Læsetid: 3 min.

Milosevic vil sprede krigen

23. april 1999

NATO's generalsekretær Javier Solana forbereder landkrig, mens Serbiens præsident Slobodan Milosevic forsøger at udvide krigen til nabolandene

Den serbiske præsident Slobodan Milosevic' residens i Beograd blev i går ved daggry bombet i grus af NATO netop som Ruslands fredsmægler Viktor Tjernomyrdin skulle ankomme til Beograd for at forhandle om fred med Milosevic.
"Det er et attentatforsøg på Jugoslaviens præsident," sagde regeringen i Beograd, men en talsmand fra det amerikanske forsvarsministerium i Pentagon, svarede igen med ordene: "Vi forsøger ikke at ramme præsident Milosevic eller det serbiske folk. Vi forsøger at ramme militæret og den militære infrastruktur, der understøtter undertrykkelsen i Kosovo."
På NATO's 50 års jubilæumstopmøde i Washington fik spekulationerne om indsættelse af landstyrker i Kosovo ny styrke i går. Den britiske udenrigsminister Robin Cook sagde på en fælles pressekonference med USA's udenrigsminister Madeleine Albright, at "der kan være omstændigheder, hvor Beograd endnu ikke har underskrevet en formel traktat, hvor det kan være passende at gå ind" med landstyrker.
Selvom flere kontinentaleuropæiske toppolitikere, som bl.a. Italiens udenrigsminister Lamberto Dini, sagde, at diskussionen om landstyrker ikke er på topmødets dagsorden, så tog NATO's generalsekretær Javier Solana i går endnu et skridt i den retning.
Han bad om at få udarbejdet en revideret plan for indsættelse af landstyrker.
Albright fastholdt på NATO-topmødet, at "vi er ikke tilhænger af indsættelse af landstyrker i et fjendtligsindet miljø i Kosovo," men den dag nærmer sig, hvor serbernes militære evne i Kosovo er stærkt formindsket.
Pentagons efterretningschef, Thomas Wilson, vurderer, at NATO's udmattelseskrig har ødelagt 30 procent af Serbiens jord-til-luft missiler, og halvdelen af Serbiens militærfly er gjort ukampdygtige.

Atter grænsekampe
Serbien har i de seneste dage forsøgt at udvide krigen til nabolandene.
I går kom det atter til grænsekampe mellem serbiske styrker og albanske grænsevogter i den lille by Dobrune, 115 kilometer nord for den albanske hovedstad, Tirana. Tusindvis af Kosovo-albanske flygtninge er i de seneste dage blevet evakueret væk fra det nordlige Albanien.
Derimod var der i går mere roligt ved Kroatiens sydlige grænse til Montenegro, hvor op til 300 serbiske soldater tirsdag og onsdag gik ind i den FN-overvågede demilitariseringszone, der skal adskille de to lande.
Men der har været forlydender om, at seks flygtninge skal være blevet skudt af serbiske soldater, og Montenegros regering kalder det en krigsforbrydelse.
Montenegros præsident Milo Djukanovic balancerer på en knivsæg for at undgå en åben konflikt med Slobodan Milosevic og at blive inddraget i krigen.

Fremprovokerer konflikt
Dana Allin, der er Balkanekspert ved den anerkendte tænketank International Institute for Strategic Studies i London, vurderer overfor Information, at de seneste dages begivenheder viser, at Milosevic forsøger at "fremprovokere en konflikt med Montenegro".
Allin er tror, at Milosevic vil sprede krigen til nabolandene, efterhånden som han indser, at "NATO vil sende landtropper ind. Den dag er rykket nærmere på det seneste, og derfor vil han forsøge at skabe problemer for NATO ved at antænde så mange bål som muligt."
Dana Allin mener, at Milosevic 'desværre' har alt for mange kort at spille ved en optrapning af krigen.
"Han kan sende 100.000 nye flygtninge ind i Makedonien," der allerede har store politiske problemer med at håndtere de mange flygtninge.
"Han kan også forsøge sig med en etnisk udrensning af ungarerne i Vojvodina, for ad den vej at få Ungarn til at genoverveje sin position," siger Allin.

Det bosniske kort
NATO har anmodet om, og fået lov til, at bruge nabolandene, Ungarn, Rumænien og Albanien som platform for de militære operationer imod Serbien, og NATO ligger netop nu i forhandlinger med den bulgarske regering om at få ubegrænset ret til at bruge Bulgariens luftrum.
Det er et signal, der i Beograd kan opfattes som forberedelser til større NATO-invasion, og det kan muligvis få Milosevic til at spille et andet kort, vurderer Dana Allin.
"Situationen i Republika Srpska er stadig ret anspændt, og Milosevic kunne forsøge at spille det bosniske kort, hvis en landkrig nærmer sig," siger Allin, der dog vurderer at FN's fredsbevarende styrke i Bosnien er så godt organiseret, at de vil kunne slå alle tendenser til revolte ned.

Opgiver boykot?
En række internationale organisationer vendte i går tilbage til den serbiske halvdel af Bosnien, Srpska, og de bosnisk-serbiske ledere overvejer at opgive den boykot af republikkens politiske institutioner, som blev indledt den 5. marts.
Ved redaktionens slutning var der ingen forlydender om Ruslands fredsmægler Viktor Tjernomyrdin nåede et gennembrud i sine forhandlinger med Milosevic.

Leder her på siden
Side 3: Grænser for NATO's nye krige
Side 4: Naboerne inddrages i krigen
Side 5: Rusland - topmødets prominente skyggegæst
Side 11: 'Med ord og ikke våben skal konflikter løses'
Side 13: Jugoslavien - et økonomisk nul

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu