Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

3. april 1999

Kritik af NATO- angreb tager til
*FN's særlige undersøger af menneskerettighederne i det tidligere Jugoslavien, langede torsdag kraftig ud efter NATO's flyangreb på Jugoslavien og kaldte dem, for "den største fejltagelse siden Vietnamkrigen", der i sidste ende vil styrke præsident Slobodan Milosevic.
"Hvis man (NATO) virkelig vil udgøre en trussel, så bliver man nødt til at true med landtropper - ikke kun med luftangreb," sagde Jiri Dienstbier på en pressekonference i Geneve.
"Det skulle have været på tale allerede for to-tre måneder siden. Nu har vi en situation, hvor der er risiko for at Kosovo tømmes (for etniske albanere)," sagde han.
Fra præsident Clintons eget bagland begynder kritikken af NATO's luftangreb også at melde sig - ikke mindst efter tilfangetagelsen af de tre amerikanske soldater. Den demokratiske senator, Robert Torricelli, der hører til blandt Clintons støtter har sagt om beslutningen om luftangreb, at det var en "håbets triumf over realiteterne" at tro, at man kunne sætte serberne på plads med en række luftangreb.
"Det var aldrig en realistisk plan," sagde han ifølge AP.
Leder og artikler på forsiden, nyhedsanalyse her på siden og tema side 3

START II-aftale lagt på køl
*I protest mod NATO's angreb på Jugoslavien besluttede Underhuset i det russiske parlamet, Dumaen, i går at udsætte ratifikationen af nedrustningsaftalen, START II, på ubestemt tid.
Det oplyste viceformanden for Dumaens forsvarsudvalg, Georgi Arbatov, fredag til det franske nyhedsbureau, AFP.
USA's Senat ratificerede i 1996 aftalen, som skal begrænse USAs atomsprænghoveder til 3.500 og Ruslands til 3.000.
"Fra et politisk syspunkt er det umuligt at behandle lovforslaget, mens krigen fortsætter. Det er klart, at parlamentet ikke vil behandle det. Hvis konflikten løses på grundlag af et kompromis, og krigen slutter...kan vi gå videre til et nyt niveau i vort forhold til Vesten og USA," sagde Georgi Arbatov.
Det var ellers ventet, at Dumaen efter seks år ville behandle lovforslaget, efter at regeringen i Kreml har accepteret en række ændringsforslag.

Nordirland får ikke Påske-fred
*Forhandlinger om sammensætningen af en regering i Nordirland og afvæbning af halvmilitære grupper blev torsdag udsat til den 12. april. Det skete, efter at det var mislykkedes for den britiske premierminister, Tony Blair, og hans irske kollega, Bertie Ahern, at finde et kompromis mellem katolske og protestantiske politiske ledere.
Uenigheden mellem de katolske og protestantiske ledere går på, om katolske politikere i Sinn Fein skal med i en koalitionsregering sammen med protestantiske politikere, inden IRA, den væbnede fløj af Sinn Fein, er begyndt af aflevere sine våben.
Det kræver de protestantiske politikere, men kravet afvises fra katolsk hold.
Udsættelsen af forhandlinger var en overraskelse, efter at det torsdag morgen forlød, at et gennembrud i forhandlngerne var tæt på efter nattens forhandlinger mellem de forskellige parter.

WTO-valg er gået i hårknude
*1. april var skæringsdato for valg af ny generaldirektør for frihandelsorganisationen, WTO. Der er imidlertid gået hårknude i valget til den magtfulde stilling, som nu udsættes 14 dage. Ingen af de to opstillede kandidater - Mike Moore fra New Zealand og Supachai Panitchpakdi fra Thailand - har kunnet samle flertal blandt medlemslandene.
Den nuværende generaldirektør, italieneren Renato Ruggiero, har meddelt, at han forlader posten den 30. april.
Formanden for WTO's generalråd, Ambassadør Ali Said Mchumo (Tanzania) opfordrer medlemslandene til at enes om en ny generaldirektør på næste ordinære møde i generalrådet, som finder sted den 14. april.
Han siger, at medlemslandene bør bruge de kommende helligdage til "at granske deres sjæle, så de bliver i stand at bringe processen til ende."

Hiv-smitten breder sig i Kina
*Kina har omkring 400.000 hiv-positive personer, skønt der officielt kun er fundet 11.000 tilælde, oplyste nyhedsbrevet China News Service i Påsken.
Det citerede Zheng Xiwen, vicedirektør for Sundhedsministeriets center for aids-forebyggelse og kontrol, for, at der er fundet smittede i enhver kinesisk provins.
Nyhedsbrevet citerede også unavngivne eksterter, som forudser, at antallet af smittede kan vokse til 600.000 til en mio. ved årets slutning. Kinas sundhedsministerium har bekræftet 11.700 hiv-tilfælde sidste år.

Kemal Koc får sin sag for i april
*Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg behandler tirsdag den 27. april Danmarks klage over Tyrkiet.
Danmark har klaget til menneskerettighedsdomstolen på grund af Tyrkiets behandling af den danske statsborger Kemal Koc. De danske myndigheder mener, at Kemal Koc har været udsat for tortur af det tyrkiske politi.
Kemal Koc blev anholdt i juli 1996 i lufthavnen i Istanbul, da han besøgte sit fødeland for at deltage i sin brors begravelse.
Kemal Koc blev først løsladt igen 42 dage senere efter dansk pres og sendt tilbage til Danmark.
To tyrkiske politifolk, som var tiltalt for tortur af den danske statsborger, er siden blevet frikendt ved en domstol i Tyrkiet.
I juni 1997 blev Kemal Koc - uden selv at være til stede i retten - idømt fire og et halvt års fængsel for at have støttet det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK).

Tyskland genoptager atom-transport
*Tyskland genoptager transporten af atomaffald fra tyske a-kraftværker til det franske oparbejdsningsanlæg, La Hague.
Det bekræftede en talsmand fra det tyske miljøministerum over for det tyske ugemagasin Der Spiegel. Transporterne blev indstillet fra maj til juli sidste år efter rapporter om radioaktiv forurening af tog med atomaffald fra Frankrig, Tyskland og Schweiz. Og blev ikke genoptaget, da undersøgelser viste, at der var problemer.
Tyske a-kraftværker har presset på for at få genoptaget transporterne, fordi lagrene er ved at være fulde. Og nu tyder meget på, at industrien får det, som den vil have det.
Sidste måned viste en rapport, at 12 pct. af atom-affaldet i Frankrig viste radioaktivitet over det tilladte niveau efter strenge tyske grænseværdier.

To såret under angreb i Irak
*To mennesker blev såret og to bygninger ødelagt, da amerikanske og britiske fly fredag angreb mål i det sydlige Irak, oplyste en irakisk militær talsmand til det officielle irakiske nyhedsbureau, INA.
Hændelsen brød to ugers pause i næsten daglige luftangreb fra amerikanske og britiske fly, som kontrollerer flyveforbuds-zonerne i den sydlige og nordlige del af Irak.
De allierede fly fløj 13 togter fra kuwaitisk luftrum og 33 togter fra saudiarabisk luftrum støttet af radar-fly, AWACS, og A2C fra saudiarabisk luftrum, oplyste den irakiske militære talsmand.
Ved det seneste flyangreb den 19. marts blev en iraker såret i det sydlige Irak.

58 disciplinærsager mod politiet
*Sidste år måtte Rigspolitichefen oprette 58 sager mod politibetjente, der ikke levede op til reglerne.
Sagerne spænder lige fra en langsom eller forkert behandling af sager til en desperat politimands bankrøveri.
Det fremgår af en opgørelse fra Rigspolitiet.
Disciplinærsagerne kan - alt efter alvorlighed - straffes med sanktioner, gående fra en påtale til en afskedigelse og efterfølgende retssag for overtrædelse af lovene.
11 betjente har taget deres afsked eller er blevet fyret i forbindelse med sagerne, mens fem foreløbigt er blevet suspenderet, mens deres sager venter på en afgørelse.
Nogle af de 58 sager viste sig at være rejst på et forkert grundlag, mens andre er endt i retten, hvor betjentene er blevet dømt.
Blandt de værste anklager var sagen mod en betjent, der begik bankrøveri.

15 dræbt ved uroligheder i Kashmir
*11 civile og fire muslimske oprørere er blevet dræbt ved flere sammenstød i den indiske delstat Kashmir, oplyste politiet fredag.
Muslimske oprørere skød fredag fem familiemedlemmer i landsbyen Hari Mohara godt 480 kilometer sydvest for Kashmirs hovedstad, Srinagar.
Torsdag aften skød muslimske oprørere tre familiemedlemmer i landsbyen Kilher godt 350 kilometer sydøst for Srinagar. Desuden blev fire oprørere og tre civile dræbt ved skud-episoder flere steder i Kashmir.
Ifølge politiet og hospitalerne er 25.000 menesker dræbt ved ni års kampe i delstaten i Himalaya-bjergene.

Ny mand i spidsen SNG
*Sammenslutningen af uafhængige stater, SNG, fyrede fredag finansmanden Boris Beresovski som generalsekretær for den løse sammenslutning af fhv. sovjetrepublikker.
SNG-lederne udpegede ved deres møde i Moskva Juri Jarov som afløser for Beresovski. Jarov er repræsentant for Ruslands præsident, Boris Jeltsin, i det russiske overhus.
Jeltsin fyrede den 4. marts Beresovski som generalsekretær for SNG, men den endelige beslutning lå hos statslederne.
Pantani næppe
til start i touren
nDen italienske cykelrytter Marco Pantani kommer næppe til at forsvare sin sejr fra sidste år i årets Tour de France. Det annoncerede "den lille elefant" fredag. Ifølge den 29-årige.
Pantani, der kører for Mercatone Uno, vil han i år koncentrere sig om at vinde Giro d'Italia - for dernæst at køre Vuelta Espana, som forberedelse til verdensmesterskaberne i Verona i Italien først i oktober måned. Pantani vandt i 1998 såvel giroen som touren.

Showtime i Jesu navn
*Jeg har gjort dette hvert år i de sidste 17 år," fortalte den 59-årige Bob Velez Reuters, da han som en af de første fik sømmet begge hænder fast til korset.
Den 59-årige mand, der til daglig er træner for et lokalt basketball hold forklarede den pinefulde selvopofrelse med, at han søn er syg. "Jeg gør det for at stoppe hans sygdom."
Sammen med seks andre mænd i en lille landsby i Cutud-området på Filippinerne blev han fæstnet til korset med 7,6 centimeter lange søm. I op til 20 minutter hang mændene på korset.
Den årligt tilbagevendende genopførelse af Jesu korsfæstelse tiltrækker tusindvis af tilskuere, og hvert år har kiosker og sælgende gjort klar til det store rykind.
"Vi forbereder os på denne dag måneder i forvejen. Det er årets største dag i byen," fortalte byens politichef til Reuters.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu