Læsetid: 6 min.

NATO-humanisme rækker kun til Gibraltar

19. april 1999

Mens verdens øjne er rettet mod Kosovo, dræbes flere mennesker i Angola. Rige lande vil ikke bruge krudt på afrikanske konflikter højst sende lejesoldater eller give bistand

Det er næsten umuligt at forestille sig, at NATO vil udkommandere soldater til Afrika.
Det mener adskillige forskere og konkluderer, at de afrikanske lande efter afslutningen af Den Kolde Krig er nødt til i højere grad selv at løse egne konflikter via regionale sikkerhedsinstitutioner. Den internationale bistand til forebyggelse af konflikter og fredsbevarende arbejde ventes at stige.
"Jeg kan ikke forestille mig, at NATO på noget tidspunkt vil gribe ind i konflikter i Afrika. Befolkningerne i NATO-landene vil ikke acceptere, at der kommer soldater hjem i kister fra Afrika," siger ekstern lektor i international politik ved Københavns Universitet, Emmanuel Kwesi Aning.
Samme konklusion når seniorforsker Gorm Rye Olsen fra Center for Udviklingsforskning også frem til.
"Der skal mindst et nyt folkemord på linie med det i Rwanda i 1994 til, før de vestlige lande vil gribe ind. Og så skal der ikke være en konkurrerende begivenhed. Med den nuværende krise i forhold til Kosovo kan Afrika gå under, uden at nogen vil røre en finger. I de her timer slås flere mennesker ihjel i Angola end i Kosovo, men det er der ingen i Europa, som interesserer sig for," siger han.
Ifølge nødhjælpsarbejdere er omkring 6.000 soldater og 4.000 civile blevet dræbt i Angola, siden en mangeårig borgerkrig igen blussede op i december i fjor. FN's organisation for Flygtninge (UNHCR) anslår, at 780.000 mennesker er drevet på flugt i Angola som følge af nye kamphandlinger, hvilket bringer antallet af hjemløse op på halvanden million mennesker.
Som følge af kamphandlingerne trak FN i marts de sidste af sine observatører ud af Angola.
"Vi skal ikke forvente os så meget af FN i forhold til at begrænse konflikter i Afrika. Efter handlingslammelsen i forhold til massakrerne i Rwanda og den amerikanske fiasko i 1993 i Somalia, så vil der i FN's Sikkerhedsråd formodentlig højst være opbakning til at sende nogle ubevæbnede fredsobservatører ud," siger lederen af Center for Afrikastudier under Københavns Universitet, professor Holger Bernt Hansen.
Tidligere var Frankrig en meget aktiv magt i Afrika, men Frankrig begrænser i de her år sin militære tilstedeværelse. Antallet af soldater skæres ned fra 10.000 til 6.500, og nogle baser bliver lukket. Forskerne vurderer, at lysten til bilaterale indgreb fra store magter som Frankrig, Storbritannien og USA bliver mindre og mindre. For eksempel blev Frankrig i 1998 anmodet om at sende tropper til Guinea-Bissau, hvor der var kampe mellem oprørere og styret. Men franskmændene afslog.

Afrika vil selv
Blandt de nye ledere i Afrika er der et voksende ønske om, at landene i Afrika selv skal klare problemerne.
"En ny type af afrikanske ledere er på vej, og de er udmærket klar over, at de ikke længere kan bruge kolonitiden som en bortforklaring længere. De ønsker selv at løse problemerne," siger Emmanuel Kwesi Aning, som er fra Ghana.
Holger Bernt Hansen gør opmærksom på, at krisen i og omkring Kosovo giver løftede øjenbryn i Afrika.
"For mange afrikanere er læren af Kosovo, at når europæerne ikke selv kan finde ud af at klare det problem, så skal de ikke komme og patronisere afrikanerne. Kosovo styrker tendensen i Afrika til at tro på egne kræfter."
Præsidenten for Elfenbenskysten, Henri Konan-Bedié har tidligere sagt:
"Vi skal helst bruge afrikanske soldater, når der opstår konflikter på kontinentet. Det er ikke viljen, som mangler, men materiel."
Den Afrikanske Enhedsorganisation, OAU, vurderes af de fleste som værende meget svag i forhold til at løse konflikter, hvilket f.eks. illustreres i øjeblikket af passivitet i forhold til krigen i Den Demokratiske Republik Congo. Større tiltro er der til regionale sikkerhedsinstitutioner som f.eks. den vestafrikanske interventionsstyrke, ECOMOG, der i øjeblikket forsvarer den valgte regering i Sierra Leone.
"I de kommende år vil de afrikanske lande blive mere og mere involveret i at løse egne problemer. Det bliver helt sikkert problemfyldt, men det er den rigtige vej. Dog skal der skal hjælp til udefra i form af træning og udstyr," siger Emmanuel Kwesi Aning.

