Læsetid: 5 min.

Omsorg for andre - en vid horisont

8. april 1999

Erik Thygesen var en usædvanlig vellidt kollega. Hans flid og arbejdsindsats er legendarisk

NEKROLOG
Meddelelsen om forfatteren, dramatikeren og journalisten Erik Thygesens pludselige død tirsdag aften af et hjertetilfælde, 57 år, hensatte i går kollegerne på Informations redaktion i en slags choktilstand. Han havde netop afsluttet et kortvarigt vikariat som redaktør på bladets kulturredaktion i dagene før påske - med vanlig ro og overblik, så man kan roligt kalde os alle for de uforberedte.
Erik Thygesen var med sin venlighed og omsorg for andre en usædvanlig vellidt kollega, hvilket ikke mindst de alleryngste medarbejdere på bladet nød godt af. Han var det, man kalder et ordentligt menneske, som altid var parat til at lytte og komme med et råd - både i og uden for arbejdstiden.
Hans menneskelige egenskaber var af høj, høj karat, ligesom hans engagement i både kunstneriske og samfundsmæssige anliggender var intenst under det rolige, nærmest tilbageholdende temperament. Erik var i gammeldags forstand et engageret menneske, og engagementet gjaldt især de, der var i klemme i samfundsmaskineriet, 'de små', ligesom hans hjerte, når det kom til kunsten, bankede for de unge, de eksperimenterende, de skæve og anderledes, hvor han ofte så det spirende og sarte talent før alle andre.
Mange nye - og også ældre - kunstnere har nydt godt af netop hans opbakning på tidspunkter, hvor de havde brug for den. Dette modsvaredes af, at han kunne være overordentlig skarp, når det gjaldt de etablerede, hvis han fandt, at de kom for nemt om ved tingene, glemte deres oprindelige kerne og intentioner og blev for tilbagelænede.
Det poppede var ikke Erik Thygesens kop te. Derimod var han med til at 'genopdage' sangere som John Mogensen, Rock-Nalle, Jytte Piloni m.fl., som for ham stod for den ægte folkelighed. Selv havde han sin opvækst i en mindre by i det vestjyske. Her havde den meget fremtrædende, jordbundne del af ham sine rødder, der betød noget for ham livet igennem. Således indsang/reciterede han i 1984 LP-pladen A ka how, ligesom han så sent som i 1997 opsøgte sin hjemegn i kortfilmen Go west.
Den amerikanske titel er ikke tilfældig. Som ungt menneske var Erik Thygesen på studieophold i USA, hvorved han fik sået en interesse for amerikanske forhold - især 'det andet Amerika' - som heller aldrig forlod ham. Han oversatte og introducerede The beat generation med forfattere som Ferlinghetti og Allen Ginsberg for et modtageligt, dansk publikum i 60'erne, hvor han også selv debuterede som romanforfatter med Karnevalskongen i 1964. Han blev da regnet som et af stortalenterne i den yngste, danske litteratur, men hans interesser i de kommende år gik langt videre, vævede sig sammen med det gryende ungdomsoprør, som satte det etablerede samfund på en prøve.

Multi-begavelsen
Personligt lærte jeg Erik at kende i den periode i redaktionen for tidsskriftet ta', hvor vi turnerede rundt i Danmark med andre redaktionsmedlemmer som Hans-Jørgen Nielsen, Per Kirkeby, Vagn Lundbye, Jørgen Leth, Henning Christiansen og Poul Gernes - med en slags fluxus- og popkunst-inspirerede performanceforestillinger, happenings, hvor det gjaldt om at bryde med den bestående kunst og arbejde på tværs af kunstarterne - musik, billedkunst, ord. Erik var ciceroen, der introducerede det nye på højskoler, gymnasier, og hvor vi ellers var.
Med udgangspunkt i litteraturen bevægede han sig væk fra den og ind i 70'ernes samfundsdebat med bogtitler som Er Marihuana skadelig?, Den amerikanske befrielsesfront, Om køb og salg af arbejdskraft, Folkets Røst, Mænd, Det svækkede køn, som tilsammen fortæller, i hvilket felt han var.
Han dyrkede kulturjournalistik i Ekstra Bladet, på Politiken, Information og i Danmarks Radio. I sidstnævnte institution blev han midtpunkt i en stor sag, fordi han med en fiktiv reportage om en arbejdsulykke på Lindø-værftet ville skabe opmærksomhed om farligt arbejde. Det var i den periode, Erhard Jakobsen og Aktiv Lytterkomite havde et godt, dårligt øje til de venstreorienterede på Danmarks Radio, hvorfor Erik Thygesen blev straffet ved ikke at få sin kontrakt som programsekretær forlænget, i realiteten en fyring. Han vendte dog senere tilbage som medlem af Radiorådets forretningsudvalg. I 1989 stillede han op for SF til Europa-parlamentet.
Men det er halsløs gerning at opremse Erik Thygesens oceaner af kunst- og kulturværker samt tillidshverv. Der er næsten ikke det hjørne af den seriøse del af den danske medieverden, som han ikke har været i berøring med.
Formand for filmkollektivet ABCinema. Medarbejder ved Press og Levende billeder. I bestyrelsen for Det Danske Filminstitut, Danske Dramatikeres Forbund, Den storkøbenhavnske Landsdelsscene. Filmkonsulent på Statens Filmcentral. Oversætter af John Lennon-tekster. Han har skrevet en lang række af teaterstykker for især gruppeteatrene og de små scener. Han har instrueret kortfilm og skrevet manuskripter til filmene Den forsvundne Fuldmægtig over Hans Scherfigs roman og Barndommens gade over Tove Ditlevsens roman. Amatør- og egnsteater har haft hans bevågenhed. Hertil tv- og radioteater, senest et hørespil om Jens Otto Krag i 1997. Indtil januar i år havde han endnu et tillidshverv, nemlig som medlem af TV 2's bestyrelse.

'Slå på tråden'
I de senere år var Erik Thygesen fastansat på Information, hvor han beklædte skiftende redaktørposter, bl.a. var han indenrigsredaktør, men også en skattet lederskribent med kultur og USA som indlysende hovedområder. For ca. halvandet år siden mistede han sin amerikanskfødte hustru ved et lige så pludseligt dødsfald, og kort tid efter frigjorde han sig fra sit faste arbejde for at få mere tid til sit forfatterskab... men bevarede dog tilknytningen til avisen som bl.a. bog- og teateranmelder og - fortsat - lederskribent. Hans arbejdskapacitet og flid var legendarisk.
Så længe mit hjerte slår, sang John Mogensen i Erik Thygesens teaterstykke af samme navn, som opnåede at blive spillet ved talrige forestillinger landet over gennem flere år. Eriks slår ikke mere, men for familien og de mange venner må det i disse timer være godt at tænke på, at det i hans rige liv har banket så varmt, som det har - og at han var elsket. Jeg har i skrivende stund en seddel liggende på mit skrivebord, en 'overdragelsesforretning' fra påskens vikariat, en dosmerseddel med ordene "...jeg er hjemme. Slå på tråden, hvis der er noget..."
Det er ikke til at holde ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu