der skiller sig ud fra den velklædte mængde. En ung pige med en lasede strømpebukser og hovedet bøjet, så håret dækker det meste af hendes ansigt, en anden med nervøse håndbevægelser og udjoggede gummisko, en tredje med et forvildet udtryk i øjnene og særdeles pjusket hår. Næsten umærkeligt kommer de til Elgard. Det er de stille, mærkværdige og gale eksistenser, der er kommet for at se om det virkelig er rigtigt, at én af deres egne færdes uden duknakkethed i menneskenes verden. En snøfter bifaldende, den anden leger med en pjusket hårlok, den tredje sjosker derfra efter at have stillet Elgard et par spørgsmål. Elgard kaster sin cigaret fra sig. Han smiler.
"Uden kærlighed og respekt er der ikke menneskelige vækstbetingelser. Egentlig er det ganske enkelt - lige til. Men ser man generelt på psykiatrien, så har den jo viklet denne enkle og simple betingelse ind i uforståeligheder og abstraktioner. Mødet mellem mennesker er altafgørende for det menneskelige liv, idet mødets modsætning er ikke-mødet, isolationen, galskaben."

*Elgard Jonsson: Galefyrsten. Rosinante 1986
*Barbro Sandin: Den Zebrastribede Puddelkerne. Rosinante 1986

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu