Læsetid: 4 min.

Ossi eller Wessi

29. april 1999

Velbjærgede afdankede wessier kan hverken skabe eller læse ægte litteratur - hold øje med Ossierne, de kender den ægte vare

(BOGTILLÆG)
kommentar
Helt tilbage i begyndelsen af 70'erne læste jeg i en - endnu ældre - litteraturhåndbog om Isaak Babel, som jeg på det tidspunkt absolut intet kendte til. Der stod om ham, at han var "den unge sovjetlitteraturs" svar på Ernest Hemingway. Nå, for satan, tænkte jeg. Jeg satte pris på Hemingway og ville da gerne læse et sovjetrussisk "svar" på ham. Det gjorde jeg så. Det var ret overkommeligt, viste det sig, for hele Babels forfatterskab rummes i et bogværk, godt 300 sider langt. Så jeg læste hans Rytterarmeen og Fortællinger fra Odessa i et stræk. Det har jeg gjort lige siden, med jævne mellemrum, og hvad Hemingway angår, så sætter jeg stadig pris på ham, men jeg synes godt nok, han er blegnet noget. I min private bog-husholdning er han Amerikas svar på Isaak Babel, god at læse men ikke på niveau med Originalen.

Rifbjerg vs. Updike
Da Klaus Rifbjerg for nylig modtog den såkaldt "lille" Nobel pris, blev han sammenlignet med amerikaneren John Updike.
Jeg så det i en avis, og hvis det ellers er tilladt at læse mellem linierne i sådan en, så anedes det, at det burde Rifbjerg være glad for. Eller direkte stolt. Uden nødvendigvis at være nogen stor fan af hverken den ene eller den anden af de to forfattere, kan man godt se, det ikke er nogen helt urimelig sammen ligning. De har en hel del tilfælles. Men at en sammenligning så absolut falder ud til Rifbjergs fordel, skal man nok være dansker, eller i alt fald skandinav, for at kunne se. Både Updike og Rifbjerg skriver lystigt løs om middelstanden og dens forkvabbelser, men hvor Updike nærmest bare er kornfed og banalt småsjofel, er Rifbjerg (derudover?) både elegant og i stand til at se udover det forkælede borgerskab og at gøre sin beskrivelse af det interessant for andre end de involverede. Alligevel: Hvis man vil indgå et væddemål om, hvorvidt det i givet fald bliver Updike eller Rifbjerg, der først modtager den "rigtige" Nobelpris, så bør man selvfølgelig satse sine penge på Mr. Updike. Ikke for noget, men fordi, ikke sandt.

Store forfattere
I det hele taget: Hvis man læser de "store internationale forfattere", bliver man omend ikke hver gang, så dog slet ikke så sjældent forbavset over, hvor rent ud sagt ringe, de kan være. For at blive i det amerikanske: Har Joseph Heller skrevet andre læseværdige romaner end Punkt 22? Jeg synes det ikke, efter min mening er de følgende blevet en tand mere affable og professionelt ugidelige for hver gang. Det er forlagsproduktioner, ikke rigtige romaner. Så er der Philip Roth - er han stadig en god forfatter? Har Doctorow og John Irwing nogensinde været det? Og hende der Erica Jong - er man nødvendigvis særlig dybsindig, bare fordi man kan stave til freudiansk?
Hvad er det egentlig, der gør, at alverdens aviser rydder deres kultursider, når disse litteraturens popstjerner udgiver endnu en mursten bestående af lige del opblæsthed og professionel fermhed? Svaret blæser skam ikke i vinden, det ligger lige for: Fordi der er penge i lortet.

Agota Kristof - et eksempel
Det er der derimod ikke i den rigtige litteratur, i alt fald ikke nær så mange. I bedste fald løber det kun lige rundt, har man indtrykket af. Tag nu f.eks. den ungarskfødte Agota Kristof, hvis lille roman Det store stilehæfte i al ubemærkethed udkom på dansk i 1987. Den var første del i en trilogi og de to andre bind, Beviset, udkom året efter og Den tredje løgn i 92.
Denne trilogi var og er en litterær begivenhed og har da også opnået internationalt ry. Men altså slet, slet ikke i samme omfang som når en eller anden afdanket superstjerne - hvis temperament vel kun kommer i kog, når det går op for ham, at han heller ikke denne gang fik det årligt ventede ring fra Nobelkomiteen i Stockholm - udsender endnu et ligegyldigt "hovedværk". Agota Kristof besøgte faktisk Danmark for et par år siden, og der var da også et par småforkølede avisinterviews, men hvad skal man sige: Ligefrem stegt i tv-projektører blev hun ikke.

Ossi eller Wessi
Hvem er læserne egentlig? Er det, som statistikken siger, veluddannede kvinder i 30'erne, der fylder bag'en med den nyeste Brett Easton Ellis (hvis psykopater jo er som revet lige ud af dagligdagen, hvis man bor i Hørsholm), nu de alligevel er på shopping? Konsumenterne, de velbjærgede Wessier. Eller er rigtige læsere tværtimod Ossier, de kikset klædte kunder i byens antikvariater, der ved, at alt godt fra litteraturen før eller siden havner i bogkasserne ude på fortovet? Jeg er ikke i tvivl: Det er Ossierne, der er de rigtige læsere. Uden dem ville der knap nok være nogen litteratur. Det er også Ossierne, der leverer de virkelige, litterære begivenheder, det er hos Ossierne det sner: Litteratur fra små, upåagtede om råder i verden, eller fra store og absolut påagtede for den sags skyld, men påfaldende ufashionable af væsen og uden anden markedsføring end den, lige så kiksede læsere, oversættere og forlæggere kan præstere: dvs. mund til mund-metoden.
Det samme gælder såmænd også i vores nationale, indenbords litteratur: det er Ossierne, man skal holde øje med. Fuck Wessierne. Eller mere direkte, måske: læs Vibeke Grønfeldt, skid hul i tv-stjernerne!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu