Læsetid: 5 min.

Portræt af kunstneren på vrangen

23. april 1999

'Love is the Devil' tegner et lidet flatterende portræt af mennesket Francis Bacon, men dens filmiske udtryk er en uforbeholden hyldest til maleren Bacons kunstneriske geni

NY FILM
Da den engelske maler Francis Bacon i 1985, syv år før sin død, blev interviewet af tv-personligheden Melvyn Bragg til London Weekend TelevisionShow, udtalte han bl.a. om sin egen karakter, at han ikke var nogen do good'er. I John Mayburys filmiske portræt af Bacon, Love is the Devil, får man syn for sagn!
Filmen er bygget op omkring forholdet mellem overklasse-bohemen Bacon (spillet af Derek Jacobi, der fremstår som en næsten uhyggeligt tro kopi af maleren selv) og den langt yngre proletar George Dyer (Daniel Craig), der en nat i 1964 dumpede ned gennem ovenlysvinduet i Bacons atelier i håb om at finde et eller andet, der var værd at stjæle. I stedet inviterede Bacon ham med i seng, og det blev starten på et forhold, der varede frem til Dyers selvmord på et parisisk hotelværelse i 1971 - mens Bacon deltog i åbningen af en stor retrospektiv udstilling af hans værker på Grand Palais.
Bacons på én gang frastødende og umådeligt smukke billeder af sært forvredne menneskekroppe indbragte ham dengang prædikatet 'den største nulevende maler'. I dag omtales han som dette århundredes største engelske maler, og er der stort set enighed om Bacons kunstneriske geni, så er superlativerne mere beherskede blandt dem, der kendte ham, når det gælder mennesket bag kunstneren.

Den forgyldte rendesten
The Gilded Gutter Life of Francis Bacon - dvs. 'Francis Bacons forgyldte rendestensliv' - er titlen på en erindringsbog skrevet af Bacons nære ven Daniel Farson. Det er denne bog, der har dannet udgangspunkt for Love is the Devil, som bl.a. viser, hvordan æsteten Bacon pudser tænder i Vim-skurepulver og kører en gang brun skosværte gennem de grånende tindinger hjemme ved den uappetitlige udslags- og køkkenvask i det kaotisk uryddelige atelier, før han tager ud og deltager i det søde liv omkring overklassens østers- og champagneborde.
Men rendestenslivet udspiller sig især på den lige så dekadente som snuskede Soho-bøssebar The Colony Room Club, hvor Bacon og ligesindede drikker tæt og samler unge saftspændte kroppe op til en nats uforpligtende lagengymnastik. Colony Room er også stedet, hvor Bacon slipper sit ætsende sarkastiske vid løs i gnistrende verbale dueller med de øvrige gæster.
I dette miljø er Dyer en fremmed, og Bacon gør intet for at få ham til at føle sig bedre tilpas. Tværtimod antager den Bacon'ske sarkasme ofte sadistiske dimensioner, når skydeskiven er Dyer. Men i sengen er det omvendt, for her foretrækker Bacon, der er til voldsom S/M-sex, at indtage den underkastedes rolle.
Forholdet mellem Bacon og Dyer kom til at vare ti turbulente år. Næsten som en levendegørelse af Edgar Allan Poes novelle "The Oval Portrait" høstede Bacon stadig mere anerkendelse for bl.a. sine portrætter af George Dyer, samtidig med at modellen, Dyer, gik mere og mere i opløsning på sin diæt af stoffer, piller og sprut. Ti år er lang tid i miljøet og et indirekte vidnesbyrd om, at den højst komplicerede og modsætningsfulde Bacon trods alt må have næret ganske varme følelser for Dyer, men da Dyer havde brug for ham, var han ikke den, der rakte elskeren en barmhjertig hånd. Nej, Bacon var decideret ikke nogen do good'er.

Bacon'sk præg
Dét gør dog på ingen måde hans kunstneriske talent ringere, og John Mayburys ærinde er da heller ikke at demontere Bacons genistatus. Tværtimod. For hvor Bacon ofte lod sig inspirere af fotografier og film - vi ser bl.a., hvordan han søger at omskabe en skrækslagen åben mund fra Sergei Eisensteins mesterlige revolutionsfilm Panserkrydseren Potemkin (1925) til ekspressivt Bacon-maleri - dér har Maybury ladet sig inspirere af Bacons særegne stil og skabt en film, som ikke direkte søger at overføre Bacons malerier til filmlærredet (dét ville formentlig også have været et dødsdømt projekt), men som i farvevalg, billedkompositioner og struktur dog alligevel bærer et umiskendeligt Bacon'sk præg.
Maybury, der indledte sin karriere som assistent for et af britisk films mest særegne og eksperimenterende talenter i nyere tid, den nu afdøde Derek Jarman, og siden mest har lavet musikvideoer - bl.a. Sinead O'Connors Nothing Compares 2U - har ikke blot valgt en undertitel - 'Studie til et portræt af Francis Bacon' - der er et utvetydigt ekko af Bacons egne billedtitler. Han fortæller tillige historien i nærmest tableau-agtige vignetter, som tilskueren selv må forbinde til et sammenhængende hele. Farverne er overvejende mørke, kødagtige, men flænges af og til af den plagede Dyers blodrøde mareridt. Personerne reflekteres ofte i spejle, hvilket dels forvrænger deres kroppe og ansigtsudtryk, dels opsplitter billedfladen i noget, der minder om Bacons mange triptykon-serier. Og endelig anvender Maybury en særlig slow motion-effekt, der nok er motiveret af personernes følelsesmæssige tilstande, men som samtidig trækker bevægelser ud i langstrakte streger, der ligner penselstrøg.

Se den!
Bacons sidste elsker og arving, John Edwards, modsatte sig, at Bacons egne malerier blev anvendt i filmen, men man savner dem for så vidt ikke, fordi Love is the Devil er i den grad gennemsyret af og loyal over for Bacons kunstneriske ånd. Edwards brød sig muligvis ikke om filmens projekt - at vende vrangen ud på en af århundredets største malere - men Bacon, der var lige så selvoptaget som han var uforsonlig i sin kritik af sig selv, ville formentlig have elsket Mayburys film.
Dét er der også god grund til for os andre. Hvis man tænder på Francis Bacons på én gang deprimerende og opløftende, ubehagelige og forunderlige malerier, må man ikke snyde sig selv for Love is the Devil. Kender man ikke noget videre til Bacon, er filmen på den anden side en fortræffelig indfaldsvinkel til hans særegne univers. Og kan man ikke døje ham, kan man selvfølgelig se filmen og fryde sig over, hvordan den udleverer ham.
Men først og fremmest bør man se Love is the Devil, fordi den med så stor elegance og så udsøgt raffinement demonstrerer, at filmmediet kan meget mere end blot at fortælle historier - samtidig med at det faktisk lykkes den at formidle en uhyre kompleks følelsesrelation. Som Bacons malerier er Love is the Devil både visuelt og emotionelt udfordrende. Og så er Derek Jacobi bare helt uforlignelig som Bacon.

*Love is the Devil - Studie til et portræt af Francis Bacon. Manuskript og instruktion: John Maybury. Efter Daniel Farsons 'The Gilded Gutter Life of Francis Bacon'. Engelsk. 90 min. (Grand)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her