Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

7. april 1999

Helveg afviser landstyrker
*Danmark er parat til at bidrage til den NATO-styrke i Albanien, som den vestlige forsvarsalliance er ved at forberede, sagde udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) tirsdag på et pressemøde. Til gengæld afviste han enhver snak om en landstyrke i Kosovo som urealistisk.
"Regeringen har på forhånd besluttet at reagere positivt på at sende folk til en NATO-styrke i Albanien, men jeg vil gerne understrege, at vi ikke har fået nogen henvendelse fra NATO endnu," sagde udenrigsministeren.
NATO planlægger at sende en styrke på 6-8.000 mand til Albanien, hvor de i samarbejde med FN's flygtningehøjkommisariat (UNHCR) dels skal hjælpe de mange flygtninge fra Kosovo, dels stabilisere landet.
Udenrigsministeren sagde, at Danmark kan bidrage med 100 til 120 mand.

Thorsen opgiver Norden-aktier
*Kurt Thorsen har opgivet at rejse de resterende 758 millioner kroner, han senest tirsdag skulle betale til forsikringsselskabet Codan for en aktiepost på 35 pct. i Ejendomsselskabet Norden.
Det oplyser Kurt Thorsen i går til Ritzau.
Handlen skulle oprindeligt finansieres ved en række lån i internationale banker på baggrund af flere garantier fra PFA Pension. Planen, der også omfattede et køb af en aktiepost på 40 procent i finansieringsselskabet Gefion, et storstilet byggeri i Spanien, luksuslejligheder på Tuborg Havn m.v., faldt til jorden, da det den 20. januar i år kom frem, at hele planen hvilede på falske garantier, underskrevet af den nu fyrede og svindelsigtede PFA Byg-direktør, Rasmus Trads. Kurt Thorsen er sigtet i samme sag, men han nægter sig - i modsætning til Rasmus Trads - skyldig.
"Siden jeg kom ud af varetægtsfængsel, har jeg reelt kun haft tre uger til at rejse en milliard kroner. Med de beskyldninger, der hænger over hovedet på mig, har det ikke været muligt," siger Kurt Thorsen

Eks-agenter sigtes for mord
*De to tidligere efteretningsagenter fra Libyen, der mistænkes for at stå bag bombningen af et amerikansk fly i 1988, blev i går formelt sigtet af det skotske politi.
De to tidligere agenter, der mandag blev udleveret til Holland, hvor retssagen skal foregå, sigtes for mord på de i alt 270 mennesker, der mistede livet, da flyet styrtede ned over den skotske by Lockerbie.

SiD'ere siger ja til statsoverenskomst
*Knap 15.000 SiD'ere ansat i staten har netop sagt ja til deres nye, tre-årige overenskomst ved en urafstemning.
Næsten to ud af tre satte kryds ved et ja til overenskomsten, mens de resterende sagde nej tak til deres nye overenskomst.
I alt 46 procent af de stemmeberettigede var ved stemmeurnerne.
Den nye overenskomst træder i kraft per 1. april i år, og den indebærer blandt andet, at de ansatte får tre ekstra feriefridage, mere i løn samt ændrede karensbestemmelser i forhold til optjening af pension, således at pensionsindbetalingen for den enkelte ansatte starter tidligere.

Egypten afskaffer absurd lov
*Egyptens parlament ventes inden for overskuelig tid at vedtage et regeringsforslag om at afskaffe en lov, der siden 1980'erne har gjort voldtægtsforbrydere straffri, hvis de giftede sig med deres ofre.
Der er bred enighed i landet om, at den omstridte paragraf 291 i den ægyptiske straffelov aldrig skulle have været indført. Den samme paragraf gjorde deltagerne i en massevoldtægt straffri, hvis én af de implicerede giftede sig med offeret. Det uofficielle antal begåede voldtægter i Egypten ligger på 10.000, men langt de fleste af dem anmeldes aldrig af frygt for den skam og skandale det kan medføre for den voldtagne pige og hendes familie. I Ægypten kan voldtægtsforbrydere idømmes dødsstraf.

'Udviklingsråd skal udvides'
*Københavns Kommune foreslår, at Hovedstadens Udviklingsråd udvides med flere end de 11 medlemmer, regeringen lægger op. Det fremgår af det høringssvar til regeringens lovforslag til en løsning af hovedstadens strukturproblemer, som Københavns Kommune har afleveret.
Dermed kommer Københavns Kommune i direkte modsætning til regeringen, der netop pointerede, at det skulle være et handlekraftigt organ. Samtidig mener Københavns Kommune, at det "af hensyn til udviklingsrådets kompetance og indflydelseforeslår Københavns Kommune, at der på sigt indføres direkte valg til rådet".
I regeringens forslag udpeges medlemmerne af København og Frederiksberg kommuner og København, Roskilde og Frederiksborg amter.

Kul skal skal give mere energi
*Kulkraftværkerne skal gøres mere miljøvenlige i de kommende år ved at tvinge mere energi ud af kullene.
Ifølge bladet El & Energi er det danske ingeniører fra ElsamProjekt A/S, som står i spidsen for et stort fælles-europæisk projekt, der skal sætte nye standarder for virkningsgraden for kulfyrede kraftværker. Målet er, at de kommende kulkraftværker kan levere 15 procent mere elektricitet for den samme mængde kul.
I år 2008 skal et kulfyret kraftværk kunne præstere en virkningsgrad på 55 procent ved ren elproduktion. Det vil sige, at 55 procent af energien i kullene skal udnyttes til elproduktion. Det skal ses i forhold til den nuværende verdensrekord i virkningsgrad på 47 procent, som indehaves af Nordjyllandsværkets blok 3. Projektet, der koster 150 mio. kroner støttes af EU med 60 mio., mens de 40 firmaer, der er involveret betaler resten.

