Læsetid: 10 min.

Nordstjernen over Nunavut

23. april 1999

Et nyt Inuit-selvstyreområde, Nunavut, er blevet født i Canada, og det får formanden for Grønlands hjemmestyre, Jonathan Motzfeldt, til at kræve et udvidet udenrigspolitisk råderum

Normalt er en militærhangar ikke det bedste sted at holde en ny stat over dåben. Men i Nunavut er der ingen demokrati-problemer forbundet med det let absurde ydre sceneri, der udspillede sig påskedag. Den dag blev det nye Inuit- selvstyreområde - i areal så stort som en femtedel af hele Canada - født. 'Dåben' fandt sted i en flyhangar, men det var ikke for at give højtideligheden et militaristisk skær. Hangaren var det eneste lokale, der kunne rumme de mange civile gæster, der ønskede at deltage i dåbshøjtideligheden.
Hangaren var oprindeligt opført til forlægning af canadiske fly, hvis den kolde krig skulle gå hen og blive varm. Men der var intet akut behov for hangaren til militære formål. Af en helt anden anledning. For mandskab og materiel fra seks hangarer i området var blevet indsat i NATO-aktionen på Balkan.
Dette kastede et skarpt sidelys ind over, hvor forskelligt statslige frigørelser kan forme sig. Nunavut er i politisk kultur Balkans modsætning. Her er alt sket i dialog. Centralregering og delstatsregering har forhandlet - og handlet - i reel forståelse. Kontant udtrykt ved, at centralregeringen foreløbig betaler den nye delstat et årligt bloktilskud på ca. tre mia. kr. - i størrelse og form nogenlunde svarende til det danske bloktilskud til Grønland.
Et enkelt punkt i den statslige dåbshandling forløb ikke helt efter protokollen. Men protokollære fejl får fra tid til anden en symbolværdi, der løfter dem fra fadæsens niveau til en højere sfære. Hvor det ikke er fadæsen, men symbolikken, der huskes.
Inuit-staten i Canada blev formelt selvstyrende i det øjeblik, det nye flag blev afsløret. Hemmeligheden om det nye flags udseende var så velbevaret, at selv ikke kulturhuset Katuaq i Grønlands hovedstad Nuuk kunne få et flag oversendt i forvejen for - mod løfter om forsegling af flaget til selvstændighedsøjeblikket - at kunne hejse det i en symbolsk samtidigheds-handling fra Nunavut til Nuuk.
Alligevel kom Nunavuts flag først op i Nuuk, da man havde glemt at tage højde for tidsforskellen mellem Canada og Grønland. Det smældede allerede lystigt for en let arktisk brise uden for hovedkontoret for ICC (Inuit Circumpolar Conference) i Nuuk, netop som mange grønlændere bevægede sig til en tv-storskærm i Katuaq for i en direkte tv-transmission at følge flagafsløringen i Nunavut.
ICC-hovedkvarteret kom først med flaghejsningen, selvom ICC-formanden, den grønlandske forfatter Aqqaluk Lynge, sammen med den grønlandske landsstyreformand Jonathan Motzfeldt allerede befandt sig i den nye stat, det hele drejede sig om. Men symbolikken fejler intet. For Nunavut er ikke blot en ny delstat i Canada. Nunavut er et anliggende for hele Arktis. Så flaget kom med al ret først til syne akkurat der, hvor alle Inuit-samfund i polarkredsen rundt mødes.
Den lidt for tidlige flaghejsning i Nuuk opleves som så meget mere berettiget, som Nunavats flag står smukt til det grønlandske flag. Grønlands midnatssol-røde flag får nu selskab af - Nunavuts flag med en mørkerød stenvarde - også en fin symbolik, for disse stenvarder har i årtusinder tjent som pejlemærker ude i Nunavuts vidder. Nu bliver de også pejlemærker for den politiske udvikling. Måske tilmed hen over moderne statsgrænser, i første omgang i form af erfaringsopsamling og erfaringsoverdragelse mellem Nunavut og Grønland.

Konsensuskultur
Nunavut forsøger at lave et politisk system uden de traditionelle partidannelser. "Hellere canadisk centralstyre end lokal partipolitik!", lød det provokerende op til selvstyret, også fra højtstående politikere i hovedstaden Iqaluit. Så nu forsøger det nye delstatsparlament - i overensstemmelse med gamle Inuit-traditioner - at lave konsensusafgørelser helt uden partipolitiske bindinger.
Politikerne i Nunavut står nærmest i kø for at besøge Nuuk og få del i de grønlandske erfaringer med hjemmestyre. Vel at mærke ikke som symbolske parlamentariske udlandsrejser "først til stammefrænderne i Grønland". Men som rene arbejdsrejser med det formål at skaffe sig konkret indsigt i, hvorledes et hjemmestyre fungerer.
Allermest ivrig og engageret virker Nunavuts premierminister, den unge advokat Paul Okalik, der tårevædet og overvældet har modtaget en velfortjent hyldest for udvist pioner-ånd og forstandig balancegang mellem idealisme og pragmatisme under Nunavuts vanskelige tilblivelse.
En tæt kontakt til andre arktiske folk er lige så vigtig som en tæt dialog med befolkningen i Nunavut. En af formerne kan blive en Arktisk Højskole fælles for Nunavut og Grønland. Inuit-kulturer i fortid og nutid samt arktisk miljø vil blive vigtige emner.
Målet er i tide at lære af andres erfaringer. Så Nunavut kan styre uden om de fejl, andre arktiske folk har begået. Grønland tilbyder sig i så henseende med både forbilleder og skræmmebilleder.
Et at skræmmebillederne er ifølge landstyreformand Jonathan Motzfeldt, at et hjemmestyre ikke i tide får tilstrækkeligt udenrigspolitisk råderum.

Amputeret råderum
Trods al berettiget feststemning omkring Nunavuts tilblivelse lyder der derfor - også på aktuel baggrund - knubbede ord fra landsstyreformanden, hvis personlige feststemning blandes med en betydelig utålmodighed på Grønlands vegne, udtrykt over for Information med et paradoks:
"Vi venter fortsat på et udspil efter rigsmødet mellem Danmark, Færøerne og Grønland i Nuuk. Der er bevægelighed. Men for langsomt. Danske politikere undskylder sig med Grundlovens bestemmelser. Men intet i Grundloven forhindrer, at Grønland får den frihed i de direkte forhandlinger med udlandet, som Grønland behøver, specielt i forhold til nærområderne. Som det er nu, føler jeg mig som et fremmedelement, straks jeg er i nærheden af folk fra det canadiske og amerikanske udenrigsministerium. Jeg savner naturlighed i den politiske omgang med canadiere og amerikanere. Det kan Grønland ikke vedblivende leve med. Når befolkningerne er optaget af at arbejde så direkte sammen som muligt, er det unaturligt, at det udenrigspolitiske råderum for Grønland er så begrænset. Befolkningerne har i dag tættere direkte kontakter end politikerne!"
Alt andet end feststemt taler Jonathan Motzfeldt om "Grønlands fortsat amputerede udenrigspolitiske råderum".
Landsstyreformanden har af personlig og politisk nysgerrighed inviteret Nunavuts regering til at besøge Grønland på den grønlandske nationaldag 21. juni:
"Det er spændende også for os at se et nyt Inuit-samfund begynde. Nunavut må selv finde sine løsninger. Regeringen kan ikke bede om, at andre klarer problemerne. Den vil få ris, når den gør det forkerte, og ros, når den gør det rigtige. Den slags giver ansvarlighed", konkluderer Motzfeldt.
I Nunavut vil regeringen og parlamentet få sin ansvarlighed sat på prøve af helt andre forhold. Risikoen er, at de lader sig friste til at haste sager igennem på grund af et forventningspres fra den fåtallige befolkning i det vidtstrakte område. Men på den anden side tilsiger både ministrenes og parlamentsmedlemmernes egne, ofte dyrekøbte erfaringer med levevilkår i Arktis, at de må søge realistiske løsninger med bund i virkeligheden. Politikerne kender godt problemerne fra egne erfaringer, og det samme gør deres familier og omgangskreds.
Først et stykke ude i fremtiden venter guld, olie og uran, og indtægterne herfra skal delstatsregeringen i Iqaluit dele med centralregeringen.
Canadas 'nye nord' udgør arealmæssigt 20 pct. af det samlede Canada. Det er stort set identisk med Canada nord for skovgrænsen. Spektakulære vidder tvinger den besøgende til ikke klichemæssigt blot at tale om Canada 'fra kyst til kyst', men om Canada 'fra kyst til kyst til kyst'. Ishavskysten fylder lige så meget på landkort og i mentalitet som kysterne ved Stillehavet og Atlanterhavet.
Landet ved den kolde kyst gør det nordlige Canada anderledes. Ikke blot på grund af naturen og isbjørnene. Men nok så meget, fordi Nunavut er priviligeret med en endnu levende Inuitkultur. Her æres en fælles fortid. Samtidig med at man fejrer en selvstændig fremtid. Trommedans og moderne rytmer indgår i samme festarrangementer. Vidderne kommer nær. Vinden, myterne og vilde dyr er en del af totaloplevelsen. For Nunavut er ikke blot 'vores land' nu. Men også fortidens og fremtidens land. En stenvarde, formet til en talerstol, og stenvarden på flaget tilkendegiver, at 'den store dag' endelig er her. 'Drømmenes dag' er omsider også blevet en dato i kalenderen.

