Læsetid: 12 min.

Ornamentets mester

10. april 1999

Kunsten har sine rødder i et dybere lag i tiden end i similikulturen, siger maleren Ejler Bille, der mener, at samtidskunsten er præget af en dyb krise, og at enorm sammenspisthed hersker i det danske kunstliv

INTERVIEW
På påskens sidste dag, hvor Danmark stadig henligger i sol, cykler jeg fra sommerhuset i Asserbo ud til Ejler Billes hus, der ligger i en lille nordsjællandsk landsby tæt ved Tisvilde. Huset er tegnet til ham og hans afdøde kone, Agnete Therkildsen, engang i 60'erne og rummer foruden to atelierer med ovenlys også en stor havestue med en stejlt skrånende have, 'befolket' af enkelte, majestætiske tujaer, bag hvilke anes et grønt hav af marker med spirende forårssæd. Trods sine snart 90 år er der masser af liv og lys i Billes blå øjne, skønt talen foregår som hvisken. Han klarer husholdningen selv, der kommer blot en dame og gør rent en gang om ugen, bedyrer han og skænker hvidvin og skærer kage. Han er netop hjemvendt fra Cambodia sammen med en veninde og har haft en storartet tur, trods en beskadiget albue. Vi ser hans store samling af keramik fra det fjerne Østen - nogle af skålene er op til 2000 år gamle - og hans lille kunstsamling. "Jeg startede som keramiker og opfatter mig selv som en kunstner, der er rundet af kunsthåndværket," siger han, mens han fremviser krukker og kar. Samlingen rummer dog også lidt billedkunst, bl.a. et henrivende stik af Chagall af en fuld mand, der ligger i sengen og fantaserer og et enkelt lille ko-maleri af Theodor Philipsen, der korresponderer fint med landskab med mark og fæ udenfor.
Ejler Bille er fra den tid, hvor man udtalte ordet avantgarde med tryk på anden stavelse. Han har oplevet og været dagsordensættende i kunsten siden 1930'erne, da verden sås fra hestevognen, og mine forældre endnu var små.

Naturen er en del af os
Jeg spørger Ejler Bille - der var kunstanmelder ved Information i 1950'erne og stadig er trofast abonnent - om han har nogen kommentarer til den debat om det figurative og nonfigurative maleri, som i de seneste par år efter et halvt århundredes pause er genopblusset i spalterne. Hertil svarer han ved at læse op af en bog, han har skrevet:
"I sit berømte essay fra 1945 Menneskets fordrivelse fra kunsten hævder Ortega y Gasset, at mennesket er blevet fordrevet fra kunsten. Men det er ikke tilfældet. Mennesket har blot draget hele verden ind i sit billede, og i virkeligheden har det vel aldrig gjort andet, idet det har målt den med sin krop. Med sit ansigt, hvad enten det var et portræt eller en maske. Det græske ord for menneske er antrophos. Antrophomorf betyder målt ved mennesker, dette at universet lever i os, at naturen er en del af os."
"I et maleri, som beror på centralperspektivet, som var en af renaissancens geniale opfindelser, drejes øjet ind imod billedets 'sceniske' rum. Man kan indbilde sig, at man slentrer rundt på torvet, går ind imellem husene eller lægger sig til hvile i græsset i et smukt arkadisk landskab. I vore dage må vi, enten vi nu beklager det eller ej, bøje os for det faktum, at en billedkunstner føler og opfatter anderledes. Man kan sige, at skuespillerne har forladt scenen, enhver rumlig eller plastisk formgivning er gledet ud af maleriet...Tilbage har vi alene billedfladen med dens rent ornamentale billedverden. At aflæse dette maleri er dybest set ikke forskelligt fra tidligere, da der bag det let genkendelige og skildrende i den gamle kunst gemmer sig de samme farve- og formmæssige værdier."
Det skrev Ejler Bille i 1984 i sin lille bog Mine notater, der udkom på Brøndums Forlag. Bogen er spækket med guldkorn, og han fastholder at han ikke har noget at tilføje i dag og ikke kan sige det bedre. Jeg driller ham lidt med det universelle i kunsten og konfronterer ham med det forhold, at tiden påvirker kunsten, og lever man i et højteknologisk informationssamfund, må værkerne afspejle dette, men heri giver han mig ingenlunde ret:
"Nogle har hævdet, at en urolig tid må medføre en urolig kunst. Men heri ligger en manglende forståelse af kunstens inderste væsen. Kunsten er altid kun strømmen, det rene kildevæld. At identificere sig med krisen er selv at melde sig som sygeramt. Kunstværket forholder sig altid suverænt og bibeholder sin afstand til os. Det er os, som lægger vor følelse, vor medlidenhed, vor smerte eller vort had ind i det. At opleve kunstværket og tro på det er det samme som midt i malstrømmen at finde et holdepunkt, en mulighed for vor erkendelse."
- Men hvorfor udvikler kunsten sig så overhovedet, hvis den ikke lader sig påvirke af den samfundsmæssige udvikling?
"Nogle har den opfattelse, at kunstneren udtrykker en særlig art af tidsbevidsthed, når han tager ved lære af reklameteknikken og f.eks. ved at anvende en eller anden sprøjteteknik giver billedet en glatpoleret overflade, der i sin delikate perfektionisme ikke står tilbage for de varer, supermarkedet tilbyder. Men kunsten har sine rødder i et dybereliggende lag i tiden end i denne similikultur."

Kunstklikeri
- Som en meget anerkendt kunstner, celebreret og dekoreret i alle ender og kanter kan du så genkende noget af det, Ekstra Bladet har skrevet om et kunstklikeri i dansk kunstliv? Føler du dig selv forbigået?
"Nej, ikke personligt. Alligevel føler jeg, det er rigtigt, som Ekstra Bladet skriver, at der er en enorm sammenspisthed i kunstlivet."
- Kan du eksemplificere ud fra, hvad du selv har mærket?
"Selv er jeg som sagt aldrig blevet forfordelt, og føler mig ikke forbigået. Men der er en dyb krise i samtidskunsten, som også kan spores på Akademiet, der - synes jeg - følger nogle forkerte retningslinjer, dvs. at de åbenbart er helt enige om at følge noget, som jeg selv tager skarpt afstand fra."
- Hvad mener du mere konkret?
"Jeg tager skarpt afstand fra den kunst, de unge mennesker lærer at lave på Akademiet, og som kort efter købes af museerne."
- Jamen, Akademiet er jo netop blevet kritiseret for ikke at lære eleverne noget? Mon ikke de unge akademielever blot laver, hvad de selv synes er vigtigt?
"Det gør de nok, men det de laver, fænger mig ikke."
- Så du kender heller ikke deres lærere, bl.a. de udskældte professorer Peter Bonde og Claus Carstensens værker?
"Nej, jeg går lige forbi værker, som ikke interessserer mig på museerne, så jeg har ikke noget kendskab til disse kunstnere. Derimod har jeg beskæftiget mig med Kehnet Nielsens maleri, som interesserer mig meget mere. Der er noget Tanka-maleri over hans værker."
- Hvordan ser du som tidligere gæsteprofessor og professionel kunstner på Akademiets forvaltning af talentet?
"For mit eget vedkommende, så opdagede jeg hurtigt, at man ikke kan lære at lave kunst. Jeg gik ikke engang et år hos Utzon-Frank, for det fungerede overhovedet ikke for mig. Jeg reagerede imod naturalismen, for jeg tænkte: 'Du har en frihed, og den må du bruge', så når jeg f.eks. skulle modellere efter en levende mår, fandt jeg frem til en ny form. Jeg kunne jo ikke lave knurhår i ler. Det havde jeg allerede fundet ud af, før jeg begyndte på Akademiet. I virkeligheden var Utzon-Frank meget flink, men jeg skulle stå og modellere efter figurer, som jeg mente var dårlige. F.eks. en græsk skulptur fra dekadencen, som jeg anså for at være underlødig. Men det spurgte han mig slet ikke om. Konceptet var, at den skulle vi bare kopiere så nøjagtigt som muligt. Jeg var snedig dengang. Jeg ville ikke lægge mig ud med Akademiet, så jeg fik dispensation til at forlade det. Så jeg kan stadig søge ind igen!! (Høj latter). Men i dag er det for filosofisk, og det vil sige pladderfilosofisk. Jeg tvivler dog ikke på, at Else Marie Bukdahl er lærd - jeg var selv med til at stemme på hende i sin tid - fordi hun betonede, at man skulle læse, hvad kunstnerne selv skrev og havde skrevet om kunsten og kunstnerne. Men det ser ud til, at det har udviklet sig galt. Alt for teoretisk, alt for langt fra kunsten."
"Og den kunst, de unge laver beror først og fremmest på provokationer. Kunsten i dag er i dyb krise, den er i en nedgangstid, der svarer til Roms forfald," siger Bille med et smil.

Kunsten at skille ud
- Hvad mener du om den såkaldte samtidskunst? Her tænker jeg på de nedbrændte børnehaver, på kunstvideoer, hvor en nøgen mand danser rundt, på skulpturer af chokolade, skulpturer, der nedbryder huse indefra?
"Jeg kender som sagt ikke nok til det, for de værker, som ikke siger mig noget, går jeg blot forbi."
- Den teknologiske verden forandrer sig meget og de erfaringer, som mennesket gør sig, er forskellige fra tidligere, og det må dog påvirke kunsten og kunstnerne?
"Jamen de gode kunstnere har altid haft en vidunderlig evne til at skille ud. Og læg mærke til, at de altid har været ret få."
- Hvad skal kunsten i dag, hvis ikke den må udtrykke sig i sin egen tids medier?
"Den skal da fortsat producere gode billeder! Så enkelt er det," ler Ejler Bille. "God kunst rummer en bestemt sensibilitet, den rammer ind et sted. Hvis kunsten bare bliver chokvirkninger, som man ikke kan finde sig selv i, så går det ikke. Den gode kunstner forsøger at finde sit eget ståsted, hvor han selv er med, og hvor man møder ham selv. Men der er ingen kogebog med opskrifter på, hvordan man laver god kunst."
Ejler Bille griber igen ud efter bogen og læser op:
"Al kunst har en bevægelse i sig, der får os til at tro, at det, som vi kalder udvikling, gør kunsten større, rigere og bedre. Men når vi ind til det inderste hjertekammer, hvor blodet pulserer, må vi erkende, at den aldrig har bevæget sig blot et hanefjed frem. Den har nemlig altid været den samme. Mennesket har levet, kæmpet og elsket. Kunsten reflekterer livet, spejler sig i det. Fra det første hulemaleri til kunsten i dag har den sagt det samme til os, den løfter os ud over os selv og har samtidig rod i et fælles menneskeligt indhold. Taler vi om en 'moderne kunst', en naturalistisk eller abstrakt, taler vi i virkeligheden med bind for øjnene. En abstrakt kunst, der har mistet sit fodfæste, forrådt sit udspring i naturen, er simpelthen blevet perverteret, en absurditet. Dette gælder også en såkaldt naturalisme, der nok synes at ligne natur, men ikke er det. Derfor må alle betegnelser, alle mærkesedler, også på det vi kalder ismer, helst sættes i gåseøjne."

Entré en skændsel
Efter læsningen lyser Ejler Bille kendeligt op, og han taler pludselig højt og medrivende.
"Her er noget, der ligger mig stærkt på sinde. Det vil jeg meget gerne have, at du skriver: Det er en forbrydelse, at museerne nu tager entré. Unge kunstnere skal kunne komme ind fra gaden og se et værk fem eller ti gange - mindst - for at forstå det. Nu går de i biografen i stedet, hvis de har penge på lommen. Det er så fattigt alt sammen."
- Hvordan ser du på museernes indkøbspolitik?
"Jeg er meget utilfreds, også med Statens Museums dispositioner. Der hænger et par af mine billeder hist og pist, men de bedste af dem er i depot. Alt er kaldt tilbage til museet efter ombygningen, men nu ligger det meste i kælderen i stedet for at gøre gavn ude omkring i institutionerne. Jeg kan ikke få det til at hænge sammen. Rumps samling (med Matissemalerier, red.) er f.eks. en stor skuffelse, for disse vidunderlige billeder er ophængt i mindre rum end tidligere og ikke med den kærlighed til dem, som man kunne vente sig."
- Og hvad med selve tilbygningen?
"Den lægger vægt på det spektakulære i stedet for at koncentrere sig om kunstværkerne. Det drejer sig tilsyneladende mere om det ydre end om selve kunstværkerne. Jeg tror ikke, det er god arkitektur. De bedste sale i museet bliver nu brugt til publikumsfaciliteter som cafeteria og boghandel. Og det er en degradering af kunsten."
- Lad os nu forlade de kunstpolitiske emner og tale om din egen kunst. Kan du forsøge at sammenfatte det stof, den er gjort af?
"Det er en lang proces, men jeg har altid været optaget af zen, af Østens kunst."
"Om kunsten generelt - også min egen - vil jeg sige: Al god naturalistisk kunst er abstrakt. Al god abstrakt kunst er naturalistisk."

Billes arbejdsproces
Bille tegner sit motiv op med kul. Motivet er et ornament, en bestemt formverden, som ikke gengiver ting fra den iagttagelige fænomenverden, men som genoplever naturen på billedfladen. Så kommer han farve på lærredet, men gnider den ofte ud igen, og efterhånden forskydes den hvide, anonyme farve til en lidt mere diffus flerfarvet overflade, der har fået stoflig karakter. Grunden bliver levende under arbejdet, og de sorte linjers sammenstød med de farvemasser, der tilføjes, skaber tilsammen et musikalsk og rytmisk udtryk af stor skønhed. Billes motiver danser og står dog stille. De er umiskendeligt 'billeske'.
I 1961 skrev Poul Vad i bogen Ejler Bille, at Ejler Bille er en mediterende kunstner, der har bevaret sin oprindelighed. Vad parallelliserer til kunstnere som Abildgaard og Klee, der også er disse sjældne mediterende, intellektuelle begavelser.
Direkte adspurgt siger Ejler Bille, at det blev skelsættende for hans egen kunstneriske udvikling, at han tog til Paris i 1938.
"Jeg har selv været meget påvirket af det internationale siden mit ophold i Paris, hvor jeg mødte Miró, Giacometti og Kandinsky. Kandinsky opsøgte jeg på hans atelier. Han viste mig hen til et lille billede, han havde af tolderen Rousseau. Det var betryggende at se, at han var fascineret af en kunstner som Rousseau! Jeg spurgte ham derefter om, hvad han mente om Dalí, og han svarede: 'Joh, men han er jo en svindler.'"
"Kandinsky så min 'Lurende fugl' (fra 1933), og han gik ind for den, men den var for lidt konstruktiv i forhold til folkene i Abstraction-Création, som mente at den var alt for naturalistisk. Da jeg sagde, at jeg havde en anbefaling fra Kandinsky, ville de godt have mig med på deres udstilling, men så ville jeg ikke."
"I virkeligheden opfatter jeg mig selv som maler, men mit udgangspunkt har været at genoplive ornamentet. Og det skete først gennem det keramiske arbejde. Jeg arbejder med fladen på en måde, der korresponderer med de gamle kalkmalerier. Der var ingen perspektivisk dybde. På det punkt er de nærmere den moderne kunst end de malere, der gik forud for min generation."
Solen er ved at gå ned, og jeg må hjem igennem skoven, inden det bliver mørkt. Den gamle kæmpe Bille lukker mig ud, bukker og takker.
Endnu en krævende indsats ligger nu bag ham.

* Ejler Bille er født den 6. marts 1910 og er maler og billedhugger. I 1934 stiftede han LINIEN sammen med malerkollegerne Richard Mortensen og Vilhelm Bjerke-Petersen. LINIEN betegnede et vendepunkt i dansk kunst. Det var den første udstilling af abstrakt kunst i Danmark. Bille var medredaktør af tidsskriftet af samme navn og medarbejder ved kunsttidsskriftet HELHESTEN 1941-44. Han tilsluttede sig Corner og Høstudstillingen, senere Høstudstillingen, og var medlem af COBRA. 1960-82 var han medlem af Martsudstillingen. Siden 1983 har han været medlem af Den Frie Udstilling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her