Mere bistand på vej
Lidt hjælp får de afrikanske lande. For eksempel er der blevet givet kontante bidrag til ECOMOG. Fra Danmark har Danida bidraget med direkte støtte til budgetterne i Ghana og Benin under henvisning til de to landes udgifter til ECOMOG.
I 1996 etablerede USA African Crisis Response Initiative (ACRI), som har til formål at støtte uddannelse af soldater til fredsbevarende operationer. Siden har amerikanske officerer trænet kolleger i blandt andre Senegal, Uganda, Ghana og Mali.
"Man hører ikke meget fra ACRI mere. De afrikanske lande betragter det med rette som et amerikansk instrument, og de lande, som er skeptiske over for USA eksempelvis Sydafrika, de vil ikke være med," siger Stephen Ellis, som er seniorforsker ved Center for Afrikastudier i Leiden, Holland.
Det er meget svært at give bistand til fremme af fred og stabilitet. Men ikke desto mindre kan man forvente en voksende bistand på dette område.
"Når man taler om udvikling burde konfliktforebyggelse være omdrejningspunktet. Så længe der er stor usikkerhed i et samfund, kan man ikke skabe en bæredygtig udvikling. Men alle donorlande har en berøringsangst over for sikkerhedsproblemer," siger Emmanuel Kwesi Aning.
Holger Bernt Hansen mener, at fremtidens bistand bliver et 'både og' med traditionel bistand til f.eks. uddannelse samt sundhed og så bistand til konfliktforebyggelse.
"Det vil være helt ødelæggende, hvis man ikke fortsat angriber det store grundliggende problem i Afrika: fattigdom," siger Holger Bernt Hansen.

Lejesoldater populære
Den britiske regering er blevet kraftigt kritiseret for at anvende sikkerhedsfirmaet Sandline International, der benytter sig af lejesoldater, i forbindelse med operationer i Sierra Leone. I dag menes der at være mindst 80 af den slags firmaer, som opererer i Afrika, for eksempel med beskyttelse af miner og olieraffinaderier. Et af de mest kendte firmaer er sydafrikanske Executive Outcomes, som har haft folk i kamp f.eks. i Angola.
"Vi vil i de kommende år i højere grad se lejesoldater engageret side om side med regionale styrker. For eksempel var et sikkerhedsfirma indblandet i borgerkrigen i Liberia med stor succes. Det er en måde, som vestlige lande kan blande sig i Afrika uden selv at risikere så meget. Brugen af lejesoldater er i dag et politisk følsomt emne. Men det kan godt ændre sig på længere sigt især for de firmaer, som ikke har noget at skjule," siger Stephen Ellis.

Hjælp på bajonetter
I 1992 gik amerikanske soldater ind i Somalia i Operation Genskab Håb for at sikre, at nødhjælpen kunne nå frem til tusindvis af sultende. Den indsats var en succes, men da udstationeringen af amerikanske soldater blev mere permanent endte det i en fiasko med 18 dræbte amerikanske soldater og frygtelige tv-billeder af en dræbt soldat, som blev slæbt gennem hovedstaden Mogadishus gader.
I efteråret 1996 begyndte hundredetusinder af flygtninge at vandre hjem fra lejre i Congo til Rwanda. Canada forsøgte at skaffe international opbakning til at sende soldater ud, som skulle beskytte de mange flygtninge. Men det blev aldrig til noget blandt andet på grund af USA, hvor folk stadig havde tv-billederne fra Somalia i frisk erindring.
"Der er meget ringe interesse for at yde militær beskyttelse til humanitære aktioner i Afrika. Nødhjælpsorganisationerne må klare opgaverne alene, og det er da også politisk mindre problematisk," siger Emmanuel Kwesi Aning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu