Læsetid: 6 min.

På underste dæk

24. april 1999

Uddrag af Vladimir Arsenijevics roman om at tilbringe ungdommen i krigens skygge

Beograd
Det, jeg vil sige, er, at tingene var slemme, men ikke mere end at de kunne have været meget værre. Krigen havde på det tidspunkt endnu ikke ramt os lige i fjæset med en klump indvolde; den var ved at mase os på en langt mere raffineret måde. Vores telefon ringede næsten aldrig mere, og engang var den ikke til at undvære. De fleste af vore venner var væk, langt uden for landets grænser. De ejede ikke en telefon, fordi de var midt i den vanskelige proces bare at opretholde livet og ikke bruge penge på noget, der ikke var nødvendigt, eller de havde ikke tid; under alle omstændigheder: De ringede næsten aldrig. En gang imellem nåede et postkort frem fra Budapest, Prag, København, Casablanca, Athen, Amsterdam eller London, fra alle disse fantastiske byer, og vi elskede dem, disse postkort, selvom det var svært at frigøre sig fra det indtryk, at de var skrevet af en og samme person. De var fyldt med knappe oplysninger skrevet med latinske bogstaver, og ordene lignede af en eller anden grund alle sammen hinanden og var helt uafhængige af de på stedet herskende forhold: "Jeg har ikke noget job," "Jeg har af og til lidt at lave," "Det er hårdt, men jeg er ok," "Jeg klarer mig," osv. osv.
Dengang var der mange, der svor på, at de ikke var stukket af fra krigen. Der var endda dem, der hævdede, at deres bortrejse absolut intet havde med krigen at gøre, men at de var rejst, fordi de havde haft lyst til det. Jeg svarede dem i mit stille sind: "Måske ville I ikke have haft Lyst, hvis tingene havde været bare en lille smule anderledes."
"Har du lagt mærke til forskellen," sagde Andjela en dag til mig. "Engang døde de, nu rejser de ..." Jeg smilede. De døde ganske vist ikke så meget for tiden, men der var i virkeligheden ingen forskel. Hver anden uge fulgte vi nogen til graven og kom os hurtigt over sorgen igen. 1991 havde skænket os en særlig aktivitet: Vi udtænkte nye venskaber, eller vi begyndte at komme sammen med vores eksilerede venners venner, eller vi genopfriskede gamle bekendtskaber. Indimellem havde det tilmed en mening - vi skelnede ikke mere mellem virkelige ønsker og tilpasning. Hele det år studerede vi en ny form for social tolerance, og vi fik den også lært: Folk, vi tidligere med den bedste samvittighed af verden havde ignoreret, blev nu velkomne gæster. Vi havde en lille konkurrence om, hvem der først kunne nå at tage telefonen, når den ringede; jeg var hurtigst, især hen på efteråret, hvor Andjela var blevet meget tyk, og hendes mave hele tiden var i vejen, så hun havde besvær med at løbe hurtigt.

Jeg kunne blive ved med at beskæftige mig med de forsvundne som med lag af hud, men lad mig vise et gruppebillede. I marts måned det år blev der afholdt nogle meningsløse demonstrationer og mange af denne bogs personer og vi selv strømmede til og stod som sild i en tønde under Terazijes gule gadelamper. Hvor var vi dog dumme og latterlige! Vi skreg og vi skældte ud, vi var så frygtelig vrede, men enden på det hele blev, at vi havde lavet flere selvmål end mål. Se bare, hvad der skete med os bare et par måneder efter. Nogle af os hang allerede klistret op på Beograds lygtepæle som dødsannoncer, andre kom under længerevarende behandling på Ortopædisk Hospital, andre igen skrev postkort fra udlandet, som nogen glædede sig infantilt over ... Så jeg spørger mig selv: Hvorfor i alverden spildte vi så mange dage der på Terazije, når vi alligevel lod alt dette ske med os? Allerede det efterår havde vi besvær med at finde ud af, om vi overhovedet eksisterede, det hele havde jo bare varet et par måneder, og så var vi blevet splittet af en blitzkrig og af lutter dybe stød. Her halvvejs mellem den oktober, jeg skriver om, og marts det følgende år, har jeg været mere bange, end jeg var led ved den marts måned, vi har bag os. Jeg har været bange for, at næste marts vil få os at se ud som et mislykket portræt, som ingen af os havde ønsket, og at der vil være forfærdelig mange tomme pladser mellem os, at der vil være nedslående få tilbage af os mellem tomrummene; vi vil ikke mere vide, hvad vi skal sige til hinanden, vi strejfer bare om på dette meningsløse sted, når vi nu alligevel befinder os her, og vi beder til Gud, at han vil splitte os så hurtigt og smertefrit som muligt med uvejr, vrede blikke, forbandelser, vandkanoner og gummiknipler.

