Læsetid: 3 min.

Montenegro mærker Milosevic-pres

22. april 1999

Den jugoslaviske hær tiltager sig i stigende grad beføjelser fra Montenegros eget politikorps, og rygter florerer om et snarligt kup

En kroatisk journalist blev i går arresteret af den jugoslaviske hær, da han krydsede ind i Montenegro fra Albanien. Andre udenlandske journalister, der forsøgte at komme ind i Montenegro fra Kroatien, blev vinket igennem af den lille republiks politistyrke. Men straks efter blev de standset af en vejspærring, som den jugoslaviske hær har sat op seks kilometer længere nede ad vejen. En gruppe tjekkiske og kroatiske journalister blev sendt tilbage.
Den jugoslaviske hærs underkendelse af den montenegrinske regerings politik om åbne grænser er blot endnu et tegn på, at den jugoslaviske centralregering i Beograd lægger et tungt pres på Montenegro, der sammen med Serbien udgør Jugoslavien.

Neutralitet håndhæves
Montenegros regering har forsøgt at bevare neutralitet i forhold til konflikten i Kosovo og har ikke taget afstand fra NATO's bombninger af Jugoslavien og har nægtet at er-klære Montenegro i krigstilstand. Indtil videre har regeringen, ledet af præsident Milo Djukanovic, fastholdt linjen. Således også i går, hvor viceministerpræsident Dragisa Burzan, erklærede at man ville fjerne den jugoslaviske hærs vejspærring.
"Først vil vi advare hæren på en pæn måde. Men hvis de ikke flytter sig, så tror jeg ikke, vi vil diskutere tingene," sagde Burzan og antydede, at han ville pudse den paramilitære montenegrinske politistyrke - der tæller 15.000 mand, det samme som den jugoslaviske hærs Andet Korps, der holder til i Montenegro - på de vejspærrende soldater.

Snigende kup
"Skridt for skridt forsøger de (hæren, red.) at blive en sideordnet autoritet. Ved at gøre det, øger de sandsynligheden for en konflikt. Jeg kan sige, at vi er meget tæt på at overskride den grænse," sagde Burzan ifølge nyhedsbureauerne.
Den pro-vestlige præsident Milo Djukanovic har også afvist en ordre fra den jugoslaviske hær om at lade Montenegros politistyrke underlægge sig hærens befalinger.
"Det er helt udelukket, at Indenrigsministeriet skulle bliver underordnet den jugoslavisk hær," sagde Djukanovic i et interview med avisen Financial Times.
Den montenegrinske politistyrke bevogter samtlige regeringsbygninger i hovedstaden Podgorica, for Djukanovic og ministrene frygter et kup mod regeringen.
Frygten er blevet bestyrket af det faktum, at Momir Bulatovic - leder af den jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic' Socialistiske Folkeparti (SNP) og af Milosevic udnævnt til ministerpræsident i Jugoslaviens forbundsregering - vil rejse fra Beograd til Podgorica for at tale ved et massemøde i aften. Dermed bryder SNP i Montenegro og Bulatovic, der tabte det montenegrinske præsidentvalg til Djukanovic sidste år, åbent med den pagt, som alle Montenegros partier har indgået om ikke at holde demonstrationer under NATO's bombardementer af Jugoslavien.
Ifølge redaktøren af det uafhængige montenegrinske ugemagasin Monitor, Drasko Djuranovic, er der et stort pres fra Beograd mod Montenegro.
"Men Milosevic' parti her (i Montenegro, red.) er ikke så glade for det. De har familier her, og de ved, at de vil være i frontlinjen i hvilken som helst konflikt," sagde han i sidste uge.

NATO bekymret
Frygten for et kup i Montenegro findes ikke kun blandt dele af dens 640.000 indbyggere. Den bekymrer i høj grad i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles og USA's og Europas hovedstæder.
"Vi er meget bekymrede over Montenegro, men det er svært at se, hvad NATO kan gøre ved det," sagde en NATO-diplomat i går til Reuters.
"NATO har allerede store skrupler, når det gælder spørgsmålet om at sende soldater ind i Kosovo. Man ønsker med sikkerhed ikke derudover at blive trukket ind i kampe i Montenegro."
Mark Wheeler fra Derby University, en af Storbritanniens førende Balkan eksperter, sagde til samme nyhedsbureau, at han ikke ville blive overrasket, hvis Beograd tog den fulde kontrol med Montenegro, selv om prisen ville være en borgerkrig.
"Montenegrinerne er delt midt over. Milosevic kan regne med støtte fra de 48 procent af befolkningen, der er loyale over for serberne. Så stærkt er dilemmaet," sagde han.
"Jeg tror en destablisering af Montenegro ville ramme Vesten hårdest, fordi det ville være ensbetydende med, at NATO har ødelagt noget, det gerne ville have bevaret. Det ville være politisk skadeligt."
Men selv når Kosovo-krigen er overstået kan Djukanovic-regeringen ikke føle sig sikker. På det tidspunkt kan Milosevic meget nemt sætte sig på Montenegro, fordi NATO ikke vil være klar til endnu en krig for at komme Djukanovic til undsætning.
"Vi står over for langt større problemer, når han har fundet en løsning i Kosovo," lød spådommen fra Montenegros udenrigsminister Branko Perovic i et interview med Reuters fornylig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her