Stilfærdigt diplomati
Dermed er livet i Nunavut også blevet anderledes. Det ses tydeligt i ansigterne på de mennesker, der har været med til at skabe Nunavut. Det kan ses, at det er folk, der har viet deres liv til at skabe og udvikle Nunavut.
Forhandlingsvejen har ikke været let. Den har budt på store udfordringer. Men først og sidst krævet tålmodighed. Den har Inuit-forhandlerne udvist. De har gennem et stilfærdigt diplomati ved forhandlingsbordene over 25 år opnået langt mere, end indianerne har kunnet tiltvinge sig af indrømmelser gennem spektakulære enkeltaktioner.
Det nye selvstyre har Nunavut mest sig selv at takke for. Netop derfor forlader Nunavut heller ikke det canadiske nordvestterritorium ved at smække med døren. Tværtimod er en god del nostalgi blandet i afskeden med det gamle fællesskab.
Forsonende nok opstår det gamle fællesskab igen i form af Nunavuts nye naboer. De vil blive behandlet netop som 'gode naboer'. Dette falder så meget lettere, som den nye stat og dens nye naboer har en lang række fælles interesser. 'Den nordlige dimension' i Canada har derfor heller ikke taget skade af det skete. Nu er der blot flere til at artikulere denne dimension over for centralregeringen.
Nunavuts lange rejse mod selvstyre begyndte helt tilbage ved århundredets begyndelse, og den tog for alvor fart for et kvart århundrede siden. Mange i den store hangar havde gjort store dele af rejsen med. Deres indsats blev ikke glemt. Alle festtalere indledte, som den stedlige tradition byder, talerne med et "Ærede ældste". Derefter fulgte de mere obligatoriske tirader. Men de ærede ældste var med i Nunavuts dristige skridt ind i selvstyret. De stod for inspiration, identitet og livslang indsats for en sag, de aldrig tabte af syne - og som vel at mærke blev fremmet helt uden indslag af civil ulydighed.
Det ville på sejrens dag være upassende at glemme, at de i lange perioder temmelig alene måtte kæmpe en tilsyneladende udsigtsløs kamp, ikke mindst mod den farligste kategori af alle modstandere, de mange 'velmenende tvivlere' udefra: Var Nunavutterne ikke for få? Var selvstyre-projektet ikke for dyrt? Var Nunavut-modellen ikke for urealistisk?
Nu er Nunavut en realitet - også som et væsentligt bidrag til Canadas selvforståelse som en stat med spændvidde i lande og folk.
For de ærede ældste, der bragte det så vidt, bør ikke de unges engagement i Nunavut glemmes. Hver eneste skole er ved festlighederne repræsenteret med tegninger og malerier, der viser Nunavut, som de unge ser deres land i fødselsøjeblikket. Her finder kontinuiteten i Inuit-kulturen endnu et fint visuelt udtryk. På samme måde som fire generationer af trommedansere lydmæssigt formår at overbevise om, at båndene til fortiden ikke er brudt.
Stilfærdigt, næsten inderligt, formuleres på selvstyrefesten den lære, som deltagerne tager til sig: "Fortiden har lært os, at vi kan lære af fortiden."
En beskeden og bevæget Paul Okalik får yderligere tillid, da han midt i selvstyre-euforien reducerer sine løfter til dette ene:
"Vi vil gøre det bedste af det mulige". Resten overlader premierministeren til festtalerne uden regeringsansvar.