Jeg er stadig ikke i stand til at sige, hvad det er, der er sket med os, men jeg er temmelig sikker på, at der er gået en eller anden forbandelse i opfyldelse, som vi i mellemtiden bare havde glemt. Det er jo naturligvis, hvad der kan ske. For der var et eller andet, der gav sig til at brøle og i løbet af et øjeblik skabte et uvejr, som rev os med sig. Det var en helt bibelsk oplevelse. Ud af denne malstrøm, der lignede en oprørt flod, kom af og til et hoved op til overfladen, eller et hjælpeløst ben blev bøjet for at give himlen et blidt spark i dens opsvulmede røv; våde øjne indfangede horisonter, der dag for dag blev fjernere og fjernere, hænder fløj af sted som sære væsener, der forsøgte at fange noget, der aldrig havde eksisteret. Der var, efterhånden som tiden gik, stadig færre af os tilbage i malstrømmen, alle deklamerede vi med ophidsede stemmer om det skum, man styrter igennem, som ikke tåler, man læner sig tilbage, som man synker igennem på grotesk vis, som ikke nærer, som ikke stiller tørsten, som ikke tjener noget som helst formål, som hverken har farve, smag eller lugt, men er falsk og bedragerisk og æder alt det, der er fortroligt og logisk. Uden at høre på hinanden ævlede vi om den luftige lava, som majoriserer og nivellerer, vi talte om smeltepunkter, om desintegration og om en syg verdens undergang - en verden af herskere over kolonier af glubske vira. Vores fortællinger var forskellige, vores oplevelser i modstrid med hinanden, men betød det overhovedet noget? Det skum, vi var ved at blive kvalt i, ville under alle omstændigheder opløse dem, blande dem sammen, opsluge dem. Og til allersidst ville der af al den frygtelige smerte og lidelse kun være en mellemstor boble tilbage, og så ville også den briste.

Oversat af Per Jacobsen

Fakta - Ung i Beograd

Hvordan er tilværelsen, set fra Beograd? Vladimir Arsenijevic er født i 1965 og bosat i den jugoslaviske hovedstad. Uddraget på denne side, der stammer fra hans debutroman, På underste dæk (en skildring af livet i Beograd under krigen i Kroatien i efteråret 1991), har fortsat tragisk aktualitet.
Romanens hovedpersoner, en ung mand og hans kone, Anjela, der venter deres første barn, tilhører byens subkultur og har levet en tilværelse, der ligner unges liv i Europas storbyer. Nu har de fået krigen tæt ind på livet, deres venner samt Anjelas lillebror bliver indkaldt og sendt til fronten og vender hjem i kister eller som invalide.
I den næste roman, Anjela, er det unge par blevet forældre, men de er også blevet stofmisbrugere af deres kaotiske og fremtidsløse tilværelse. Vladimir Arsenijevic modtog den fornemme NIN-pris for debutbogen og er i dag et internationalt navn. Hans bøger udkommer på Rosinante. ks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her