Efter en måneds konflikt bevæger NATO sig mod total krig med Jugoslavien
For nylig understregede den britiske premierminister Tony Blair endnu engang nødvendigheden af at standse Milosevics "dræbermaskine". Men NATO's fungerer også helt godt. Ganske vist lykkedes det ikke at ramme Milosevic, da man natten til torsdag jævnede hans hjem med jorden, men angrebet på det serbiske tv kostede 15 mennesker livet. Det gav dog kun en midlertidig pause i udsendelserne, men man kan ikke sige andet, at i denne konflikt gør NATO alvor af truslerne. Samtidig med at de ikke fører til det ønskede resultat.
Milosevics tale til en amerikansk tv-station, som blev afbrudt af NATO-missilet, da den blev transmitteret til den serbiske befolkning, var overordentlig forudsigelig. Men rummede alligevel nogle interessante momenter. Han indrømmede ingen fejl - når albanerne flygtede fra Kosovo, var det alene NATO-bombardementernes skyld. Han viste her endnu engang, hvor svært det er for serbere af den gamle skole at håndtere verdensopinionen. Det havde gjort ham langt mere troværdig, hvis han havde indrømmet, at mange albanere beklageligvis også flygtede af frygt for de fremrykkende serbiske styrker, og af frygt for den krig mellem UÇK og de serbiske styrker, der for øjeblikket raser i Kosovos indre. Milosevic bekræftede det indtryk, som man længe har haft af Balkan: De er alle tilsyneladende de rene engle, når de taler om sig selv. Milosevic havde da ganske ret i sin skarpe kritik af "forhandlingforløbet" i Rambouillet. Men han nævnte ikke episoder som drabene i landsbyen Racak den 15. januar i år, som den serbiske side så længe forsøgte at dække over, og som bidrog til skærpelsen af vestens holdning.
Men det er også indtrykket af idel uskyld, der fremtræder, når man hører en Tony Blair eller nogle af NATO's professionelle talsmænd. Man bomber skam kun militære mål. Man var skam ikke ude efter præsident Milosevic, da man bombede hans hjem, det var fordi, der var en "kommandocentral" i den. Og tv-stationen er også blevet brugt til militær kommunikation. Ligesom de mange sendemaster, man efterhånden har fået bombet. Faktisk er NATO stadig ikke i krig med Jugoslavien - der er kun tale om en militær aktion for at få præsident Milosevic til at gå ind på NATO's krav. Som samtidig er så skarpe og absolutte, at ingen stat har været udsat for noget lignende siden Sovjetunionens ultimata til Estland, Letland og Litauen i 1940. De baltiske lande gav efter og blev efterfølgende annekteret af Sovjetunionen.
Det er efterhånden lykkedes NATO at få flertallet af den serbiske befolkning til at forstå konfliktens reelle dagsorden, som præsident Milosevic præsenterede den i interviewet: At hensynet til Kosovo-albanerne kun er et påskud for at undertvinge det eneste land på Balkan, som ikke er eller ikke ønsker at blive medlem af NATO. Og det velmenende tyske udspil, som stillede et fremtidigt jugoslavisk medlemsskab af både EU og NATO i udsigt efter en løsning af den aktuelle konflikt, har virket stik mod hensigten: Det opfattes som et bevis på NATO's virkelige hensigter. Det går formentlig over den jugoslaviske præsidents fatteevne, at det virkelig skulle være hensynet til Kosovo-albanerne, der skulle have bragt hele NATO-apparatet i funktion. Og gjort en voldelig befrielsesbevægelse med delvis kriminel finansiering til den vestlige militærpagts allierede. Hvad vil NATO i Kosovo? Der er jo ikke engang olie, som i Kuwait. Det må være hele Jugoslavien, NATO er ude efter.
Milosevic og serberne ser i stigende grad NATO som en magt, som fortsætter der, hvor Mussolini og Hitler slap. Som benytter det albanske nationale spørgsmål til at skabe et NATO-kontrolleret Storalbanien og en serbisk vasalstat. Det er kort sagt Anden Verdenskrig, som udkæmpes endnu engang.
Men også Tony Blair og Madeleine Albright udkæmper den Anden Verdenskrig. Milosevic er den Hitler, som skal tilintetgøres. Om nødvendigt ved en total krig mod Jugoslavien. Og USA og England forsøger at presse de øvrige NATO-lande, herunder de nye, til at acceptere dette syn.
Samtidig ser vi i Europa serbiske og albanske unge, som forbereder sig på at tage ned og "kæmpe for deres land". De vil udkæmpe en endnu ældre krig: De nationale krige, som hærgede Balkan i begyndelsen af dette århundrede. Og som fortsatte for fuld udblæsning under de to verdenskrige.
At der bag alt dette skulle ligge en "humanitær dagsorden", bliver det sværere og sværere for mange europæere at tro på. Ikke desto mindre er det sandt. Det er det tragiske ved situationen. Målet har hele tiden været at sikre Kosovo-albanerne menneskeværdige forhold at leve under, og skabe demokrati i Serbien. Men hidtil har aktionen kun ført længere væk fra dette mål.
Det er tragisk, at NATO ikke har udnyttet udspillet fra Milosevic, og Tjernomyrdins diplomatiske intervention, til at tage den serbiske præsident på ordet. Han sagde, at nødhjælpsorganisationerne skulle være velkomne til at vende tilbage til Kosovo. Han sagde, at hvis flybombardementerne stoppede, kunne de flygtende albanere vende tilbage. I en situation, hvor NATO efter den delvis fejlslagne bombekampagne må overveje en ny strategi, kunne en bombepause bruges til flere formål: at etablere en nødhjælpskorridor til det indre Kosovo for at undsætte den tilbageblevne befolkning der - den er formentlig i en endnu mere fortvivlet situation end på noget tidligere tidspunkt siden marts 1998; at få bragt Rusland på plads i et fælles forsøg på at presse det serbiske styre til større indrømmelser; at vinde tid til at få de landstyrker på plads, som efter luftbombardementernes begrænsede effekt ville udgøre den eneste virkelig håndfaste trussel, som ville kunne få styret i Beograd til at acceptere at overlade ansvaret for Kosovo til en international fredsstyrke.Men efter afvisningen af både Milosevic- og Tjernomyrdin-udspil i dag fortsætter den ultimatum-politik, som fik Rambouillet-forhandlingerne til at bryde sammen. Lad os se det klart i øjnene: Serbien er svækket, men ikke tandløs, Milosevic er styrket, og den opposition, som skulle tage magten fra ham, er gjort totalt magtesløs. Som en af de politikere, der udgør et muligt demokratisk alternativ til Milosevic, Zoran Djindjic, bittert har konstateret.
Forude ligger den totale krig. Lad os se det i øjnene. Og dermed muligheden for nye, skæbnesvangre fejltagelser. Vi risikerer, at det Kosovo, NATO vil befri, bliver en ørken. Vi risikerer, at det Montenegro, som har udgjort håbet om demokratiske ændringer i hele Jugoslavien, og som nu rummer 100.000 flygtninge, bliver offer for en blodig borgerkrig. Vi risikerer, at den fred i Republikken Makedonien, som nok er det eneste udelt positive resultatet af det internationale samfunds indsats i Eksjugoslavien , ryger på gulvet og sender nye vældige flygtningestrømme ud i Europa. Vi risikerer den totale udslettelse af den demokratiske jugoslaviske opposition. Vi risikerer en "Endkampf" om Serbien, som også vil lægge dette land øde. Og vi risikerer at forære den brun-røde alliance af politiske kræfter i Rusland en nem sejr. Vi risikerer kort sagt, at den nye europæiske orden, vi troede blev etableret ved Berlin-murens fald, bliver erstattet af noget, som i mistænkelig grad minder om Europas spaltning under Den kolde Krig.
Det er altid farligt at starte en krig. For den rummer sin egen dynamik. Fører det ikke hurtigt til et resultat, eskalerer den med ubønhørlig kraft. Dagsordenerne skrider og blandes sammen, forhandlingsmuligheder forsømmes, og tvivlen kvæles af tilkæmpet sikkerhed. Derfor må det nu være NATO's overvejelse: Ønsker vi virkelig den "totale krig" - mere total og ubønhørlig, end vi kan forestille os den? Og vil albanerne, serberne og alle de andre folkeslag i regionen virkelig være tjent med den?
