Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

26. april 1999

UCK tilbyder NATO hjælp
*Kosovos Befrielseshær (UCK) tilbød søndag NATO at hjælpe alliancen med en landkrig mod de jugoslaviske styrker i Kosovo. Det sagde en talsmand for UCK søndag i den nordalbanske by Kukes.
UCKs militære talsmand Leopard II sagde, at NATO kan gøre brug af den store erfaring, UCK har med terrænnet inde i Kosovo. Omvendt vil UCK gerne have bedre våben af NATO - eventuelt for at kunne samarbejde med NATO i en fælles operation.
Endnu en gruppe amerikanske kamphelikoptere af typen Apache ankom søndag til den internationale lufthavn Rinas nær Albaniens hovedstad, Tirana.
Den russiske præsident, Boris Jeltsin, og USAs præsident, Bill Clinton, drøftede søndag krisen i Kosovo per telefon, rapporterede det russiske nyhedsbureau Interfax.
Artikel side 3 og leder på forsiden

Kult belejrer Kinas magtcenter
*Over 10.000 tilhængere af en religiøs kult i Kina indledte søndag en belejring af den kinesiske ledelses kontorkomplekser i hovedstaden Beijing.
Det var den største protestdemonstration i Beijing i et årti, og kultmedlemmerne krævede officiel status for deres tro, hvis de skulle droppe belejringen.
Kulten, der hedder Fa Lun Gong, hævder, at den har 100 millioner medlemmer. Kultens leder bor i USA og prædiker frelse fra den onde verden, som er på vej mod katastrofe.
De 10.000 kult-demonstranter krævede at få lov til at mødes med ministerpræsident Zhu Rongji.
Artikel side 5

Nyrup haler ind på Fogh
*Socialdemokratiet er langsomt ved at genvinde noget af den tabte styrke.
Det samme gælder for Det konservative Folkeparti, mens Kristeligt Folkeparti ville glide ud af Folketinget, hvis der var folketingsvalg nu, fremgår det af et nyt prøvevalg som Sonar har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten. Socialdemokratiet får ved prøvevalget i april en fremgang på godt to procentpoint i forhold til prøvevalgene i februar og marts. Det svarer til en fremgang på tre mandater.
Men det store regeringsparti har fortsat ikke overvundet den nedtur, der i november fulgte i kølvandet på Finansloven og ændringerne i efterlønnen. I forhold til oktober sidste år mangler Socialdemokratiet fortsat over fire pct. af vælgerne, - og i forhold til valget i marts sidste år har partiet en tilbagegang fra 35,9 pct. af stemmerne til 22,6 pct. Omregnet til mandater giver det et tab på 22 til i dag 41 mandater.

Öcalan for retten i slutningen af maj
*retssagen mod den kurdiske oprørsleder Abdullah Öcalan vil blive indledt i slutningen af maj, skrev den tyrkiske avis Türkiye lørdag. Ifølge embedsmænd, som avisen har talt med, vil den endelige dato blive offentliggjort på fredag. Samtidig skrev det tyrkiske nyhedsbureau Anatolia, at tyrkisk politi har forhindret et bombeattentat planlagt til at finde sted netop i forbindelse med offentliggørelsen af datoen for Öcalans retssag.
En studerende på et af Istanbuls Universiteter blev i forbindelse med en rutineundersøgelse afsløret med blandt andet syv håndgranater i sin rygsæk. Han indrømmede senere, at han havde planlagt en aktion til fordel for Öcalan.
Abdullah Öcalan står tiltalt for forræderi, forbrydelser mod staten, opfordringer til mord og våbensmugling. Hvis han domfældes, risikerer han dødstraf.