Genfinde Nordstjernen
Dette er klog politik i en sen aftentime, medens Nordlys strejfer Nunavut, og en dobbelt Nordstjerne blinker frem, både oppe på polarhimlen og som en stjerne bag Nunavut-flagets røde stenvarde. Gamle og nye pejlemærker også i en politisk kultur, som kan vise sig fuldt så barsk som den arktiske natur. For Nunavut befinder sig omtrent der, hvor Grønland var for 25 år siden.
Derfor gør det Nunavutterne godt midt i alle omskiftelserne og usikkerheden over for fremtiden at genfinde Nordstjernen.
Den var her, længe før dagens generation tog Nunavut i besiddelse. Den bød Inuit-folk velkommen til et land, hvor samarbejde var en forudsætning for at overleve - til et land, der er blevet kaldt det hårdeste i verden angående de udfordringer, det byder sine indbyggere. Her kræver overlevelse blandt meget andet en god karakter.
Nunavuts nyeste og måske vigtigste ressource opregnes næppe i Statistisk Årbog for Canada. Det er 'værktøjet' til selv at styre i hverdagen, 'egen ånd' eller 'territoriets kraft' i festtalernes retorik. Mere konkret viljen til at tage nye udfordringer op og skabe de nødvendige nye uddannelser og nye arbejdspladser. Nunavutterne har allerede overvundet mange vanskeligheder og kan sejre igen på den anden side af den bølgedal, som en alt for forceret udvikling har presset socialt udsatte grupper ned i.
Genskabelsen af Nunavut under Nordstjernen er ultimativt beretningen om den lange rejse fra nomadesamfundet til computer-samfundet. En rejse, der i påsken kom med besværgende formaninger til fremtidens Nunavutter i ord, der også har bud til en videre kreds:
"Tag vare på landet! Tag vare på vort eneste hjem! Tag vare på uddannelserne! Tag vare på føden! Tag vare på tøjet! Beskyt os mod forurening! Lad os forblive en ressource for Jorden, så længe Solen står op! Beskyt arven fra vore forfædre! Lad også vore efterkommere kunne kalde Nunavut for 'vores land'! Lad os sammen forme fremtiden!"
Skrevet af og lagt i munden på Inuit-kunstnere bliver disse appellerende, rytmiske ord-remser til den rene ord-magi, der varigt tager plads i sindet.
Canadas lange tradition for at stille sine militære hangarer i det civile samfunds tjeneste fandt i påsken et fornemt udtryk. Sjældent har en stat mistet en femtedel af sit territorium under så festlige former - og med så stor sikkerhed for alligevel at bevare det.
Eller for at sige det med Nunavutternes festglade ord til os alle:
"Først nu, hvor Nunavut er vores, kan vi dele det med Jer!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu