Læsetid: 6 min.

Nyhedsoverblik

23. april 1999

Aflytningssag droppes
*Justitsminister Frank Jensen (S) har opgivet at nå til bunds i sagen om Politiets Efterretningstjenestes (PET) påståede forsøg på aflytning af Rigspolitiets Rejsehold.
Forsøget skulle angivelig være sket i 1991, men oplysningerne kom først frem i en TV 2-udsendelse i november 1998.
"Sådan som sagen står i dag, er der ikke noget grundlag for at komme videre i sagen, med mindre vi pludselig får et nyt gennembrud," siger Frank Jensen.
Justitsministeren begrunder beslutningen med, at Nordisk Film har afvist at udlevere udsendelsens råbånd.
Artikel side 3

Direktører opsiger bonusordning
*Administrerende direktør Steen Gede og de to øvrige direktører i FDB meddelte torsdag FDB's bestyrelse, at de ønsker deres automatiske bonusordning annulleret.
Det sker efter flere dages presseomtale i dagbladet Børsen af lønniveauet blandt FDB-toppen.
Bonusordningen ydes efter aftale oven i direktørernes grundløn, hvis det i fremtiden lykkes direktionen at forbedre FDBs forretningsresultat.
"De tre medlemmer af direktionen har ikke ønsket at svække deres position og blive mistænkt for at arbejde for egen vinding i forbindelse med den omstilling af FDB, som vi er i gang med," siger FDB's formand, Ebbe Lundgaard, til Ritzau.

Israel vil lukke PLO-hovedkvarter
*Israel oplyste torsdag, at det vil lukke Den Palæstinensiske Befrielsesorganisations, PLO's, hovedkvarter i Østjerusalem, fordi det angiveligt anvendes ulovligt af det palæstinensiske selvstyre.
Israels præsident Ezer Weizman og hans egyptiske kollega, Hosni Mubarak, rådede torsdag palæstinenserne til ikke at udråbe en selvstændig stat, før det israelske valg er overstået.
"Den politiske stemning i Israel er eksplosiv, så lad os lige vente et par måneder til efter valget den 17. maj," sagde Weizman på et fælles pressemøde efter to timers private samtaler med Mubarak.

Klar besked om til gen-produkter
*Fra 1. maj skal forbrugerne have klar bedsked om gensplejsede ingeredienser i brød, pølser, slik og restaurantmad.
Butikkerne skal forsyne fødevarer med genspejset indhold med tydelig skiltning og i restauranter skal gæsterne have mulighed for at få oplyst, om menukortet indeholder retter, hvor der forekommer gensplejsede ingredienser. Restauratørerne landet over skal for alvor sætte sig grundigt ind i, hvad det er for ingredienser, kokkene putter i den mad, som serveres for gæsterne. Restauranterne opfordres til at orientere gæsterne via menukortet, men Veterinær- og Fødevaredirektoratet understreger, at det dog er tilstrækkeligt, hvis restauranten er i stand til at svare, når kunden spørger.
Danmark er det andet land i EU, der indfører bestemmelserne om at beskytte forbrugerne mod gensplejsede fødevarer. Storbritannien var det første.

Yderligere tre fly til Kosovo
*Med 79 stemmer for og 24 imod vedtog Folketinget torsdag regeringens beslutningsforslag om at sende yderligere fire danske F-16-fly til Italien, så de kan deltage i NATO's bombekampagne mod Jugoslavien.
For stemte Socialdemokratiet, Venstre, Det Radikale Venstre, Konservative, CD, Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet, mens SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti stemte imod.

Kina får ros for sin økonomiske politik
*Kina får gode karakterer for sin økonomiske politik og er et af kun få lyspunkter blandt asiatiske lande. Det vurderer Den asiatiske Udviklingsbank i en ny rapport.
Især Kinas indsats for at hindre en spredning af den alvorlige økonomiske krise i asiatiske lande i fjor får megen ros af udviklingsbanken.
Intet andet land klarede sig så godt gennem krisen som Kina, og det får ministerpræsident Zhu Rongji og hans regering megen ære for.

Gymnasieuro fortsætter
*Uroen blandt elever og lærere på gymnasier landet over ventes at fortsætte, efter at Amtsrådsforeningen torsdag sagde nej til at åbne for en genforhandling af gymnasielærernes arbejdstidsaftale. Også formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening (LG), Per Skafsgaard, er utilfreds med afvisningen, men han har ikke opgivet håbet om nye forhandlinger.
Men da GL er medlem af Akademikernes Centralorganisation, som har accepteret den samlede overenskomst, er gymnasielærerne uden mulighed for at varsle konflikt.
Artikel side 3

Millioner til spillesteder
*Nu er der håb for den rytmiske musik i både hovedstaden og provinsen.
Statens Musikråd har fordelt en særpulje på 10 mio. kr. fra Kulturministeriet mellem cirka 30 spillesteder i Aalborg, Århus, København, Vejle, Horsens, Fredericia og Kolding kommuner samt Københavns Amt.

CO2-udledning faldt i 1998
*Danmarks udledning af CO2 faldt med omkring to procent fra 1997 til 1998, selv om danskernes energiforbrug var næsten uændret. Årsagen er især den fortsatte omlægning til naturgas og vedvarende energikilder.
Ifølge Energistyrelsens foreløbige energistatistik udgør vedvarende energi nu næsten 10 procent af det samlede energiforbrug. Tallene viser også, at Danmark i 1998 for andet år i træk var selvforsynende med energi.
Energistyrelsen opgør både den faktiske udvikling i energiforbruget og en korrigeret opgørelse, der tager højde for årlige temperaturforskelle og import/eksport af elektricitet. Formålet med den korrigerede opgørelse er at få et billede af udviklingen, der kan sammenlignes år for år.