19 fængslet i historisk hash-sag
*Et 13 timer langt grundlovsforhør ved retten i Køge sluttede tidligt søndag med, at 19 personer, der sigtes i en kæmpe hash-sag blev varetægtsfængslet. En blev løsladt.
De 20 personer blev fredag aften anholdt under en narkotikarazzia, efter at politiet havde fundet 12 ton hash - med en samlet værdi op over en halv mia. kr. om bord i et litauisk skib.
De mange ton hash er den største mængde hash, der nogensinde er beslaglagt på én gang i Danmark.

Indien tæt på nyvalg
*Det lykkedes ikke det indiske Kongrespartis leder, Sonia Gandhi, at få dannet en regering i weekenden. Søndag aften sagde den fungerende indiske ministerpræsident, Atal Behari Vajapyee, at han mandag vil samle sine ministre for at gøre et sidste forsøg på at undgå et nyvalg.
Kongrespartiet måtte fredag opgive at danne en koalitionsregering - og søndag kuldsejlede Kongrespartiets forsøg på at danne en mindretalsregering. Det skyldtes, at Kongrespartiet ikke kunne samle tilstrækkelig opbakning i det 543 mand store underhus.

Forsvaret forsvarer minister
*Forsvaret rykkede lørdag forsvarsminister Hans Hækkerup (S) til undsætning ved blankt at påtage sig skylden for, at Hækkerup og hans embedsmænd i ministeriet først blev orienteret næsten en uge efter, at NATO havde anmodet Danmark om at sende en ubåd til Adriaterhavet. Forsvarskommandoen oplyser i en usædvanlig pressemeddelelse, at "som følge af en procedurefejl" blev Forsvarsministeriet først den 15. april orienteret om henvendelsen fra NATO, som forsvarsledelsen havde haft kendskab til siden den 9. april.

Grafisk Forbund er en saga blot
*Grafisk Forbund, som det kendes i dag, er en saga blot. Det er det eneste, der indtil videre står helt klart efter en to-dages ekstraordinær kongres i København.
En kongres, der efter flere hårfine afgørelser, viser, at de 332 delegerede, som repræsenterer 23.000 medlemmer, stadig har hjertet med Grafisk Forbund, GF.
Ledelsen og flertallet i hovedbestyrelsen fik flere gange deres anbefalinger afvist, om end med nogle få stemmer.
Tilbage står, at det nu bliver de 23.000 medlemmer, der kommer til at afgøre GF's fremtid, hvilket sker ved en urafstemning i næste måned.
Medlemmer får to muligheder - et slanket GF - den såkaldte GF2000-plan - eller en total afvikling af det kun seks år gamle forbund, hvorefter de fire faglige grupper under GF optages i SiD, HK-Industri og Dansk Journalistforbund.
Hvad GF's fremtid bliver afgøres ved simpelt flertal, og resultatet af urafstemningen offentliggøres den 9.juni.

Hormonkød splitter venstrefløj
*SF's opblødning over for USA i den ømtålelige hormonbøf-sag bekymrer Enhedslisten, og partiet vil forsøge at samle fælles fodslag på venstrefløjen i spørgmålet om holdningen til den frie verdenshandelsorganisation, WTO.
Partiets fødevarepolitiske ordfører, Keld Albrechtsen, siger, at det er venstrefløjens opgave at forhindre, at der slækkes på kravene til fødevaresikkerhed.
Han er bekymret over, at SF har skiftet holdning og nu øjensynligt er parat til at acceptere en mærkningsordning som en udvej på den spændte konflikt mellem EU og USA. En mærkningsordning er ikke tilstrækkelig til at sikre fødevarestandarden, mener Keld Albrechtsen, der har indbudt SF til et møde om sagen.

NATO vedtog nyt koncept
*NATO går ind i det 21. århundrede med et nyt koncept, der tager højde for den lange række af konflikter, der kan true alliancens 19 medlemlandes sikkerhed og stabilitet i det, som den vestlige forsvarsalliance kalder for det "euro-atlantiske" område.
I "Det Strategiske Koncept" for det nye århundrede, som stats- og regeringscheferne for medlemslandene lørdag vedtog, konstateres det, at selv om der ikke eksisterer en umiddelbar trussel mod landenes interesseområder, så er der så mange uløste konflikter i Europa, og at risikoen for en konflikt er mulig "på længere sigt".
NATO forsøgte på sidstedagen af alliancens topmøde i Washington at gyde olie på vandene over for Rusland, som har holdt sig væk fra topmødet i protest over NATO's aktioner mod Jugoslavien.
Den russiske præsident, Boris Jeltsin, er blevet væk fra topmødet, selv om Rusland har en særlig status i NATO-Rusland rådet, som er et samarbejdsorgan, der skal bygge bro mellem den vestlige alliance og Moskva om sikkerhed i Europa.
Jeltsin har været særdeles kritisk over for NATO-aktionerne i Kosovo og har sagt, at krisen kan risikere at udvikle sig til tredje verdenskrig.
Artikler side 3, leder på forsiden og artikel på bagsiden

Ny bombe i London
*En bil eksploderede lørdag aften i den østlige del af Storbritanniens hovedstad, London, og sårede mindst tre personer, rapporterede redningstjenesten. Samtidig forårsagede eksplosionen en del materielle skader på de omkringliggende bygninger.
Det var uklart, hvad der fik bilen til at eksplodere, men det blev antaget, at der var tale om en bilbombe. Vidner sagde, at de havde set en mand placere en sportstaske ved en grøn volvo kort før eksplosionen, der skete lige over for en politistation i en bydel, hvor der er mange indbyggerne fra Bangladesh.
Eksplosionen kom præcis en uge efter, at en anden bombe eksploderede i Brixton, et etnisk blandet område i det sydlige London. Denne bombe sårede 39 mennesker.
Den nynasistiske gruppe Combat-18 har taget ansvaret for bomben.

Snegle ødelægger marker
*Agersnegle, der har formeret sig kraftigt i det fugtige forår, er blevet et stort problem for mange landmænd.
Planteavlskonsulent Finn Olsen fra Haderslev Amts Landboforening siger til DR-Radio Syd, at han aldrig har set så mange snegle før på denne årstid. De plejer først at formere sig kraftigt senere på sommeren.
Ved Haderslev er der på en enkelt mark registreret op til en mio. agersnegle pr. hektar.
Så mange agersnegle betyder, at f.eks. marker med lucerne er ædt op og landmændene må starte forfra.

Nye blodige sammenstød i Indonesien
*Tusindvis af kristne og muslimer udkæmpede lørdag et blodigt slag på den indonesiske øgruppe Molukkerne. Øjenvidner sagde, at omkring 60 mennesker havde mistet livet.
"De kastede benzinbomber mod hinanden," oplyste en lokal journalist fra byen Tual på øen Kai Besar. Oplysninger kunne ikke umiddelbart bekræftes fra anden side. Fredag blev omkring 20 mennesker dræbt i Tual.
Kai Besar ligger tæt på hovedøen i Molukkerne, Ambon, hvor flere end 200 mennesker er blevet dræbt ved blodige sammenstød mellem kristne og muslimer i år.
Indonesien har det seneste år været ramt af politisk og religiøs uro efter landets værste økonomiske og politiske krise i tre årtier.
Også på Østtimor var der fredag på ny uro, og lørdag oplyste hjælpearbejdere, at de havde fundet flere lig i havet i nærheden af byen Suai. Her har den seneste uges kampe mellem pro-indonesiske militser og østtimoresere, der ønsker et selvstændigt Østtimor, kostet måske så mange som 100 mennesker livet. Oplysningerne er dog meget usikre, blandt andet fordi mange mennesker flygter fra området eller gemmer sig. En hjælpearbejder i Østtimors hovedby Dili sagde dog lørdag, at mindst otte dræbte var identificeret - og at drabstallet formodentlig var langt større.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her