Læsetid: 1 min.

Otte digte

23. april 1999

Vågner og lytter
til mit eget blods
vingefang. Sne falder
ikke lydløst.

Den drømmende hjerne
sprænger kraniets grænser,
vokser sig stor som en planet, legesygt
og ubønhørligt udforsket af solnedgangslyset.

Vi blomstrer hinanden til blods
med disse torne
og dette duftende virvar af grene,
der kæntrer tungt mod himlen.

Denne mand ønsker krig, siger barnet på gulvet
og ser op fra sin tegning. En tågedis har bredt sig,
den hyller byen i en forbinding, hvorigennemblodet
allerede siver, så operationsstuer må indrettes i kirker.

Det høje C lyder, som en diamant skinner,
det kommer til at gøre ondt, dybe snit
vil blive lagt i Europas kød,
og der er ingen nødudgange.

Måske er det i smilet,
melankolien bliver mest synlig,
sekundet før læberne lydløst glider over
i tilintetgørelsen af et vældigt lys.

Søg ikke efter poesiens black box,
den har ikke registreret svar,
er blot fyldt af drømmes modspørgsmål
eller en stilhed at lirke sig ind i.

Drømte at lysende bogstaver
faldt ud af alfabetet, ned i en kløft af mørke,
at der var ord, der ikke længere kunne skrives.
Vågnede og klatrede op ad bjerget for at
høre solen.

*På onsdag udkommer på Gyldendal en ny digtsamling, Tusindfødt, af Pia Tafdrup, der for nylig modtog Nordisk Råds store litteraturpris. Med forfatterens tilladelse bringes her otte digte fra bogen (216. s. 195 kr.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her