Nyt slagsmål i Plejebo-sagen
*Et nyt slagsmål i Plejebo-sagen betyder, at den endelige afgørelse i sagen forsinkes yderligere. Forsvareren for den sigtede plejehjemsassistent beskyldte tirsdag i Københavns Byret politiet for at stille ulovlige spørgsmål til Sundhedsstyrelsen - mens politiet omvendt siger, at forsvareren er ude på at censurere efterforskningen.
Politiet ønsker svar på, om plejehjemsassistenten har hensat nogle af de gamle på Plejebo i en hjælpeløs tilstand, eller om hun har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten.
"Sundhedsstyrelsen har ingen kompetence til at forholde sig til, om nogle bestemmelser i straffeloven er overtrådt," fastslog advokat Thomas Rørdam i går på et retsmøde i Københavns Byret.
Det må være op til domstolene at afgøre, om hans klient har overtrådt straffeloven, mener han.
Advokat Thomas Rørdam sammenligner Sundhedsstyrelsen med Retslægerådet, som ikke må udtale sig om juridiske spørgsmål - mens politiadvokat Michael Jørgensen mener, at der er en parallel til Patientklagenævnet, som godt må foretage juridiske vurderinger.
Om de stillede spørgsmål er ulovlige eller ej, vil dommer Ingrid Gormsen afgøre i en kendelse, som hun afsiger den 13. april.

Ingen salmonella i kvægbesætninger
*Den frygtede bakterie Salmonella DT 104, som er resistent over for antibiotika, er ikke blevet fundet i 265 kvægbesætninger, som Statens Veterinære Serumlaboratorium har undersøgt. På baggrund af undersøgelsen regner de veterinære myndigheder med, at Salmonella DT 104 med næsten hundrede procents sikkerhed højst forekommer i 1,7 procent af de danske kvægbesætninger.
Undersøgelsen er den første større screening af forekomsten af salmonella i danske kvægbesætninger. På baggrund af undersøgelsen mener myndighederne, at det er realistisk, at den multiresistente bakterie kan holdes ude af husdyrbesætningerne her i landet.

Ansøgere spørges ud ulovligt
*Selv om det i mange tilfælde er ulovligt, beder en lang række virksomheder deres ansatte og jobansøgere om helbredsoplysninger, skriver Politiken, tirsdag. En undersøgelse, som Gallup har foretaget for hovedorganisationerne FTF og LO, viser, at næsten hver femte jobansøger udspørges om sit helbred.
"Det er uacceptabelt, og det kan ikke passe, at man skal vurderes på det grundlag. Loven skal netop forhindre en urimelig sortering af folk, men arbejdsgiverne har måske nogle forestillinger om, at de kan slippe for sygedage, hvis de finder de sundeste og de stærkeste," siger faglig sekretær i FTF, John Poulsen.
Omkring hver tiende ansøger i banksektoren er også blevet spurgt om deres børns helbred.
FTF vil nu have arbejdsminister Ove Hygum til at sørge for, at loven håndhæves.

Fokus på Østersøens helbred
*Repræsentanter fra syv regioner i landene omkring Østersøen mødes i dag i Odense for at gennemføre en to dages konference, hvor der skal fastlægges en strategi for bekæmpelse af iltsvind og algeopblomstringer i Østersøen. På konferencen vil eksperter fra de syv regioner diskutere og udveksle erfaringer omkring vandkvalitet, spildevandsrensning, bæredygtigt landbrug m.v.

Post Danmark lugter succes
*Det har vist sig at være en stor succes at dele pakkepost ud om aftenen, når folk er hjemme og kan tage i mod den - så stor så Post Danmark fra maj måned udvider ordningen, så 900.000 hustande er omfattet og inden årets udgang vil én million danske husstande kunne modtage pakker om aftenen.

40 dræbt i Østtimor
*Mindst 40 mennesker blev tirsdag dræbt, da militsfolk imod uafhængighed for Østtimor kastede granater ind i en kirke, hvor 2.000 mennesker opholdt sig, meddelte det portugisiske nyhedsbureau Lusa.
Østtimors biskop, Carlos Belo, sagde ifølge Lusa, at ialt 45 var blevet dræbt under uroligheder i Liquisa-regionen, hvor kirken ligger.
Belo havde oplysningerne fra militærets øverstbefalende i området, Tono Suratman.
Bevæbnede mænd skød vilkårligt rundt i kirken og kastede også adskillige granater, sagde Belo.
Østtimors oprørsleder, Xanana Gusmao, opfordrede mandag sine landsmænd til at genoptage den væbnede kamp mod Indonesien efter rapporter om, at mindst 17 personer var blevet dræbt i Liquisa af militsfolk mod uafhængighed, som blev hjulpet af militæret.
Gusmaos advokat, Johnson Panjaitan, sagde tirsdag, at opfordringen til krig stadig gælder, hvis ikke militæret indstiller volden, og FN tager konkrete skridt til at afvæbne militsfolkene.
FN har ikke kommenteret den kravet, men generalsekretær Kofi Annan udtrykte i går bekymring over situationen i Østtimor.

Information retter
*I Aage Frandsens debatindlæg Retssikkerhed for alle den 3. april var et ord faldet ud i slutningen. Der skulle have stået, "at Folketinget ikke må vedtage særlove, der tager rettigheder fra borgere, og som gør at borgere mister mulighed for en domstolsprøvelse."
Vi beklager fejlen, red.

Redigeret af Manja Sørensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her