Læsetid: 3 min.

Når tårerne taler

28. april 1999

Krigen udløser stik mod alle planer en ustyrlig lidelseslavine af mediebilleder

PIX
SORT SKÆRM, lød ordren til NATO-piloterne.
Med bombningen af de serbiske tv-stationer forsøger den nordatlantiske militærorganisation at styre fjendens krigsbilleder. Det er en følgerigtig handling, efter at alliancelandene synes at have mistet kontrollen over egne krigsbilleder.
Hvor ikke mindst amerikanerne rundt om i hjemmene helst havde set massevis af tyst beroligende, nærmest virtuelle flyvideo-optagelser af fuldtræffere på strengt militære mål og dertil måske opstillinger af heltemodige piloter og forstående interviews med brødebetyngede serbere - der får man i stedet timevis af triste flygtningebilleder.
Mediernes bombardement af befolkningerne med flygtningebilleder har ikke blot fortrængt de andre billeder, men endog - ganske uretmæssigt - bibragt det halve af verden det indtryk, at det er NATO, som har udløst den afskyelige folkefordrivelse i Kosovo.

MÅSKE burde amerikanerne havde forudset, at foto og følelser i denne sag havde en anden fælles kemi end i for eksempel Golfkrigen, ja, at enhver krig - på trods af, at lidelserne stort set er de samme fra krig til krig - har sit eget særlige billede, der bliver hængende på nethinden.
Anden Verdenskrigs grundbillede turde således være det hyppigt gengivne foto af fire amerikanske marinesoldater, der den 23. februar 1945 møjsommeligt rejser en flagstang med Stars and Stripes på en bakketop som vidnesbyrd om den blodige sejr i Stillehavskrigens kamp om Iwojima. Soldaterne synes modellerede som en statuegruppe, og billedet indskriver sig gnidningsløst i datidens skulpturelle heltegenre, som også nazismens som stalinismens propagandakunst dyrkede.

STOR VAR den amerikanske desillusion, da den første tv-krig, Vietnamkrigen, bragte rædselsbilleder af massakrer, henrettelser og bombeofre frem til aftenkaffen i en nervøst dokumentarisk billedstil, der kom til at præge alle medier. Har man blot set den en gang, glemmer man aldrig scenen fra 1972, hvor en gruppe skrigende børn, heriblandt en nøgen pige, fulgt af nogle soldater flygter fra et napalmangreb, der har henlagt horisonten i sorte røgskyer.
Amerikanerne tålte ikke en gentagelse, og Golfkrigens billeder blev et behageligt plaster på sårene efter Vietnamkrigens traumer. CNN's kunstigt grønne live-optagelser af natligt antiluftskyts over Bagdad og de våbenteknisk interessante, computerspilslignende måloptagelser hensatte tv-stationerne i ekstase, og mange indrettede et hjørne af nyhedsstudiet til krigssandkasse, hvor militæreksperter og studieværter fik afløb for alle drengedrømme, når de berettede om intelligente bomber og skubbede farvede klodser rundt på et tredimensionalt modellandskab. Herregud, det var jo isenkram det hele, og skulle nogen blive ramt, var vedkommende sikkert muslim og selv ude om det.
Den amerikanske politiske filosof Benjamin Barber (interviewet i Information 24. april) stiller - som et kulturpessimistisk ekko af den sociale filosof Christopher Lasch - problemet op som en modsætning mellem Jihad og McWorld. Det vil sige kampen mellem den anti-vestlige fundamentalisme og den amerikaniserede civilisation, der er grebet af selvoptaget vellevned, hvorfor den uafladeligt vil sætte teknologiske løsninger i stedet for lidelse.
Men hvad sker der, hvis teknikken svigter?

KOSOVO-KRIGEN var kun få dage gammel, da luftstrategien viste sine begrænsninger, og flygtningebillederne erobrede mediescenen. Selv om man ind imellem ser eksplosioner, våbenglade eksperter og spøjse natoptagelser, er krigsbegejstringen fordampet. Det har end ikke hjulpet, at CNN's fremmeste krigsreporter, Christiane Amanpour, er gift med en talsmand for den amerikanske udenrigsminister.
TV-Avisen bragte den 23. april et indslag om krigens fascinerende billeder - lige fra smukke, fyrværkerilignende bombardementer til strittende raketbatterier, man ville se som fallossymboler. Men TV-Avisen, der dog skal have ros for at ville drøfte krigsfremstillingerne, rammer ikke plet: Billedet er skiftet.
I modsætning til under Golfkrigen sniger den unævnelige og ubærlige lidelse sig i dag rundt i krogene og spolerer legen. Derfor må den narcissistiske McWorld gribe til et sidste følelsesmæssigt forsvarsvåben.

McWORLD beskytter sig ved at sentimentalisere lidelsen.
Mekanismen kendes fra fredstidens Disneyland, som er i stand til at omskrive enhver etnisk katastrofe (typisk i forbindelse med kolonialiseringerne) til et stiliseret, tårevædet sætstykke, der rulles forbi os et øjeblik, og som giver et kortvarigt stik i hjertet, hvilket forebygger kronisk ubehag.
Under Kosovo-krigen udvælger flygtningebilledernes fotografer og billedredaktørerne klassisk klichefyldte scener som den stakkels syge gamle mand på en umagelig dør, der tjener som båre. Eller det forgrædte barn.
Børnenes tårer triller lige så dekorativt som de tilsvarende glycerintårer på kinderne af trommesalsmaleriernes hjerteknusende sigøjnerbørn. Der er sikkert andre billeder, men enten ser vi dem ikke, eller også efterlader de intet indtryk.
Vi snøfter, slipper en skilling og slipper for at tage stilling til ubegribelige etniske kludetæpper. I Billedbladets lyrik kan den indfølende læser blive (gen)"født under flugten til frihed" - og opleve fortryllende bekræftelse på, at man befinder sig i tilværelsens smørhul.
Nej, krig er tilsyneladende ikke, hvad den har været.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her