Læsetid: 6 min.

Nyhedsoverblik

6. april 1999

USA holder Milosevic ansvarlig
*USA sagde mandag, at den jugoslaivske præsident Slobodan Milosevic var "politisk ansvarlig" for de grusomheder, der foregår i Kosovo, men gik dog ikke så langt som at stemple ham direkte som krigsforbryder.
"Vi tvivler ikke på, at præsident Milosevic er politisk ansvarlig for det, der sker i Kosovo, men hvad angår det juridiske ansvar er det op til medlemmerne af den internationale domstol at afgøre," sagde det amerikanske udenrigsministeriums talsmand, James Rubin.
Med de voksende beviser på, at serberne står bag regulær etnisk udrensning blandt de etniske albanere i Kosovo, vokser presset på USA og dets allierede for at bringe Milosevic, der er den øverst ansvarlige for landets politik, for en domstol.
Artikler og leder på forsiden, Tema side 3, Artikler side 4

Albanere i Danmark takker NATO
*Henved 500 herboende albanere samledes mandag middag til demonstration på Rådhuspladsen i København. Formålet var at takke Danmark og NATO for indsatsen i Kosovo.
Demonstranterne svang både danske og amerikanske flag, men der var flest albanske, ligesom pladsen genlød af råb til støtte for UCK, Kosovos Befrielseshær.
"Vi er samlet for at vise taknemmelighed for den modige beslutning at sende danske soldater ned for at sikre freden," sagde Halim Kasami, formand for Folkebevægelsen af Kosovas Republik ifølge Ritzaus Bureau.
Også de humanitære organisationer, heriblandt Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp, fik særlig tak for deres indsats for at hjælpe de nødstedte kosovo-albanere.I forbindelse med demonstrationen blev et særligt takkebrev læst op.

Gusmao opfordrer til krig på Østtimor
*Den fængslede oprørsleder Xanana Gusmao fra Østtimor opfordrede mandag sine landsfæller til at gå i krig mod indonesiske styrker på Østtimor.
Meldingen, som blev givet af Gusmaos advokat, er et totalt skift i oprørslederens politik. Han har senest opfordret til forhandlinger med den indonesiske regering for at finde en fredelig løsning på den næsten 25 år lange konflikt.
Baggrunden for Gusmaos kursskifte er ifølge hans advokat nye drab på østtimoresere begået af indonesiske soldater. Efter at præsident Suharto sidste år blev afsat, har Indonesiens nye præsident, Habibie, indtaget en mere forsonlig linie over for Østtimor, som Indonesien siden 1975 har holdt besat. Habibie tilbød tidligere på året Østtimor selvstyre eller selvstændighed.

To politimænd dræbt i Dagestan
*To politimænd blev søndag dræbt og en såret i Buinaksk, 18 km vest for Dagestans hovedstad Makhachkale, rapporterer nyhedsbureauet Itar-Tass, der citerede indenrigsministeriet i den russiske republik.
Ifølge viceindenrigsminister Sergie Olenchenko stod religiøse ekstremister bag nedskydningen, der skete med automatiske våben.
I onsdags blev Kaukasus-republikkens vicestatsanklager dræbt under ligende omstændigheder.

Nyrup afkræves kommentar
*Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) skal nu svare på, hvilken betydning det får, at Højesteret i en dom har undsagt regeringens voldspakke og dermed et flertal i Folketinget.
Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, har bedt statsministeren svare på, om Højesterets vurdering gør indtryk, om han vil ændre loven og om han fremover vil garantere en højere lovkvalitet.
"I dommen, der blev afsagt for nylig, udtaler Højesteret, at man uanset voldspakkens vedtagelse ikke føler sig bundet af denne, men har udmålt straffen med henvisning til straffelovens almindelige regler om strafudmåling," siger hun.
Birthe Rønn Hornbech påpeger, at hun under forslagets førstebehandling kritiserede regeringen for at ville forrykke forholdet mellem den lovgivende og dømmende magt.

Kina og ASEAN diskuterer ø-gruppe
*Repræsentanter for Kina og de ni lande i den østasiatiske samarbejdsorganisation ASEAN indledte mandag et vigtigt møde i den kinesiske by Kunming. Øverst på dagsordenen står striden om Spratly-øgruppen, som både Kina og fire ASEAN-medlemmer helt eller delvist gør krav på.
Filippinernes viceudenrigsminister, Lauro Baja, sagde, at ASEAN vil forsøge at få Kina til at underskrive en aftale om øgruppen, som ligger midt i Det Sydkinesiske hav. Øerne selv er helt uden værdi og består af en række forrevne rev, men undergrunden menes at indeholde store olieforekomster, og samtidig ligger de i et af verdens mest befærdede farvande.
Kina hævder at have en historisk ret til øgruppen, mens Brunei, Malaysia, Filippinerne og Vietnam alle gør krav gældende på dele af øerne ud fra almindelige territoriale regler.

Generalstrejke på vej på Færøerne
*En generalstrejke er under opsejling på Færøerne efter, at forhandlingerne om en ny overenskomst mellem Færøernes største fagforbund - Funktionærforbundet - og landsstyresmand indenfor finans og økonomi, Karsten Hansen, i påsken endnu en gang endte resultatløst.
I alt 31 fagforbund på Færøerne - hvilket svarer til så godt som alle øernes organisationer - har efter et solidaritetsmøde med Funktionærforbundet meddelt, at kommer der efter påske ikke på ny gang i forhandlingerne mellem Landsstyret og Funktionærforbundet, bliver fagforeningerne nødt til at iværksætte tiltag.

22 soldater dræbt i Algeriet
*22 algeriske soldater mistede i weekenden livet under et sammenstød med muslimske oprørere.
Regeringsoldaterne faldt i baghold, og i den efterfølgende kamp mistede 12 oprørere livet, skrev avisen El Watan mandag. Episoden fandt sted søndag syd for hovedstaden Algier i Blida-provinsen, der er det mest urolige område i Algeriet.
I sidste måned blev 16 soldater dræbt og 22 såret ved et lignende bagholdsangreb.
Den blodige vold i Algeriet brød ud i 1992, da militærstyret annullerede et valg ved udsigten til, at yderliggående muslimer ville vinde.
Siden har kampe mellem muslimske oprørere og regeringsoldater ifølge det amerikanske udenrigsministeriums opgørelser kostet op mod 77.000 mennesker livet - heraf mange civile.
Artikel side 5

To såret ved eksplosion i Moskva
*To personer blev lettere såret ved en eksplosion søndag uden for et af den russiske sikkerhedstjenestes kontorer i det centrale Moskva, oplyser en talsmand for sikkerhedstjenesten.
Eksplosionen skete natten til søndag og ødelagde indgangsdøren til kontoret samt forvoldte skader på møbler og udstyr, tilføjede talsmanden.
Ifølge talsmanden Aleksander Sdanovitj er der på nuværende tidspunkt ingen antydninger af, hvem der kan være ansvarlig for eksplosionen. Russsiske ledere har i den senere tid udtrykt bekymring for en mulig ny bølge af politisk ekstremisme.

Kirgistans ministerpræsident død
*Kirgistans ministerpræsident, Sjubamek Ibraimov, døde søndag i hovedstaden Bisjkek, oplyser en regeringstalsmand i telefon til det britiske nyhedsbureau, Reuter.
Ibraimov led af mavekræft, og hans embedspligter vil i første omgang blive overtaget af viceministerpræsident Boris Silajev. Den 56-årige Ibraimov havde kun været regeringschef i tre måneder.

To dræbt af bombe i Tyrkiet
*En formodet kurdisk selvmords-bombemand og en 13-årig pige mistede mandag livet i den tyrkiske provins Bingol. Provinsguvernøren Suleyman Kamci, som var målet for bomben, og 12 mennesker slap med lettere sår.
Bomben eksploderede, netop som guvernøren steg ud af sin bil. En mand, der havde sprængstof bundet til sin krop, løb frem mod bilen, men eksploderede, før han nåede frem til guvernøren. Den dræbte pige opholdt sig ved et tilfælde nær bilen.
"Dette er ikke et angreb på mig, men på den tyrkiske stat," sagde Kamci ifølge Reuters efter attentat-forsøget.
Siden lederen af Det Kurdiske Arbejderparti (PKK), Abdullah Öcalan, blev arresteret i februar, har en bølge af kurdiske bombeattentater hærget Tyrkiet.
Dansk konkurrenceevne svækket
nHovedparten af Det Danske Handelskammers medlemmer mener, at de i dag har ringere konkurrenceevne end for et år siden. Det viser en undersøgelse som handelskammeret foretog i marts.
Knap 83 pct. af medlemsvirksomhederne vuderer, at deres konkurrenceevne er blevet forværret eller er uændret i forhold til marts sidste år. Kun godt 17 pct. har oplevet en forbedring af konkurrenceevnen.

Information tilføjer
*I lørdagsavisens bagsideartikel 'Dansker i fjendeland' var den sidste halvanden linje ved en fejl røget ud. Vi iler med at bringe sidste afsnit af artiklen i sin helhed:
"Selv om Montenegro bliver bombet af NATO, mærker man ikke som vestlig journalist samme fjendtlighed som i Beograd. Selv med bomber, flygtningestrøm og frygt for Milosevic-kup, så er Montenegro næsten et ferieparadis i forhold til dystre Beograd."
Vi beklager fejlen.Inf.

FN ophæver sanktioner mod Libyen
*FN-sanktionerne mod Libyen blev mandag ophævet, efter at FNs generalsekretær meddelte Sikkerhedsrådets medlemmer, at de to mistænkte libyiske gerningsmænd bag Lockerbie-flybomben var ankommet til Holland for at blive retsforfulgt, oplyste diplomater. Libyen afsluttede flere end 10 års tovtrækkeri ved at udlevere to mænd, der er mistænkt for at have slået 270 mennesker ihjel over den skotske by Lockerbie i 1988.
De to tidligere efterretningsagenter, Abdel Basset al-Megrahi og Al-Amin Khalifa Fahima, blev udleveret til FN's vice-generalsekretær, Hans Corell, i lufthavnen i Libyens hovedstad Tripolis, hvor fra de blev fløjet til Holland. Til stede i lufthavnen var flere diplomater og pårørende til de dræbte fra bombningen af Pan AM Flight 103 over Lockerbie.
Retssagen vil finde sted i Holland men vil ske med skotske dommere og efter skotsk lov som et led i den aftale, der fik Libyens leder, Moammar Gaddafi, til at indvillige i udleveringen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her