Læsetid: 4 min.

Obskur centrallyrik

24. april 1999

Kalender
LORENTZ DIETRICHSON er ikke et navn, man støder på hver dag eller bare hver anden. Førhen var denne norske kunsthistoriker dog en kendt og indflydelsesrig skikkelse i Nordens kulturliv, født 1834 i Bergen, død 1917. Han slog sig som ung på litteratur og æstetik, skrev bl.a. en afhandling om læredigtet i nordisk litteratur, rejste i 1859 til Uppsala, hvor han holdt forlæsninger over ny dansk litteratur med en oversigt over, hvad der var sket efter Oehlenschläger. Han blev docent samme sted og talte nu over nyere svensk litteratur, skrev videre om norsk litteratur samt en biografi om den finlandssvenske Runeberg.
Så var det også nok, og han blev i stedet kunsthistoriker og avancerede nu som sådan til ekstraordinær professor i Stockholm og senere i Kristiania, overalt aktiv med ideer og initiativer bl.a. i kunsthåndværk og -industri. Hans praktiske gerning har haft længere eftervirkninger end hans skrifter.
Men ét begreb skabte han dengang i Uppsala af varig interesse og jævnlig brug i æstetikken, centrallyrik.

DET ER EN TYSK litteraturhistoriker med nær tilknytning til Norge, Walter Baumgartner, der har gjort opmærksom på det i en artikel fra 1993 om Zentrallyrik, som han kalder "et obskurt begreb i skandinavisk diskurs om lyrik."
Den er atter omtalt af den svenske lyriker Gunnar D. Hansson, hvem jeg har det fra. Han har bl.a. skrevet den fremragende såkaldt lyriske monografi AB Neandertal - for nu lige at minde om dette særsyn af en digtsamling fra 1996. Men i en nyudkommen samling essays, småstykker, digtoversættelser, anmeldelser, under titlen Ärans hospital (Bonniers, 404 s.), en righoldig tankebog, reflekterer han i den anledning over centrallyrikkens begreb.
Det påfaldende er, at ordet ikke kendes uden for Skandinavien, og at det kun for et syns skyld kan hedde 'Zentrallyrik' på tysk. Fænomenet kender de til gengæld udmærket i Tyskland, i England, Frankrig og hvorsomhelst og endda til alle tider. Læs bare et japansk haiku-digt med en aha-oplevelse af centrallyrik.

SPØRGSMÅLET ER nu, hvad det er for et centrum, der markeres. Encyklopædien har et bud på en definition: En poesi, der udtrykker det skrivende jegs oplevelse af omverdenen, især i en inderlig kontakt med naturen - i modsætning til tendensdigtning, fortællende eller belærende poesi. Kortformen er karakteristisk, står der.
Der peges på, at jeget er centrum, at det er en oplevelsesform, men det antydes også, at der er emner, temaer på færde, emotioner vakt af tilværelsens skønhed. Det anførte eksempel er retningsgivende: Morten Nielsens "Foraarets Horisont":

Verden er vaad og lys -
Himlen er tung af væde...
Hjertet er tungt af Lykke,
lykkeligt nær ved at græde.

Det er vist meget nordisk, selv om vi straks vil kalde det almenmenneskeligt med dets rimede tætføring af natur og sind og dystre musikalitet, som harmoniserer modsætninger. That special light.
Det er ikke noget revolutionært digt, og oprør skal man nok ikke vente af centrallyrikken, og det til trods for at den menneskelige ballade synes at befinde sig i tilværelsens centrum, og at krig og vold hører med i følelsernes inderkreds med rædslen som en genkendelig grundstemning. Balkanisk i vælde er angsten.

CENTRALLYRIKKEN synes at være konserverende, måske konservativ. Den florerede f.eks. ikke just i 1970'ernes danske, tidstypiske lyrik, der var ude i sociale ærinder, om end der ikke var ende på jeg-bekendelsernes privat-offentlige mængde. Men forhippelsen klæder ikke centrallyrikken. Naturen var dengang ikke i kurs, fordi den repræsenterer det bestandige - tror vi stadig naivt i naturforstyrrelsens æra. Samfundet er vi derimod i stand til at forandre, tror vi.
Men med nye generationer af lyrikere har naturen og dermed centrallyrikkens jeg fået ny status og til dels en ny billedverden, således hos Søren Ulrik Thomsen, der taler naturens city-slang på denne måde:

Fiskenes stimer af blinkende knive
glider i vandet over mit ansigt
jeg sover på bunden af søvnen
drømmene fylder min mund

Her er hjertets tyngde i bund til en ny drømmetale om det blinde syn af vandhimlens fiskestimer. Samme elementære eksistensoplevelse, men mere specificeret end hos Morten Nielsen, nu en internaliseret natur.

HOS Erik Trigger Olesen træffer man blandt hans digte i Pestskibet (1998) "Mørkets æg" med en sanseskarp metaforik, hvor centrale almenbegreber som nat, mørke, blod, fugle er indsat i en voksende enkeltbevægelse, en aktivitet og knivskarp åbning i en bymæssig situation. Det inderste og det yderste samles og sprænges.

Nattens skalpel
åbner byens årer.

Imens neonblodet
glider over mørkets æg

skriger jernets fugle
i havnens smedier.

For nylig hørte jeg Trigger Olesen i en radiosamtale sige: "Når jeg digter, er jeg kraftedeme digter og ikke en havnearbejder, der har fundet en blyant." Det beviser digtet snildt og helt centralt med sit skjulte jeg.
Skalpellen svinges ellers lystigt over tidens metafysiske, patetiske centrallyrik af mændene i smedjen på Øverste kirurgiske, der har placeret sig på en egen litteraturhistorisk etage med nye billeder fra storbyens lavland. Det åbenlyse vid føler sig tydeligvis ikke hjemme i jegets centrum.
Det kunne Lorentz Dietrichson ikke vide med sin interesse for samtidens nordiske digtning, men han er jo også så glemt, negligeret selv af Encyklopædien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her