NATO optrapper angrebene
*NATO fly gennemførte onsdag nye massive angreb på mål i Serbien, samtidig med at vestlige ledere også i ord klart afviste et jugoslavisk tilbud om en våbenhvile.
Den britiske udenrigsminister, Robin Cook, gav onsdag i skarpe vendinger udtryk for den holdning, et klart flertal af NATOs ledere har givet udtryk for: "Vi optrapper angrebene. Hvis Milosevic vil have fred, må han prøve noget bedre," sagde den britiske udenrigsminister, Robin Cook, og kaldte den jugoslaviske præsidents forslag for "noget humbug."
USA får medhold i banankrig
*Verdenshandelsorganisationen WTO har givet USA medhold i den såkaldte banankrig mod EU. Det betyder, at USA frit kan indføre den straftold på 191 mio. dollar (1,32 mia. kr.), som amerikanerne har bebudet, medmindre EU sænker toldsatsen på såkaldte dollarbananer. USA's straftold betyder ikke noget for Danmark, da den danske regering sammen med Holland hele tiden har modsat sig EU's bananpolitik, der favoriserer import fra tidligere europæiske kolonier.
På den baggrund af WTO's afgørelse mener SF, at man helt bør droppe kvoterne og indføre tre forskellige toldsatser på bananer - én toldsats for alle rige lande og en anden og lavere sats for ulandene. De mindst udviklede lande skal derimod have mulighed for at komme af med deres bananer toldfrit.
Økonomer spår rentesænkning
*For første gang siden den fælles europæiske mønt euro'en trådte i kraft 1. januar ser det nu ud til, at Den Europæiske Centralbank vil sænke renten, vurderer flere økonomer.
Rygterne om en mulig rentesænkning har svirret i flere dage, og det vurderes nu, at rentesænkningen fra de nuværende tre pct. kan finde sted allerede torsdag.
Det franske nyhedsbureau AFP har interviewet 33 økonomer, og 17 af dem mener, at Den Europæiske Centralbank (ECB) vil annoncere rentesænkningen efter et planlagt møde i ECB's bestyrelse i dag.
ECB har fastholdt renten på 3 pct., siden den 1. januar overtog ansvaret for den økonomiske politik i de 11 lande, som på nuværende tidspunkt deltager i euro'en.
Men iagttagere vurderer, at der har været et mindre skift i ECB's holdning til en rentesænkning på det seneste.
Flertal i USA støtter landstyrker
*Et stigende antal amerikanere går ind for indsættelse af landstyrker i Kosovo. 55 procent af de personer, der blev adspurgt af avisen Washington Post og tv-stationen ABC, støtter indsættelsen af landstyrker for at slutte konflikten.
Meningsmålingen, som blev offentliggjort tirsdag, var et markant udsving i forhold til en lignende undersøgelse for en uge siden, hvor tv-stationen CBS registrerede 41 procents tilslutning til landtropper.
Ritt har ridser i troværdigheden
*Fungerende EU-kommissær Ritt Bjerregaard er kommet på andre tanker efter EU-Kommissionens fald. Hvor hun tidligere fatsholdt, at Kommissionen var kollektiv ansvarlig, foreslår hun i en kronik i Aktuelt onsdag, at der laves nye regler, så hver enkelt kommissær lettere kan pilles ud og stilles til ansvar ved EF-Domstolen for embedssvigt.
"Jeg har hele tiden fundet det naturligt, at kommissærerne har et kollektivt ansvar for de politiske beslutninger, der træffes i fællesskab. Men jeg havde unægteligt ikke forestillet mig, at jeg skulle sidde med et ansvar for, hvordan administrationen af konkrete og specifikke programmer foregik hos de andre kommissærer," lyder Ritt Bjerregaards begrundelse for forslaget.
De nye toner fra Ritt Bjerregaard er tegn på utroværdighed, mener Enhedslisten, der på baggrund af udmeldingerne stiller forslag om, at Folketinget opfordrer statsminister Poul Nyrup Rasmussen til ikke at genudnævne Ritt Bjerregaard.
200 får hjemmehjælpen tilbage
*Endnu en kommune må indse, at man ikke bare uden videre kan tage hjemmehjælpen fra de ældre. Det er Vejen Kommune i Sydjylland, der efter i første omgang at have inddraget hjemmehjælpen til 200 ældre, nu bøjer sig for en afgørelse i det Sociale Ankenævn. Det Sociale Ankenævn behandlede fem klager og gav de fire medhold i, at det var uberettiget af Vejen Kommune at fjerne hjemmehjælpen. På den bagrund har kommunen besluttet at alle 200 ældre får hjemmehjælpen tilbage.
Flere pædagoger privatiseres
*60 børn fra Vemmedrup på Midtsjælland vil inden længe blive passet af privatansatte pædagoger fra service-koncernen ISS.
Onsdag underskrev Skovbo Kommune for anden gang en aftale med ISS Juniorservice om opførelse og drift af en børnehave for 0-seks årige børn.
ISS-Børnehaven i Vemmedrup bliver den syvende af sin art i Danmark. Skovbo var den første kommune i landet, der indgik aftale med en privat virksomhed om opførsel af en daginstitution. I dag, halvandet år efter, har ISS også ansvaret for institutioner i Farum og Tørring-Uldum Kommuner.
Iransk domstol kræver avis lukket
*Den moderate presse i Iran har lidt et alvorligt knæk efter at en domstol i Teheran har beordret avisen Zan (Kvinde) lukket. Avisen bragte i weekenden et indlæg af den tidligere Sheik Mohammad Rezas enke, Farah Diba.
Han blev væltet under den islamiske revolution i 1979. Indlægget har vakt stor opstandelse blandt de konservative kræfter i Iran, og det skulle angiveligt have været dråben, der fik domstolen til at beordre avisen lukket.
I følge Reuter agter avisen dog ikke at lukke. En medarbejder siger til bureauet, at man ikke anerkender domstolens afgørelse, da det er et presseanliggende.
Døde grønlændere sagsøger staten
nSelv om retssagen om forflyttelsen af den grønlandske befolkning fra Thule er gået ind i sin anden måned, hersker der fortsat tvivl om antallet af sagsøgere i det historiske opgør i Østre Landsret, skriver Berlingske Tidnede onsdag.
Således er mindst fem grønlændere, der er medtaget i et processkrift til retten i slutningen af februar, ifølge Folkeregistret afgået ved døden længe inden retssagens start den 1. marts, viser en stikprøve foretaget af avisen.
En stribe andre sagsøgere har ligeledes i modstrid med oplysninger i processkriftet fra Thule-boernes advokater Christian Harlang og Henrik Karl Nielsen boet i Danmark i årevis. Mens atter andre tilsynelandende er forsvundet og hverken kan findes eller identificeres via Folkeregistret. De to advokater afviser selv, at oplysningerne har relevans for sagen.
FN: Danmark forskelsbehandler
*FN's racediskriminationskomite har for første gang kritiseret Danmark for racediskrimination. Baggrunden er en sag om en tunesisk statsborger, der ikke kunne få lov at låne 3.000 kroner i Sparbank Vest, fordi han ikke havde dansk pas. I stedet blev manden bedt om at hente sin kone, der er dansk statsborger - hun måtte godt låne pengene.
Det er ulovlig racediskrimination, mener FN, for nationalitet siger ikke noget om, hvorvidt man er i stand til at tilbagebetale et lån. FN-komiteen anbefaler derfor de danske myndigheder til at gribe ind over for finansektoren . Endvidere kritiserer komiteen, at politiet i Skive og anklagemyndigheden i Viborg ikke ville tage sagen op, da manden klagede over banken.
Advokat kritiserer Flygtningenævnet
*En redegørelse fra Flygtningenævnet til Folketingets ombudsmand får nu advokat Farhad Nikmaram til at rette en kraftig kritik mod nævnet og dets arbejde. Flygtningenævnets redegørelse omhandler en iransk families asylsag.
Familien var flygtet fra Iran, fordi manden var eftersøgt af politiet for at have været med til at kopiere og uddele dele af Salman Rushdies "De Sataniske Vers".
"Flygtningenævnets gennemgang af min klients sag er ikke retvisende. Man efterrationaliserer i forhold til tidligere afgørelser," siger advokat Farhad Nikmaram til Ritzau. Samtidig kalder han nævnets praksis angående genoptagelse af sager for "latterlig".
Da familien blev udvist den 14. oktober 1998, skete det på trods af, at den havde søgt om genoptagelse af sagen. Dagen efter ankomsten blev manden - ifølge hans kone - ført bort af politifolk. Han har siden været forsvundet.
'Folk svarer som de bliver spurgt'
*En række organisationer og virksomheder tager afstand fra den Gallup-undersøgelse, der i Berlingske Tidende onsdag konkluderede, at tre ud af fire forbrugere ikke har tillid til det statskontrollerede øko-mærke.
Den konklusion kan man ikke drage på baggrund af undersøgelsen, mener Rikke Lundsgaard, landbrugsfaglig medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening.
"De spørger, om man tror, at der forekommer smuttere, og selvfølgelig svarer folk ja til sådan et spørgsmål. Men det betyder da ikke, at folk generelt ikke har tillid til de økologiske varer."
Det spørgsmål i Gallup-undersøgelsen, hun henviser til, lyder ordret således: "Tror De, at det forekommer, at danske produkter, der ikke lever op til kravene for økologiske produkter alligevel bliver mærkede med det særlige økologi-mærke?"
Økologisk Landscenter kalder undersøgelsen for en gang amatørarbejde, og heller ikke hos MD Foods kan man genkende resultatet.
USA: Krigs- forbrydere vil blive retsforfulgt
*USA's udenrigsministerium advarede onsdag aften ni navngivne jugoslaviske hærkommandanter om, at de risikerer at blive retsforfulgt for krigsforbrydelser i Kosovo.
"Vi navngiver kommandanterne for at advare dem om, at verden overvåger dem, at krigsforbryder-tribunalet er der, og at vi vil hjælpe det i denne proces," sagde udenrigsministeriets talsmand, James Rubin.
Det er op til Det Internationale Krigsforbryder-tribunal at tiltale mistænkte, men USA vil give tribunalet detaljerede oplysninger og navne, oplyste han.
"USA ønsker at sende et klart budskab (til de navngivne kommandanter, som omfatter en general-major, syv oberster og en major) om, at de hermed bekendtgøres om, at den jugoslaviske hær og indenrigsministeriets politistyrker begår krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Kosovo," sagde James Rubin.
Redigeret af Manja Sørensen