Læsetid: 4 min.

Oh Haslev

9. april 1999

"Kan du knibe næsen sammen og sige Habakuk?"

Hos lægen
Øresund kunne man ikke kalde mig i forrige uge. På grund af en voldsom forkølelse havde jeg besvær med at høre med det ene øre. Jeg var hele tiden nødt til at dreje hovedet for at opfange hvad der blev sagt. Det kan godt blive trættende i det lange løb.
Heldigvis blev affæren ret kortløbet hvad jeg kan takke min kollega Leif Blædel for. Vi sad på Weekendavisens redaktion og udvekslede skavanker. Jeg omtalte det med øret, hvortil han svarede: "Du skulle tage og gå til læge."
Denne mulighed var ikke faldet mig ind. Siden mine barnsben trådte deres barnesko i blandt andet Haslev, har jeg følt en sund og naturlig afsky for det folkefærd.
"Jeg kender en lige i nærheden," fortsatte han. "Jeg havde noget lignende for et par måneder siden. Hun kurerede det med det samme. Bare ring og bestil tid."
Han sagde hvad hun hed. "Navnet forekommer bekendt," ymtede jeg. Jeg slog hende efter i Lægeforeningens håndbog. Der gik et lys op for mig: Vi havde gået i skole sammen, hun en klasse over mig, følgelig var det mere end fyrre år siden jeg havde set hende sidst; men jeg huskede hende udmærket, selv om hun havde skiftet efternavn.

Lidet opmuntrende
"Var det dig der ringede fra Weekendavisen?" spurgte hun. "Jeg giver ikke en skid for Weekendavisen. De har ikke én journalist derovre der kan tænke en tanke til ende. Men selvfølgelig vil jeg da gerne hjælpe dig, selv om du kommer derovrefra, hvis der virkelig er noget i vejen med dig."
"Det er noget med øret," svarede jeg idet jeg vendte det døve øre - det højre - til pressepolemikken.
"Det er det vel, siden du har opsøgt en ørelæge," sagde hun i et lidet opmuntrende tonefald.
"Jeg vidste godt du var blevet læge," sagde jeg. "For et par år siden læste jeg din fars erindringer."
"Jeg tager skarpt afstand fra alt hvad min far står for. Det eneste gode man kan sige om de danske folkehøjskoler er at de aldrig er slået an i udlandet."
I en halv snes minutter diskuterede vi så Grundtvig og alt hans uvæsen. Så gled samtalen lidt på afveje, både i forhold til højskolerne og mit ærinde.
"Hvad er der blevet af din lillesøster Elsa?" forhørte jeg mig. "Hun var jo kæreste med min sidemand."
"Ja, og skred fra ham. Godt det samme, vorherre bevares. Han er jo blevet overlæge. I Aalborg." Jeg fornemmede at dybere kan man ikke synke.
"Hvad mener du om Peter Kemp?" spurgte hun pludselig. "Er han ikke alle tiders idiot? Se bare den måde han fik drejet Torturcentret på. Næh, må jeg så bede om Inge Genefke. Hvad synes du om hende?"
"Har truffet hende et par gange," sagde jeg. "Dejlig dame. Men jeg er egentlig kommet fordi -"
"Alting skal være så humanitært her i landet. Vorherre bevares. Det der er galt med de intellektuelle i Danmark er at de ikke har sans for videnskabelighed. Sådan har det været lige siden reformationen. Der er ikke sket en døjt af interesse. Der findes kun én dansk kunstner af internationalt format. Ved du hvem det er?"
"???"
"Freddy Fræk. Jeg har lige skrevet forord til en bog om ham."

Tilbage til Haslev
På dette tidspunkt opgav jeg at snakke h(ør)else og prøvede i stedet at dreje konversationen over på hjemmebane:
"Nu er jeg kommet i tanke om hvor jeg kender dit navn fra. Du har haft noget at gøre med audiologopædi."
"Ja, mon ikke, jeg har været censor i det ude på universitetet. De tror jo de har forstand på den slags. I virkeligheden ved de ikke en kæft. De render til den ene kongres efter den anden i udlandet; men den eneste der bliver citeret internationalt, det er -"
"Dig," sagde jeg.
"Mig," sagde hun. "Nå, men vi må jo hellere kigge på dig, nu du er kommet." Hun satte en mærkelig dims på hovedet af mig.
"Kan du knibe næsen sammen og sige Habakuk?"
"Det ved jeg ikke, jeg har aldrig prøvet."
Man spøger ikke med vore hvidkitlede venner, så efter diverse undersøgelser konkluderede hun: "Du har nedsat hørelse på højre øre. Det skyldes forkølelse."
Af ren forbløffelse over denne videnskabelige indsigtsfuldhed blev jeg ikke blot døv, men også stum.
"Dér i Haslev var jeg jo med i et sangkor," sagde hun. "Det var sådan set et udmærket kor. De kunne bare ikke synge. Den eneste der kunne synge var -"
"Dig," sagde jeg.
"Mig," sagde hun.
"Kan du huske Frede Andersen?" spurgte hun. "Det vil sige, han hed ikke Frede. Vi spillede skolekomedie sammen."
"Nåh, Flemming," sagde jeg.
"Og han hed heller ikke Andersen," kom det let bebrejdende.
Jeg supplerede efternavnet.
"Han er lige blevet overlæge på Rigshospitalet. I kirurgi." Tonefaldet var som ovenfor beskrevet. Uanset om man er overlæge i Aalborg eller kirurgi, er det åbenbart lige deklasserende.
"Det var i øvrigt et skægt gammelt stykke. Det hed Kagedåsen."
"Gulddåsen."
Hun sendte mig et blik der på samme tid var barsk,
harsk og karsk; men den slags er vi pedanter så vant til.

Og så til mit tilfælde
Omsider var hun rede til at beskæftige sig med mit tilfælde.
"Hvad laver du egentlig på Weekendavisen?"
"Sådan lidt af hvert. Blandt andet skriver jeg boganmeldelser."
Hun livede gevaldigt op.
"Det lyder interessant. Jeg har en bog liggende i maskinen på 500.000 megabytes. Var det ikke en idé at anmelde den?"
"Øh," svarede jeg forbeholdent, thi hun havde endnu ikke skrevet en recept ud. "Hvad handler den om?"
"Foniatri," kom det forundret, som om hvad kan bøger ellers handle om?
Jeg fik recepten og kunne trække vejret nogenlunde lettet.
Afskedsreplikken lød:
"Hils Leif Blædel." Hvilket hermed være gjort - med tak for en exceptionel oplevelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her