Amerikanske fly angriber mål i Irak
*Amerikanske militærfly har torsdag angrebet irakiske mål i den nordlige flyveforbudszone efter at der var blevet observeret anti-luftskyts-ild i området, som udgjorde en fare for de amerikanske militærfly, oplyste USAs militær.
F-15-fly kastede endvidere laserstyrede bomber mod anti-luftskyts-stillinger øst og sydøst for Mosul. Alle fly vendte sikkert tilbage til deres base.

Jelved i forsvar for pinsepakken
*Pinsepakken vil snart vise sin afdæmpende virkning på dansk økonomi. Der kommer ingen hovsa-indgreb fra regeringen. Sådan lød meldingen fra økonomiminister Marianne Jelved ved Realkreditrådets årsmøde torsdag.
"Det er sandsynligt, at der er ved at ske den ventede afdæmpning af den indenlandske efterspørgsel til forbrug, boligbyggeri og af prisudviklingen på ejendomsmarkedet," sagde ministeren, der henviste til, at omsætningen af ejerboliger er faldende, og det indikerer, at et prisfald er på vej. Samtidig viser de seneste tal fra Danmarks Statistik, at betalingbalancen er i bedring.
Hun afviste derfor, at regeringen kommer med nye økonomiske indgreb.
"Nu gælder det om at have is i maven og til overflod slå koldt vand i blodet, mens vi holder de økonomiske tøjler stramt."

Fred i sclerosestrid
*Striden er nu officielt bilagt mellem Scleroseforeningen og amtsborgmester Bent Hansen (S), formand for Amtsrådsforeningens sundhedsudvalg.
Det står at læse i en fælles erklæring, som amtsborgmesteren og Peter Kauffeldt, direktør for Scleroseforeningen, udsendte torsdag.
Det fremgår også af erklæringen, at Scleroseforeningen sammen med de øvrige sygdomsbekæmpende foreninger vil arbejde for at tilvejebringe et etisk kodeks for forbindelserne mellem medicinalindustrien og foreningerne.
Klimaet mellem de to parter blev slemt belastet, da Bent Hansen beskyldte foreningen for at køre et tæt parløb med det firma, der fremstiller den omdiskuterede sclerosemedicin betainterferon.

Flertal for landstyrke
'Hvis ikke Serbiens "etniske udrensninger" i Kosovo-provinsen kan stoppes ved hjælp af NATO's luftbombardementer, er et flertal af danskere villige til at støtte indsættelse af landtropper, antyder en opinionsundersøgelse fra GfK i dagbladet B.T. torsdag.
58 pct. giver deres støtte til en aktion med landtropper, og af de 58 pct. er de 90 pct. villige til at lade danske soldater indgå i en sådan NATO-styrke.
Undersøgelsen er foretaget den 17. april og er baseret på 994 besvarelser.

Forurening skal gøres synlig
*Et kæmpestort miljøbarometer ved en af byens indfaldsveje skal gøre bilisterne opmærksom på, hvordan det står til med luftforureningen i København.
Miljøbarometeret er en fire meter høj, gennemsigtig søjle, hvor en rød indikator viser luftens aktuelle forureningsgrad. Det sker på baggrund af målinger fra en ekstern målestation, der måler for kvælstofilter, svovldioxid, kultveilte og partikler (sod).
Barometeret er udviklet som et tre-årigt tværfagligt studieprojekt af studerende fra Danmarks Designskole og Danmarks Tekniske Universitet i samarbejde med Københavns Kommunes Miljøkontrol og under ledelse af organisationen Center of Art, Science and Technology, en landsdækkende forening tilknyttet Ingeniørforeningen.

Forlig om opera- og musikhus
*København får et opera- og musikhus oven i et nyt skuespilhus til Det Kongelige Teater. Det blev resultatet af forhandlinger mellem kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen og de konservative og CD.
Skuespilhuset skal placeres ved Turbinehallerne i København, og der er afsat 689 mio. kr til projektet, som kulturministeren forventer kan stå klar om godt fire år.
Artikel side 7

Milosevic i skudlinjen
*Jugoslaviens præsident, Slobodan Milosevic, kom natten til torsdag selv i skudlinjen. Det skete, da NATO-missiler ramte præsidentens villa i hovedstaden Beograd. Milosevic og hans familie opholdt sig ikke i villaen under angrebet. Samtidig var der i går skudvekslinger mellem jugoslaviske styrker og albanske grænsevagter.
"Det var et attentatforsøg mod Jugoslaviens præsident, sagde minister uden portefølje, Goran Matic, på en pressekonference torsdag eftermiddag.
Ifølge Matic ramte tre laserstyrede bomber Milosevics hjem, hvoraf én endte i soveværelset. Han betegnede angrebet som en "organiseret, terroristisk forbrydelse".
Men i Washington understregede en talsmand for USA's forsvarsministerium, at NATO ikke ønskede at ramme Milosevic.
"Præsident Milosevic og det jugoslaviske folk er ikke vort mål. Vort mål er militærstyrker og den militære infrastruktur, som støtter undertrykkelsen i Kosovo," sagde talsmanden Ken Bacon til journalister. Ifølge Bacon er Milosevics hjem en integreret del af de jugoslaviske militærstyrkers kommandostruktur.
Tema side 4 og artikel
og leder på forsiden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu